Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Trafiksikkerhedstiltag langs Frederikssundsvej

Tiltag for at øge trafiksikkerheden langs Frederikssundsvej.

Høringsfrist:

5. november 2024
Indsendt af:
Monica Frese Hansen
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
62
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Hørringssvar vedrørende punkt 5 (ved Brønshøj Torv) i tiltag for at øge trafiksikkerheden langs Frederikssundsvej   Som beboer i lokalområdet er jeg stærkt bekymret over forslaget om at lukke for indkørende biltrafik fra Frederikssundsvej til Brønshøj Kirkevej, herunder særligt den forventede påvirkning af de omkringliggende villaveje som i henhold til forslaget vil få en øget trafikbelastning.   En del trafik forventes i henhold til tiltaget, i stedet at ville køre af Holcks Plads, hvilket vil medføre højresving fra Frederikssundsvej ind over cykelsti på et sted uden lysregulering og hvor udsynsforholdene er dårlige og hvor cyklisterne kommer i høj fart ned af bakken fra Brønshøj Torv. Samtidig ligger der et fritidshjem på hjørnet af Holcks Plads med børn fra 0. klasse – 3. klasse fra Brønshøj Skole, der ligger på den modsatte side af Frederikssundsvej og som derfor hver dag færdes til og fra KKFO lige der, hvor trafikken bliver omdirigeret til. Det virker derfor fuldstændig ude af proportion at måske forbedre trafikken ved Brønshøj Torv for at skabe et endnu større og endnu farligere situation for lokalområdets mindste trafikkanter længere nede af vejen ved fritidshjemmet. Hertil skal det også bemærkes, at der cykler mange børn op af Hvedevej og Havrevej via Holcks Plas og Præstegårds Alle til og fra Brønshøj Skole, hvor udsynsfoldene er ringe grundet vejene er snørklet med mange parkerede biler – og trafiksituationen vil derfor for de mindste trafikkanter (og deres forældre) blive meget mere utryg ved en øget trafikbelastning. Der er lagt op til at der er tale om et midlertidigt forsøg, men man må her lade forstå, at der er tale om et risikabelt eksperiment med områdets mindste skolebørn som prøvekaniner. Jeg skal derfor stærkt applerer til at forvaltningen overvejer alternative løsninger, der reelt løser prøblemet ved torvet og ikke blot forværrer og flytter problemet 100 meter længere ned af vejen.   Med venlig hilsen Monica Frese Hansen  
Læs høringssvar fra Monica Frese Hansen
Indsendt af:
Tonni Balle
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
61
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
  De beskrevne tiltag bekymrer os meget som beboere i området: 1) Tiltagene vil forringe sikkerheden ved indkørsel fra Frederikssundsvej til Holcks Plads. De mange biler som i dag krydser det lysregulerede kryds ved torvet vil i stedet fremover skulle svinge til højre ind på Holcks Plads og komme konflikt med de mange cyklister, som kommer med høj fart - både fordi det går ned af bakke og fordi mange i dag bruger EL cykler. 2) De mange ekstra biler fra Brønshøj Kirkevej vil sive ind ad Havrevej, Hvedevej og Præstegårds Alle for at komme tilbage på Brønshøj Kirkevej og derfra ud til Hareskovsvejen. Alle veje med små fortove, mange legende børn og flere børneinstitutioner med meget trafik morgen og aften ifm. aflevering/hentning af børn. 3) Mange forgængere og cyklister krydser vejen ved busholdepladsen ulovligt, og det giver trafikale udfordringer. Imidlertid er udsynet i dette lysregulerede kryds langt bedre end ved Holcks Plads - en simpel løsning kunne være at flytte ved at flytte stoppestedet tilbage til den tidligere placering på Frederikssundsvej. 4) Forslaget virket ikke gennemarbejdet. Forslaget kaldes af kommunen et eksperiment - en erkendelse af at man ikke kender konsekvenserne men blot gætter på hvad der sker. Der bør laves en gennemarbejdet forslag.      
