Oprettet: 19. januar 2021
Svarnummer:
18

Indsendt af

Michael Hansen

Virksomhed / organisation

-

Postnr.

2100

By

København Ø.

Høringssvar

Københavns kommune har udsendt Offentlig høring om forslag til ændringer på Ryvangs Allé og Svanemøllevej den 10. december 2020, dvs. 2 dage efter høringsperiodens start.

Indledningsvis skal anføres, at den planlagte udvidelse af kaserne med bl.a. tiltag i relation til vejinfrastrukturen samt udvidelse af helikopter aktiviteter er et betydeligt indgreb med voldsomme konsekvenser - endda i et af brokvartererne i København, dvs. den nordlige del af Østerbro - for beboelserne i området.

Høringsmaterialet er gennemgået, og nærværende høringssvar koncentreres om de mest centrale elementer, idet det samtidig noteres, at dele af de kommende aktiviteter tilknyttet kaserneområdet (f.s.v.a. flyvninger/støj - tomme bokse) ikke fremgår af høringsmaterialet, hvorfor det selvsagt ikke er muligt at komme med et fyldestgørende høringssvar.

Det, der som beboer i området gennem 3 årtier, særligt springer i øjnene vedrørende høringsmaterialet, og de følgevirkninger de planlagte tiltag måtte have, er følgende:

1) De senere år har der på kaserneområdet været helikopteraktiviteter dels i dagtimerne, dels om aftenen, sågar om natten og i de tidlige morgentimer. Det har medført betydelige støjgener - og betydelige er i denne sammenhæng lig med stærkt generende - som lejlighedsvis endda har medført, at man forstyrres i sin nattesøvn, fordi helikopterne i meget lav flyvehøjde overflyver beboelsesejendommene i kvarteret. Hertil kommer, at når helikopterne står på tarmac inden flyvning, bruger de en betydelig tid med megen støj til følge på at varme op. Alt sammen stærkt generende. Og denne stærkt generende aktivitet står nu til at skulle udvides, idet det synes at fremgå af høringsmaterialet, at der vil ske en betragtelig stigning i flyveaktiviteterne med helikopter - med endnu større gener til følge for et ellers fredeligt beboelseskvarter.

2) Af støjrapporten fremgår, at man opererer med en vægtet støj fordelt på døgn. Der er også anført max støjgrænser. Hertil er der to bemærkninger - for det første giver det ingen mening at arbejde med vægtet støj spredt ud over en tidsperiode i relation til helikoptertrafik (det er sådan en myndighedsfidus til at bilde folk ind, at det er altså ikke så slemt, men det er det - 5-10 helikopterflyvninger spredt ud over et døgn som vægtet støj giver et fuldstændig fortegnet og forkert lavt støjbillede i forhold til det folk oplever, nemlig en øresønderrivende overflyvningsstøj i en kortere periode). Det giver god mening at anvende den vægtede metode i relation til vejtrafik og til dels banetrafik, hvor der er en lind strøm af transportmidler, der suser forbi fordelt over en given tidsperiode. Med helikoptertrafik og helikopterstøj forholder det sig imidlertid markant anderledes. Helikopterstøj er ved overflyvning så voldsom og så indgribende, at blot en enkelt helikopterflyvning f.eks. i døgnets ydertimer, især mellem 22 og 7 ganske enkelt kan rive folk ud af deres søvn og gøre det svært at falde til ro igen. Det er stærkt skadeligt, navnlig hvis det fremover bliver en hyppigere aktivitet, hvor beboerne i området aldrig kan vide sig sikre på, om de nu også kan få en hel nats uforstyrret søvn. Hertil kommer, at det flere steder fremgår, at man vil tilstræbe at holde sig inden for støjgrænserne. Det åbner for en ladeport af overtrædelser. Der burde naturligvis stå, at det skal sikres, at man holder sig inden for grænserne.

Konklusionen er, at der skal ikke herske den mindste tvivl om, at vi i vores familie - som beboere i det berørte område - finder det forkasteligt med helikopteraktiviteter i et beboelsesområde uden for nogenlunde normal arbejdstid. 

3) T-kryds ved broen over banen til kasernen. Hvis trafikken bliver så voldsom, at det ligefrem er nødvendigt med et trafiklys, ville en dygtig planlægger måske have foreslået en løsning med en rampe eller to til Nordhavnsvej - smart, enkelt, og formentlig en miljømæssigt langt bedre løsning?

4) Lukning af Svanemøllevej - Det har vi sukket efter i mange år, så det er et forslag, der kan støttes. Til gengæld er vi meget lidt begejstrede for planerne om at bevare parkeringspladserne. Siden Københavns Kommune indførte begrænsninger i bilparkering i naboområderne, er den første del af Svanemøllevej blevet et urimeligt belastet område med aktivitet i rigtig mange af døgnets timer. Københavns Kommunes tiltag ved at gøre området til den parkeringslosseplads, hvor folk kunne køre hen og dumpe deres biler, var gennemført dårlig trafikpolitik (i fagsprog - en ikke-pareto-optimal tilstand). Det var en dejlig nem løsning, men dårligt gennemtænkt. Det korte af det lange er, at vi, der bor i området, gerne ser parkeringsmulighederne begrænset mest muligt. Det virker heller ikke rimeligt, hvis folk, der fremover har ærinder på kasernen, og som kører i bil, ikke kan parkere inde på kaserneområdet (dagens tip: byg en parkeringskælder på kaserneområdet). 

Afslutningsvis konkluderes, at der hersker en meget stærk bekymring vedrørende de planlagte tiltag knyttet til helikopterflyvning. Det er støjen, der volder problemerne, hovedsagligt den støj, der vil være i døgnets aften-, natte- og tidlige morgentimer. Tiltag knyttet til biltrafik, herunder trafiklys og parkering er væsentlige problemer, men ikke af helt samme vitale interesse som støjproblematikken.

Det er vores håb, at Københavns Kommune vil udvise forståelse for ovenstående og gøre sit yderste for, at der fremkommer balancerede løsninger, dvs. løsninger hvor ikke kun statslige myndigheders ønsker er tilgodeset, men i høj grad også ønsker fra områdets beboere - det er trods alt os, der skal leve med de problemer, der uundgåeligt skabes.

Mvh. 

Michael Hansen