Høringssvar vedrørende Nuuks Plads II - lokalplanforslag

Oprettet: 9. maj 2018
Svarnummer:
400

Indsendt af

Kirsten og Jens Peter Poulsen

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Høringssvar angående opførelse af et 75 meter højhus på Nuuks Plads. Nørrebro er i dag Danmarks tættest befolkede områder, hvilket vi ser som en udfordring. Vi som bor her har lært os at tackle hverdagen med stress, mangfoldighed og trængsel, hvilket stiller særlige krav når vi skal lykkes med at bo så tæt. Vi har lært os kunsten at bo tæt med mange mennesker, men grænsen for større tilførsel af flere beboere er nået, med mindre det sker ved stærkt begrænset tilførsel af nye boliger i et rolig og organisk tempo. Noget der i disse år rigeligt imødekommes ved moderniseringer og etablering af nye lejligheder i de gamle ejendommes hidtidige tørre- og pulterrum, samt mindre nybyggerier af små ejendomme på de få tomme grunde. Når det er sagt, har vi nået en tærskel for tilførsel af yderligere beboere som overskrides af det skitserede højhus på Nuuks Plads. Som genboejendom vil vi blive stærkt berørt af et 75 meter højhus på Nuuks Plads, først og fremmest vil vores daglige udsigt til himmelen blive grundigt ødelagt af den kolos der i form af højhuset tårner sig op over tagene. Ligesom når vi går på gaden, vil mærke den vindturbulens vi i dag er forskånet for. Der er i de vind forsøg man har lavet på huset, kun kigget på vindforhold på byggeriet og pladsen under højhuset. Der er ikke vist hvilket indflydelse højhuset vil få på gader og området rundt om pladsen. I boligforeningen Borupgaard holder vi meget af lys og sol. Vi har det dejligste haveanlæg, hvor der sommeren igennem udspiller sig et herligt ude liv, med børnene der leger fra morgen til aften, og de voksne der mødes til en kaffetår eller indtagelse af måltiderne. Vi er så begejstrede for udelivet at vi, på ejendommens gårdside, har bekostet opsætning af altaner, hvor dem der bor på ”den gode side” af ejendommen har eftermiddags- og aftensol der på visse tidspunkter af dagen, ligesom haven i gården, vil blive ramt af højhusets skygge. Dem der ikke bor på ”den gode side” af ejendommen har indgivet ansøgning til Københavns Kommune om tilladelse til montering af altaner på ejendommens solside, hvilket med opførelse af højhuset, kan ende med endnu en altan med skygge. Os der bor tæt på krydset Jagtvej, Rantzausgade, Borups Allé oplever allerede i dag et sandt helvede med trafik af biler, busser cyklister og fodgængere og henstillede cykler. Mængden af henstillet cykler kan forventes at stige i forbindelse med Metroen. Der vil i forbindelse med højhuset, blive nedlagt 18 parkeringspladser i området hvor der daglig udfordring at finde parkeringsplads til sin bil, hvor man må køre rundt og forurene medens man i større og større cirkler leder efter en ledig parkeringsplads. Et problem der kun forøges såfremt højhuset måtte blive opført. Der vil dog blive pålagt bygherre at oprette 65 parkeringspladser i en parkeringskælder under byggeriet, men disse skal fordeles på husets 60 lejligheder og 50 ungdomsboliger. Derfor vil disse pladser ikke komme de nuværende beboer til gavn. Derudover forudsætter man at det kommende forretningsliv, kun skal baseres på indkøb fra nærområdet, da der ikke kommer ekstra parkerings muligheder i området. Ovenfor er nævnt de direkte ulemper for os andelshavere i Borupgaard, men derudover ønsker vi at påpege nogle andre uhensigtsmæssigheder ved planerne om opførelse af det 75 meter høje tårn. Den arkitektoniske sammenhæng og synlige ro vil blive fuldstændig spoleret, såfremt der midt i et gammelt miljø omgivet af ældre og smukke klassiske femetagers ejendomme, opføres et 75 meter højt boligtårn der i fremtiden vil stå som en skamstøtte på forfejlet byplanlægning. Af nøjagtig samme grunde, som man har forbud mod opførelse af højhuse indenfor voldene, bør dette også gælde det gamle Nørrebro. Til gengæld værdsætter vi planen om bevarelse af og fremtidig anvendelse af Nyrops smukke bygning, oprindelig opført til landsarkiv. Vi billiger nedrivning af Koppels sorte magasinbygning, og ønsker at området udlægges som en åben plads til et af de åndehuller vi har så hårdt brug for på Nørrebro. Vi er ikke modstandere af moderne arkitektur, eller for den sag skyld højhuse, de skal blot ikke ”dumpes” tilfældigt ned blandt klassiske ejendomme hvor de fremstår som ”den grimme ællinger” men samles i nye kvarterer som eksempelvis Nord- og Sydhavnen, Ørestad o.l. Vi skal således med afgivelse af høringssvar opfordre til at planerne om opførelse af boligtårnet på Nuuks Plads opgives, og pladsen i stedet udlægges til rekreative formål alternativt til opførelse af en boligejendom der visuelt og højdemæssigt flugter med naboejendommene. Afslutningsvis skal vi udtrykke vores undren over pladsens navngivning ”Nuuks Plads”, da vi ikke ser nogen relation mellem pladsen og Nuuk på Grønland. Vi skal derfor foreslå at pladsen omdøbes til ”Martin Nyrops Plads” alternativt ”Nyrops Plads” og dermed navngives efter Martin Nyrop der var arkitekt og professor, og bl.a. tegnede Østre Gasværk, Københavns Rådhus og det bevarings værdige Landsarkiv som ligger på pladsen. Nyrops Plads vil falde godt i tråd med navngivningen af de øvrige gader som grænser op til pladsen, og som alle er navngivet efter store mænd med relation til området. For at nævne nogle: Hjort Lorentzensgade, Rantzausgade, Borups Allé, Laurids Skous Gade, Hans Egedes Gade, Struensesgade, Krügersgade, Ahlmannsgade og naboen Brorsons Kirke. I øvrigt vil denne navneændring bringe pladsens navn i harmoni med navngivningen af de øvrige stationer på Metro Cityringen. Derfor må vi opfordre til et navneskift til det naturlige navn ”Martin Nyrops Plads”/”Nyrops Plads” inden ”Nuuks Plads” for alvor tages i anvendelse.