Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 29. oktober 2024
Svarnummer:
33

Indsendt af

Kasper Nyholm

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Høringssvar vedr. trafiksikkerhedstiltag på Frederikssundsvej fra bestyrelsen af Brønshøj Kirkevejs vejlaug

 

Der kører dagligt 1.761 biler på Brønshøj Kirkevej. Af dem er ca. 70% gennemkørende. Det viser en trafiktælling foretaget af Teknik -og Miljøforvaltningen (TMF) i juni 2024. Det er meget trafik at håndtere for en villavej og det skaber mange farlige situationer for cyklisterne.

 

Sikkerhed

Brønshøj Kirkevej er en privat-fællesvej med 49 husstande, Brønshøj Kirke i den ene ende og Boldklubben Fix i den anden. Kirken og boldklubben gør, at der udover de mange gennemkørende biler også er mange parkerede biler og mange cyklister. Når der dagligt passerer over 1.000 biler (i gennemsnit 929 den ene retning og 672 den anden retning jf. trafiktællingen) betyder det, at bilerne skal køre ind til siderne for at kunne passere hinanden, hvilket gør, at de blokerer for cyklisterne, som bliver klemt.

 

Dertil kommer, at vejen er en stejl bakke fra kirken og ned mod boldklubben, hvilket gør, at cyklister ofte kommer i høj fart nedad bakken. Derfor er det endnu farligere, når de i høj fart blokeres af biler. Mange af cyklisterne er børn på vej til fodbold i boldklubben og det er således ofte dem, der udsættes for fare. Kombinationen af over 1000 biler, trængsel og cyklister i høj fart gør, at de trafikale forhold kan være kaotiske og, at der er stor risiko for ulykker.

 

Opbakning til at lukke vejen ved Brønshøj Torv

Årsagen til de mange biler er blandt andet, at mange bilister bruger Brønshøj Kirkevej som en smutvej til at komme til - og fra Harreskovvej/Hillerødmotorvejen. Som et af flere trafiksikkerhedstiltag på Frederikssundsvej har TMF foreslået at Brønshøj Kirkevej lukkes for indkørende trafik fra Brønshøj Torv. Dette vil med stor sandsynlighed reducere antallet af biler på Brønshøj Kirkevej, idet smutvejen blokeres i den ene ende. Vejlauget bakker derfor op om forslaget, da det derved også vil reducere antallet af farlige trafikale situationer på Brønshøj Kirkevej og ved Brønshøj Torv. 

 

Behov for en helhedsløsning

Samtidig er det vigtigt at understrege, at der er behov for en helhedsundersøgelse af de trafikale forhold i hele villakvarteret på - og omkring Brønshøj Kirkevej. De trafikale udfordringer er ikke nødvendigvis løst ved kun at lukke for indkørsel til Brønshøj Kirkevej fra torvet, idet trafikken derved ledes nedad andre uegnede villaveje (f.eks. via Holcks Plads til Præstegårds Allé og igen ud på Brønshøj Kirkevej). Derfor bør TMF finde en helhedsløsning for trafikken i hele området.

 

Københavns Kommune skal reagere

Det fremgår af TMFs hjemmeside, at Københavns Kommune ”skal reagere”, hvis en tælling viser, at over 50 % af den samlede trafik på en privat fællesvej er gennemkørende trafik mellem to offentlige veje. Af den trafikmåling, som vejlauget har modtaget fra TMF, fremgår det, at den gennemkørende trafik langt overstiger 50% og på visse strækninger er 90% Derfor er det vejlaugets forhåbning, at Københavns Kommune nu reagerer ved at lukker Brønshøj Kirkevej for indkørende trafik fra torvet og ved at foretage en helhedsundersøgelse af området omkring vejen, så trafikkaos og ulykker undgås.

 

Mvh. Kasper Nyholm

Medlem af bestyrelsen for Brønshøj Kirkevejs vejlaug