Oprettet: 20. december 2019
Svarnummer:
73

Indsendt af

Anders Morten Christoffersen

Virksomhed / organisation

Verdens Skove

Postnr.

1456

By

København K

Høringssvar

Verdens Skove finder - som anført i tidligere høringssvar – at det er principielt betænkeligt, at Københavns sparsomme grønne områder bebygges og reduceres yderligere, hvilket formindsker Hovedstadens naturværdier og de rekreative værdier, som de indeholder for fastboende og besøgende. Det er i særdeleshed bekymrende, da det planlagte kvarter vil ligge på hidtil fredet området, og at projektet vil betyde et indhug i et af de største og sidste sammenhængende grønne områder i Københavns Kommune. Verdens Skove anerkender, at flytningen af byggeriet fra den såkaldte Strandeng til det område, der kaldes Lærkesletten, betyder en flytning fra natur med særligt høj biodiversitet, bl.a. forekomst af sjældne planter som brændeskærm og sårbar natur, til en giftgrund og tidligere losseplads med en lavere naturværdi. Byggeriets umiddelbare nærhed til Strandengen, dets størrelse med anslået 5.000 indbyggere og en formodet forøget påvirkning af de nærliggende områder, fordrer grundige, mangesidede og tilbundsgående undersøgelser af potentielle påvirkninger af den omliggende natur. Det kræver efter vor mening, også et opdateret og omfattende datagrundlag med en grundig kortlægning af den eksisterende fauna og flora, der medtager eventuelle variationer på tværs af årstiderne som grundlag for miljøkonsekvensvurderingen. Vi er bekymrede for den permanente påvirkning som 5.000 indbyggere kan have på levestederne til bilag IV-arter og flora og fauna på naboarealerne, samt for påvirkningen i anlægsfasen. Verdens Skove er særligt opmærksom på effekterne på Amager Fælleds biodiversitet af det planlagte projekt, især bilag IV-arter og natur beskyttet efter §3, inklusive §3-søer, og mener at en miljøkonsekvensvurdering detaljeret og grundigt bør se på projektets lyspåvirkninger, støjpåvirkninger og effekterne af transport og samfærdsel for flora og fauna, da områdets beliggenhed betyder, at det på tre sider vil være omgivet af grønne områder. Især bør potentielle konsekvenser af en asfalteret gang-og cykelsti på Strandengen grundigt vurderes for lysforurening og tab af levesteder for de herboende arter, med risiko for reduktion af områdets særlige biodiversitet. Det giver derfor anledning til bekymring, når afgrænsningsnotatet ikke kan udelukke ”væsentlige påvirkninger på flora og fauna samt på den økologiske funktionalitet for bilag IV-arter” (side 12-13).