Høringssvar vedrørende Trafikplan for Indre Nørrebro

Oprettet: 17. december 2018
Svarnummer:
122

Indsendt af

Anne Mette Frandsen

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Indsigelse - Nej Tak til Trafikplanen. Jeg støtter ikke trafikplanen for indre Nørrebro med åbning af Wesselsgade. Trafikplanens datagrundlag er ikke tilstrækkeligt professionelt underbygget og formålet med reduceret trafik og samlet kørsel målt i km i kvarteret opfyldes ikke. Dvs at præmissen med en grønnere løsning ikke holder – og flertallet af gader påføres forringelser. Den lukkede Wesselsgade er den del af et større hele. Wesselsgades lukning går langt tilbage og har forbindelse til lukningen af Byggeren. Lukningen af Byggeren affødte et stort behov for en større legeplads for kvarterets børn. Desværre omkom et barn i en trafikulykke ud for legepladsen, og derfor blev Wesselsgade lukket. Men lukningen var en del af et rekreativt forløb for de bløde trafikanter, der kunne forbinde søerne, den bemandede legeplads ved Wesselsgade, det åbne gårdrum mellem Baggesensgade og Korsgade, med Blågårdsplads hvor der er bibliotek og samlingssted, over Folkets Park og frem til Assistensen. Denne forbindelse mellem to store rekreative områder; søerne og Assistens Kirkegården i et tætpakket Nørrebro, forbinder nu også byrummenes nye progressive kvarterdannelse, der etablerer sig med butikker og nye virksomheder langs den grønne og langsomme bevægelse; Korsgadehallen, Blågårdsgade og Griffenfeldsgade er alle miljøer der ligger langs det oprindelige grønne strøg, og som er i færd med at transformere kvarteret indefra. Uden skelen til de blomstrende miljøer, skærer trafikplanen forbindelserne over og eroderer de allerede eksisterende kvaliteter, - kvaliteter planen selv hævder at ville skabe. Desværre virker planen enøjet og stift rettet mod at løse et bestemt problem uden øje for kvarterets helhedsvirkning, og uden forståelse for de sammenhænge der er på tværs af kvarteret. Herunder hvilken rolle Wesselsgade og Wesselsgade legeplads spiller i kvarteret som helhed. Hertil kommer det helt afgørende aspekt at planen ikke er tilstrækkeligt underbygget, og dermed ikke kender de virkemidler den hævder at løfte. Wesselsgade og Wesselsgade legeplads er en lomme for kvarterets børn og for sårbare trafikanter. Planen som resulterer i langt mere gennemkørende trafik, er ikke kun hensynsløs overfor kvarterets iboende kvaliteter. Den er også hensynsløs overfor kvarterets børn. Jeg er selv beboer i Wesselsgade. Jeg har boet her i 19 år, mit barn går i vuggestue på Thorupsgade/Ewaldsgade, og vi bruger Wesselsgade legeplads hver dag og særligt i weekenderne. Det er der rigtig mange andre der også gør. Dosseringens Vuggestue har over 90 børn der bliver afleveret og hentet hver dag - de fleste på cykel, og institutionen bruger Wesselsgade legeplads hver dag. Det samme gælder for Den Gule Prik og Blågårdens Børnehus, men også Blågårds skole, kvarterets mange dagplejere og talrige andre institutioner bruger Wesselsgade legeplads som frirum. Netop fordi den ligger hvor den gør, roligt og trygt, og fordi man kan komme sikkert mellem den og søerne uden at krydse en vej, er den et yndet mål for institutioner og småbørnsforældre fra hele byen. Dosseringen er så trafikeret at det er farligt at færdes der med små børn, og derfor bliver Wesselsgade endnu mere vigtig som pauserum, og sikker sti for børnene. Wesselsgade er en af kvarterets smalleste gader - med parkering i begge sider, det samme gælder for Thorupsgade. Der er på ingen måde