Oprettet: 15. september 2016
Svarnummer:
57

Indsendt af

Næstformand Randi Sørensen

Virksomhed / organisation

Brugerbestyrelsen i Amager Kulturpunkt

Postnr.

2300 S

By

København

Høringssvar

Brugerbestyrelsen for Amager Kulturpunkt vil gerne fremsende følgende svar på høringen vedr. Forskrift for udendørs musikarrangementer. Vi forstår forskriften således, at det, der ønskes reguleret, er musikarrangementer, der er at sammenligne med egentlige koncerter, og det er antallet af disse arrangementer og deres lydniveau, der reguleres. Forskriften ændrer således ikke ved de eksisterende regler om, at arrangementer fx i aftentimerne må have et lydniveau på 40 db målt ved nærmeste nabo, og på 55 db. i dagtimerne etc. Vi opfatter ikke selv Musiktorvet, som et nyt ”koncerthus”. Dertil har vi bedre og mere egnede lokaler, og vi vil på ingen måde genere vores naboer unødigt. Men vi vil også meget gerne give borgerne mulighed for at bruge pladsen, herunder opleve bl.a. musik på den. Det er nyt for os, at pladsen er (næsten) færdig, og vi oplever heldigvis allerede nu en stor forespørgsel efter at bruge pladsen til mangeartede formål. Det formoder vi også var Københavns Kommunens grund til at investere et ikke ubetydeligt millionbeløb i udviklingen. Vi ved endnu ikke, hvor stort et antal af egentlige koncerter – eller arrangementer med overvejende musikalske indslag – vi får behov for, men umiddelbart forekommer 10 om året os meget lidt, så vi vil gerne anmode om at antallet bliver sat op til 20 i lighed med andre pladser i byen og til et tilsvarende db niveau, altså 70db i stedet for 60. Det er vores vurdering, at med beboelse på én side af pladsen må vi kunne sidestilles med Nyhavn, Havneparken på Islands Brygge, Gammel Torv og Nytorv. Vi ser desuden gerne, at kravet vedr. naboorientering i fremtiden bliver nemmere for arrangørerne at imødekomme, navnlig set i lyset af at digitale løsninger vinder mere og mere indpas for mange målgrupper i samfundet. Mange af vores arrangementer afholdes af frivillige, så hvis København Kommune i samarbejde med os kunne udvikle en app, der imødekommer naboernes selvfølgelige behov for orientering og de frivilliges behov for en nem informationsopgave i den forbindelse, vil det være at foretrække. Økonomien i de enkelte foreninger, kulturhuse m.v. er ikke til at bekoste en sådan elektronisk løsning, men her kunne Københavns Kommune komme de aktive borgere i møde ved at stille den elektronisk løsning til rådighed. På bruger bestyrelsens vegne Randi Sørensen Næstformand (Formanden er p.t. bortrejst.)