Læs høringssvar fra Tonni Balle
Indsendt af:
E/F BRønshøj Torv
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
60
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Høringssvar vedrørende ensretning af Brønshøj Kirkevej   Som ejerforening ønsker vi at udtrykke vores modstand mod forslaget om at ensrette Brønshøj Kirkevej mod syd fra Præstegårds Allé til Frederikssundsvej. Vores bekymringer vedrører primært de konsekvenser, som en ensretning vil have for vores ejendoms beboere, brugere og leverandører, men samtidig bemærkes det at også aktiviteten omkring sognehuset vil være negativt berørt.   1. Forringede muligheder for at køre væk fra området. Ensretningen vil gøre det mere besværligt for beboere, besøgende, leverandører m.v. i vores og omkringliggende ejendomme (herunder sognehuset) at komme væk fra området, når man skal mod nord m.v..  Den direkte adgang til Brønshøj Kirkevej i nordgående retning bliver begrænset, hvilket forringer tilgængeligheden til og fra ejendommen og nødvendiggør unødvendige omveje, som belaster andre veje på uheldigvis (jvf. de mange indlæg herom). Dette vil påvirke hverdagen for beboere i området  i negativ grad, da ensretningen  sender flere ud på en besværlig omvej med mange kontaktzoner med andre typer trafik. Indføres ensretningen ikke vil det give mere fleksibilitet for beboerne, besøgende og folk med ærinde til de få ejendomme på strækningen og sognehuset. Normalt vil en ensretning medføre en halvering af trafikken, men i  og med trafikken foreslås forhindret i at køre ind på Brønshøj Kirkevej ved Frederikssundsvej, og der dermed ikke er nogen gennemkørende trafik på strækningen, har det ikke nogen gavnlig effekt af betydning for nogen at stykket ensrettes.   2. Manglende hensyntagen til beboernes ønsker og behov Vi mener, at en beslutning om at ensrette Brønshøj Kirkevej ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til de behov, der findes blandt beboere i det berørte område, samtidig med at ensretningen på stykket ikke kan forventes at medføre nogen nævneværdig nedsættelse af trafikken på den øvrige del af Brønshøj Kirkevej/de øvrige veje, da der ikke er noget gunstigere alternativ for trafik fra området, der skal skal mod nord/området vest for kirken.  Lokalområdets karakter og behovet for smidig adgang bør vægtes højt i beslutningsprocessen, og vi opfordrer derfor til, at kommunen genovervejer forslaget om ensretning.
Læs høringssvar fra E/F BRønshøj Torv
Indsendt af:
Tony Gelvan
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
59
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
En lukning af Brønshøj Kirkevej for gennemkørende og uvedkommende trafik vil være til stor gavn for trafiksikkerheden. Der burde sideløbende tænkes på at lukke for alt gennemkørende trafik, der kun benytter kvarterets veje som gennemkørende mellem Frederikssundsvej og Hillerødmotorvejen. Der er talrige eksempler på veje i området, der har fået opsat skilte for at undgå gennemgående og uvedkommende trafik. Det er urimeligt, at Brønshøj Kirkevej skal belastes, mens andre veje bliver fritaget.  