plads til dobbeltrettet trafik. Netop på grund af Legepladsen er der mange børn der krydser vejen. Også børn, der kommer uden forældre krydser vejen og særligt i sommermånederne er der et leben på legepladsen til de sene timer, hvor store børn leger på egen hånd. At åbne Wesselsgade for dobbeltrettet trafik er ikke kun hasarderet og en dårlig løsning, set i relation til gadens dimensioner, det er også meget farligt set i relation til gadens funktion og brug - særligt set i relation til de mange børn, der bruger den. Jeg har selv boet i Wesselsgade i 19 år, jeg er langt fra den eneste i gaden, som har boet her længe - og selvom mange af os for længst har fået brug for mere plads, bor vi her fordi vi trives i miljøet og fordi vi kan lide kvarterets diversitet, den dynamiske udvikling og den lokale forankring. Vi har knyttet venskaber på tværs af gaden og vi hilser på hinanden og holder fester og markeder sammen på legepladsen, og vore børn leger sammen. Kort sagt: Det, som planen siger at den vil opnå i andre gader, har vi allerede i Wesselsgade, Ewaldsgade, Korsgade og Baggesensgade. Hvorfor har vi det gode miljø her? Helt uden byrumsmøbler, innovativ belysning og farvet asfalt? Hvordan er det opstået? Det er et ægte bottom-up miljø - den slags moderne byudviklere gør mange krumspring for at få til at opstå når man anlægger by. Jeg, og mine gode naboer fra Wesselsgade, Korsgade og Baggesensgade har et par bud på hvorfor det forholder sig sådan lige netop her, og det kunne være spændende hvis Københavns kommune kunne blive inspirerede til at kigge på det, der virker i kvarteret, tale med os om det, der fungerer så godt - og undersøge mere grundlæggende hvilke principper der er i spil; Herunder hvordan vores byrum er dimensionerede, hvordan de er forbundne og hvordan en fælles brug af vores byrum afføder at beboere tager ansvar og lederskab. Kom og se hvad vi har her - istedet for at ødelægge det, som helt åbenlyst er en stor ressource for hele nærområdet. Wesselsgade er ikke bare en gade - den er et væsentligt byrum - og et særligt miljø. Her fjerner beboerne selv grafitti, der er roser langs husmurerne og folk stiller cyklerne op når de vælter. Den store åbne gård er fælles mødested for alle, og vi der kommer der, fordi vi ikke selv har en grøn gård, bliver hilst velkomne. Vi hepper på hinandens unger når de skal lære at cykle. Vi har ægte inklusion. Affaldssorteringen er en del af en fælles opdragelsespraksis, så den nye generation lærer at passe bedre på jorden end denne gjorde, og forhåbentlig bliver de også bedre til at passe på kvarteret og på hinanden. Jeg støtter indsigelser af bl.a. Sten Sødring, Jesper La Cour, Elisabeth Topsøe og Reto Hummelshøj, og støtter samtidigt det alternative forslag, som vi i gruppen har udarbejdet. Samlet set kan vi som beboere IKKE anbefale politikerne at trafikplanen gennemføres i dens nuværende form med permanent åbning i Wesselsgade. Derimod kan vi anbefale at Wesselsgade bevares lukket da det fungerer fint i dag. Politi adgang kan evt. klares med en smart hæve/sænke pullert midt i Wesselsgade, som normalt er lukket men som åbnes i få minutter med signal fra politi/redningstjeneste via centralen ligesom det bliver tilfældet ved Dosseringens udmunding i Nørrebrogade. Pullerten i Wesselsgade kan være nede ved særarrangementer, men den skal normalt være oppe. Ovennævnte forslag tilgodeser i øvrigt at politiet får 3 indkørsler fra Nørrebrogade (Stengade, Slotsgade og Doseringen) - og 4-5 indkørselsmuligheder fra Åboulevarden – det må være rigeligt.