Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 4. november 2024
Svarnummer:
60

Indsendt af

E/F BRønshøj Torv

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Høringssvar vedrørende ensretning af Brønshøj Kirkevej

 

Som ejerforening ønsker vi at udtrykke vores modstand mod forslaget om at ensrette Brønshøj Kirkevej mod syd fra Præstegårds Allé til Frederikssundsvej. Vores bekymringer vedrører primært de konsekvenser, som en ensretning vil have for vores ejendoms beboere, brugere og leverandører, men samtidig bemærkes det at også aktiviteten omkring sognehuset vil være negativt berørt.

 

1. Forringede muligheder for at køre væk fra området.

Ensretningen vil gøre det mere besværligt for beboere, besøgende, leverandører m.v. i vores og omkringliggende ejendomme (herunder sognehuset) at komme væk fra området, når man skal mod nord m.v.. 

Den direkte adgang til Brønshøj Kirkevej i nordgående retning bliver begrænset, hvilket forringer tilgængeligheden til og fra ejendommen og nødvendiggør unødvendige omveje, som belaster andre veje på uheldigvis (jvf. de mange indlæg herom). Dette vil påvirke hverdagen for beboere i området  i negativ grad, da ensretningen  sender flere ud på en besværlig omvej med mange kontaktzoner med andre typer trafik. Indføres ensretningen ikke vil det give mere fleksibilitet for beboerne, besøgende og folk med ærinde til de få ejendomme på strækningen og sognehuset.

Normalt vil en ensretning medføre en halvering af trafikken, men i  og med trafikken foreslås forhindret i at køre ind på Brønshøj Kirkevej ved Frederikssundsvej, og der dermed ikke er nogen gennemkørende trafik på strækningen, har det ikke nogen gavnlig effekt af betydning for nogen at stykket ensrettes.

 

2. Manglende hensyntagen til beboernes ønsker og behov

Vi mener, at en beslutning om at ensrette Brønshøj Kirkevej ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til de behov, der findes blandt beboere i det berørte område, samtidig med at ensretningen på stykket ikke kan forventes at medføre nogen nævneværdig nedsættelse af trafikken på den øvrige del af Brønshøj Kirkevej/de øvrige veje, da der ikke er noget gunstigere alternativ for trafik fra området, der skal skal mod nord/området vest for kirken. 

Lokalområdets karakter og behovet for smidig adgang bør vægtes højt i beslutningsprocessen, og vi opfordrer derfor til, at kommunen genovervejer forslaget om ensretning.