Læs høringssvar fra Tony Gelvan
Indsendt af:
Niels Møller Schlie
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
58
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Kære TMF Jeg indsender hermed høringssvar vedr. punkt 5-6 om ændringer ved Brønshøj Torv og ved Holcks Plads. De beskrevne tiltag bekymrer os meget som beboere i området og jeg har følgende vigtige observationer; i) Som det nævnes i kommunens eget materiale vil tiltagene med stor sandsynlighed forringe sikkerheden ved indkørsel fra Frederikssundsvej til Holcks Plads. De mange biler som i dag krydser det lysregulerede kryds ved torvet vil i stedet fremover skulle svinge til højre ind på Holcks Plads. ii) Det første stykke af Holcks Plads er meget snævert med parkede biler på begge sider. Det vil skabe trafikprops-situationer fordi der ofte kun vil kunne passere biler i en retning ad gangen. Desuden holder affaldsbilerne på dette stykker i 3-8 minutter hver gang der skal hentes affald. Det vil vil med en meget højere frekvens af biler skabe trafikkø helt ud på Frederikssundsvej og stoppe den generelle cirkulation på Frederikssundsvej flere gange og i længere tid om dagen. For cyklisterne på cykelstien, som passerer Holcks Plads vil det skabe usikkerhed fordi man oftere vil opleve at en højre-svingende bil vil holde i venteposition midt på cykelstien pga.uforudset modkørsel fra Holcks Plads. iii) Kommunen vil være tvunget til at gøre det første stykke af Holcks Plads til offentlig vej, da 95-99% af trafikken vil være gennemgående. Den lokale vejforening vil forvente en overdragelse af vejstykket og dets årlige vedligeholdelsesudgifter til Københavns kommune. Er disse udgifter medregnet i forsøgsordningen? iv) Trafiksituationen på hele Holcks Plads vil blive væsentligt forværret, da oversigtforholdene ved det næste kryds med Præstegårds Alle i forvejen er meget kritisk og har skæve vinkler. v) Trafiksituationen i hele området vil blive forværret, da de mange ekstra biler fra Brønshøj Kirkevej vil sive ind ad Havrevej, Hvedevej og Præstegårds Alle for at komme tilbage på Brønshøj Kirkevej og derfra ud til Hareskovsvejen. vi) På selve Brønshøj Kirkevej vil situationen også blive forværret fordi man nu vil opleve en vej som vil være mere "ensrettet" og derfor gøre flere biler interesserede i at køre "smutvejen" fra Hareskovvej til Brønshøj Torv. Derudover vil der være flere biler som skal svinge til venstre ind på Brønshøj Kirkevej fra Præstegårds Alle, Klintevej og Gåseurtvej. vii) Som beboer er det ikke acceptabelt at kommunen vil indføre tiltaget i en uspecificeret forsøgsperiode og så blot vente på at se om der sker flere uheld i området. Der må kunne stillet klare og målbare kriterier op for en begrænset periode, sådan at der kan tages den bedst mulige beslutning.   Jeg vil derfor opfordre til, at denne forsøgsordning ikke indføres. Desuden henviser jeg til høringssvaret fra områdets vejforeninger herunder Vejforeningen af 11/6 1957.    Med venlig hilsen Niels Møller Schlie  
Læs høringssvar fra Niels Møller Schlie
Indsendt af:
Bent Hansen
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
57
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Kære Teknik- og miljøborgmester Line Barfod Vi har i dag et velfungerende Brønshøj Torv både trafikalt og fodgængermæssigt, men det er korrekt at både cyklister og fodgængere blæser højt på hvad farve trafiksignalet viser. Jeg er dog stærkt i tvivl om dette problem løses ved forslaget I dag kommer man f. eks. fra Krabbesholmvej til Brønshøj Torv og videre over krydset ned ad Brønshøj Kirkevej – intet problem - Brønshøj Kirkevej har mange vejbump og der ligger sten langs vejen, der derfor det meste af vejen kun er farbart i eet spor. Farten er lav men trafikken glider lige så stille og roligt. Det nye forslag vil ensrette Brønshøj Kirkevej så al trafik fra Brønshøj Torv nu sendes ud på Frederikssundsvej med mulighed for at svinge til højre ad Holcks Plads. Vejen Holcks Plads er smal, der er parkerede biler i hver side og der er kun plads til een bil ad gangen. D.v.s. at en højresvingende bil har meget svært ved at orientere sig og da Frederikssundsvej har et pænt fald netop her, kan cyklisterne opnå en ganske pæn hastighed – men – det kan bliver dyrest for cyklisterne. Kom ud og kast et blik på området og medbring din