Oprettet: 12. november 2021
Svarnummer:
47

Indsendt af

Hanne Rubæk og Michael Jensen

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

Vi kan på ingen måde støtte en etablering af en badezone ved vandtrappen på Richard Boones Vej.

Vores lejlighed ligger ud mod Richard Boones Vej og dermed ud til den strækning, hvor det nu forslåes, at der skal etableres en badezone.

Vi har boet i lejligheden i snart 12 år, og har gennem disse år kunnet følge udviklingen i området og aktiviteten på Richard Boones Vej, en aktivitet som gennem de seneste 5 års tid i sommerhalvåret har været kraftigt tiltagende. Vi har intet imod, at der er liv i området, og at nogle solbader og nyder solen på vandtrappen. Udviklingen har desværre været, at dem der bare nyder det, efterhånden er blevet fortrængt af personer, der ikke formår at tage hensyn til andre og til omgivelserne.

Den negative side omfatter ikke mindst støj fra musikanlæg, råben og skrigen, der ofte fortsætter til langt ud på natten – også på hverdage. Desuden affald og trafik og store udfordringer for de solbadende og badende, der bliver trængende, og resultatet heraf kan findes omkring biler, indgange, gården m.v. Herudover har vi selv observeret nakohandel og misbrug af gaspatroner.

Bebyggelsen Egholm består udelukkende af boliger, der ligger ganske få meter fra kajkanten og dermed klods op ad den nu påtænkte badezone. Reelt vil hele arealet fra de nærmeste boliger og til badezone-miljøet blive inddraget i de påtænkte aktiviteter. Dette er helt usædvanligt i forhold til de eksisterende og potentielt udpegede steder til nye badezoner.

En etablering af en badezone ved Richard Boones Vej, vil, med den “markedsføring” der ligger i det, i sagens natur øge tiltrækningskraften, og proportionalt hermed eskalere omfanget af gener for beboerne. Hertil hører, at en badezone jo har “døgnåbent”.

Som beboere er vi medlem af E/F Egholm, og ejerforeningen er medlem af Grundejerforeningen Sluseholmen Nord, som ifølge indstillingen har givet deres opbakning til forslaget. E/F Egholm udgør jo et mindretal, og grundejerforeningens bestyrelse har valgt helt at negligere E/F Egholms indvendiger.

Vi er bekendte med, at der for nyligt også har været behandlet en indstilling om etablering af en badezone ud for ejerforeningen Tangholm, som imidlertid modsatte sig forslaget, hvilket kommunen valgte at lytte til, også selvom den lokale grundejerforening bakkede forslaget op. Vi håber og forventer, at dette også vil gøre sig gældende i forhold til en badezone ved Richard Boones Vej.

Ikke så langt fra Sydhavnen er der en lang strækning, hvor aktitivitetsniveauet er meget lavt, også lavere end de fleste ønsker – nemlig Kalvebod Brygge. Her er ingen boliger, kun erhvervsbygninger, og dermed meget begrænset aktivitet indenfor normal arbejdstid, og stort set ingen aktivitet om aftenen og i weekenderne. Hvorfor er dette område ikke i spil i forhold til etablering af faciliteter for badende?. Vi er godt klar over, at en etablering af havnebad og/eller badezoner vil kræve lidt ændringer i forhold til bolværket, men den udfordring er løst andre steder.

Som andre allerede har påpeget, deler vi opfattelsen af, at det ikke kan være rigtigt, at det er områdets beboere, der skal afholder de afledte omkostninger som en etablering af en badezone i sagens natur resulterer i, bl.a. i form af etablering og drift af toiletfaciliteter og affaldshåndtering.