Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Bryggervangen - lokalplanforslag
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Jeg er enig i at området trænger til et generelt løft men det foreslåede byggeri er ganske enkelt for voldsomt og bastant i sit arkitektoniske udtryk.
At Danmarks Satistik bygningen og højhuset mod Lyngby danner baggrund for byggehøjden er ikke rimeligt, og det skitserede forslag vil dels være voldsomt i højde og i sit udtryk. Man ønsker at bygge til fortovskant, hvilket øger det voldsomme udtryk.
Parkeringsforholdende vil blive kraftigt forværret. Parkeringssituationen er i dag voldsomt presset. Det er næsten umuligt at finde en p-plads efter kl. 20, hvilket også giver meget sivetrafik rundt i kvarteret. Der er planlagt 450 nye lejemål men kun 124 nye p-pladser som skal placeres i p-kælder. Det vil sandsynligvis kræve en forholdsvis dyr p-licens, så mange vil søge til gadeparkering, hvilket kun vil forværre situationen som den er i dag. Med til det er, området ligger tæt på Parken og de aktiviteter der foregår, hvilket medfører periodiske ekstrabelastninger på p-pladser.
Det er ganske enkelt for lidt at oprette 124 nye p-pladser til så mange nye lejemål og der planlægges ydermere at nedlægge 20 p-pladser på Sejerøgade og Bryggervangen, så totalantallet er 104 nye pladser…
At byggeriet med 450 nye lejemål ikke vil påvirke bymiljøet som det fremgår af lokalplanforslaget, kan jeg ikke forstå… Det er i min optik et ganske stort antal boliger. Ligeledes at byggeprocenten kan øges fra 185 til 245 uden problemer, kan jeg heller ikke forstå.
Jeg synes det er ærgerligt når man vil bygge i Klimakvarteret, at der ikke kigges mere på klima og miljø. Ved borgermødet blev det lille grønne område ved Meny nærmest latterliggjort og man fremhævede derimod at byggeriet lige der, ville trækkes 3 meter tilbage og der ville blive plantet 3 nye træer…
I det hele taget er tegningsmaterialet ikke retvisende, f.eks. viser illustrationsplanen meget grønt område, men det viser faktisk det aflukkede private gårdmiljø og taghaver som beboerne fra naboområdet ikke har adgang til.
Selve byggefasen virker ikke særlig planlagt i forhold til adgangsvej og den voldsomme trafikbelastning der vil være tilstede under byggeriet. Som bygherre eller rådgiver udtrykte til borgemødet ”ja de 2-3 år byggeriet vil vare, er det nok knap så spændende at bo i området”.
Generelt synes jeg man skulle give projektet en tur mere, ændre byggeprocenten og især kigge på parkeringsmulighederne. Der blev nævnt under borgermødet fra bygherres side, at der er masser af uudnyttet plads i den eksisterende p-kælder, så det vil sagtens kunne udvides uden de store problemer.