Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Trafiksikkerhedstiltag langs Frederikssundsvej
Oprettet:
5. november 2024
Svarnummer:
91
Indsendt af
Annika Göransson
Postnr.
2700
By
Brønshøj
Høringssvar
Indledningsvis vil jeg bemærke, at det er positivt, at man gerne vil forbedre trafiksikkerheden langs Frederikssundsvej. Tiltagene 5 og 6 er dog ekstremt bekymrende, da de må forventes at forværre trafiksikkerheden frem for at forbedre den.
Hvis man kender området, vil man vide, at det ikke er hensigtsmæssigt at omdirigere trafikken fra Brønshøj Kirkevej til Holcks Plads og de omkringliggende veje, hvor både vejbane og fortov er smallere, og der er langt dårligere oversigtsforhold.
Som TMF selv påpeger, vil tiltagene forringe trafiksikkerheden nævneværdigt ved Holcks Plads, hvor der hver dag færdes hundreder af skolebørn til og fra skole og mellem skole og institution. Der har i 2020 været en dødsulykke ved netop Holcks Plads (hvilket også nævnes i høringsmaterialet). Jeg vil påminde om at netop denne højresvingsulykke var baggrunden for, at projektet blev igangsat på initiativ af Lokaludvalget. Derfor synes det fuldstændig i modstrid med det oprindelige opdrag, at projektet er endt ud med et forslag, som indebærer øget trafik og ulykkesrisiko ved Holcks Plads.
Jeg og min familie vil derfor på det kraftigste opfordre til, at disse tiltag ikke indføres, og at der arbejdes videre med alternative tiltag, der kan forbedre trafiksikkerheden langs Frederikssundsvej uden at skabe markant højere risiko på de nærliggende villaveje.