Oprettet: 4. januar 2019
Svarnummer:
4

Indsendt af

Vesterbro Lokaludvalg

Virksomhed / organisation

Vesterbro Lokaludvalg

Postnr.

1758

By

Kbh. v

Høringssvar

Vi har i Vesterbro Lokaludvalg drøftet høringsfasen vedr. afgrænsning af miljøkonsekvensrapport Kalvebod brygge skybrudstunnel. Vi ser frem til at tunnellen bliver bygget og ser denne tunnel som et væsentligt bidrag til at afhjælpe de risici, der eksisterer for en gentagelse af den meget store oversvømmelse - specielt af området på Indre Vesterbro og krydset Istedgade/Gasværksvej. Byggeriet af tunnellen bør gennemføres med det nødvendige fokus på følgende: For det første er der under Kødbyen en meget væsentlig forurening fra det tidligere Vestre Gasværk. En forurening der både ligger stationær som opfyld og spredning i de øvre lag under asfalt og byggerier med mere, men også en forurening der i vid udstrækning har spredt sig til grundvandet, og som derfor vil være at finde i de jordlag, som der skal graves. En del af dette er Benzen-forurening, som må forventes at komme dels fra de tidligere tanke ved den tidligere benzintank på hjørnet af Skelbækgade/Sdr. boulevard. Men også, de i miljøundersøgelserne omtalte, olie-tanke i forbindelse med opvarmning af bygninger i den grå Kødby (Staldgade). For det andet bør man sikre inddragelse af de lokale beboere på Halmtorvet, hvor en væsentlig del af byggeriet skal foregå. Der er både et liv med mange socialt udsatte, der skal tages hensyn til, og et liv med mange besøgende i Kødbyen. Herunder den Hvide Kødby, med de mange tilbud også i nattelivet, der jo nok vil gøre brug af den under byggeriet åbnede Metrostation i Stampesgade. Der bør tages initiativ til en drøftelse med lokalpolitiet, lokale beboere, stofindtagelsesrummet H17 og de forskellige handlende i Kødbyen. Der bør i byggefasen indtænkes økonomiske midler, således at der kan planlægges tryghedsbelysning med mere under byggeriet. For det tredje bør man ved afslutningen sørge for, at der bliver rekreative muligheder ved havnen. Det var ved indgåelse af den politiske aftale for skybrudsløsninger en væsentlig del af aftalen (det man fra politisk side lovede borgerne), af de forskellige skybrudsløsninger også bidrog til at øge de rekreative muligheder i byen. Det bør der holdes fast i.