bil så giver jeg en kop kaffe m.m. og så kan du jo prøve sådant et højresving i virkeligheden. Min gamle Far lærte mig da jeg fik kørekort “Det hjælper ikke at du har retten på din side, hvis modparten har en renovationsvogn.” Det bliver værre endnu, jeg forstår, at der nu skal køre op mod 1.000 biler i døgnet ad Holcks Plads og ned mod Mosen, det må så være ad Hvedevej eller Havrevej. Vi har 3-4 børneinstitutioner hvorfor der morgen og aften er et hav af mødre på cykel der kører rundt i kvarteret med deres børn. Selvom det er “vore egne” mødre og børn syntes højrevigepligt o. lign. ikke at være paratviden, men der holder dog to biler ud for mange af husene. Nu skal jeg ikke trætte dig mere med de kommende problemer, men jeg håber at du nu har fået en noget anderledes opfattelse af forslagets konsekvenser. Med venlig hilsen Bent Hansen
Læs høringssvar fra Bent Hansen
Indsendt af:
Stella Rønne Zoan
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
56
Virksomhed / Organisation :
Regnbuen
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Indvendinger ang. projekt 5 og 6. Som børnehusleder finder jeg det problematisk, at man vil opkoncentrerer trafikken på og omkring Præstegårds alle, hvor mange børn og forældre har deres daglige gang. Det vil forværre trafiksikkerheden betydeligt. I Regnbuen på Præstegårds alle 29 har vi 24 små vuggestuebørn, i børnehaven Regnbuen 75 børn og i KKFO'en på Præstegårds alle 31 ca. 80 børn - alle de børn og deres forældre - samt vores personale - vil blive udsat for langt større sikkerhedsmæssig risiko hvis forslagene gennemføres. Det er uhensigtsmæssigt og ikke gennemtænkt!  Derudover er krydset ved Holcks Plads et meget svært kryds fyldt med blinde og svære vinkler, samt børn og cyklister der kommer med høj fart på. Hvis trafikken her øges, ser jeg en fremtid med mange flere ulykker.
Læs høringssvar fra Stella Rønne Zoan
Indsendt af:
Kristian Yde Agerbo
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
55
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Kære TMF Jeg indsender hermed høringssvar vedr. punkt 5-6 om ændringer ved Brønshøj Torv og Ved Holcks Plads og Elmelundevej. De beskrevne tiltag bekymrer os virkelig meget som beboere og forældre til tre børn, som brugerne vejene til og fra institution og skole. Som det nævnes i kommunens eget materiale vil tiltagene alt andet lige forringe sikkerheden ved Holcks Plads. Det virker som en underdrivelse idet den omfattende gennemkørende trafik primært vil blive ledt denne vej. At tiltaget indføres som forsøgsperiode synes at understrege, at forvaltningen er meget bevidst om risikoen, men vælger at vente for at se om der sker uheld i området. Det er helt uacceptabelt at man vælger en eksperimentel tilgang på en rute med så mange bløde trafikanter, primært børn. Vi vil derfor på det kraftigste opfordre til, at denne forsøgsordning ikke indføres. Jeg henviser desuden til høringssvar fra Vejforeningen af 11/6 1957.  Bh  Kristian Yde Agerbo
Læs høringssvar fra Kristian Yde Agerbo
Indsendt af:
Sune Stolborg Vuorela
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
54
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Jeg har med glæde læst forslagene til forbedringer til trafiksituationen på Frederikssundsvej. Af de nævnte punkter er der især en jeg er glad for. Nummer 5, som især involverer en forsøgsordning med lukning af Brønshøj Kirkevej. Jeg cykler meget hyppigt fra Brønshøjvej og ned af Brønshøj Kirkevej i myldretiden og jeg synes at cyklistkrydsningen med de indkørende biler fra Krabbesholmsvej er det farligste sted af alle dem. Det er umuligt at se hvilke bilister der kører lige ud (1-3 per 'skift') og hvilke der svinger til venstre af Frederikssundsvej (3-7 per skift), og herved bliver trafikken uforudsigelig og derfor farlig. Det skyldes dels vejens udformning, hvor lige-ud-biler starter med et delvist venstresving for derefter at rette op. Dels skyldes det at busstoppet og busserne tager rigtig meget af udsynet, især hvis der holder mere end en bus på stoppestedet. Jeg håber dog at forsøgsordningen med lukning af Brønshøj Kirkevej først starter når højresvingsbanen ved Holcks Plads er etableret. (Forslag 6) En anden del af forslag 5 er forlænget grønttid for krydsninger af Frederikssundsvej. Det er svært selv for en voksen sikkert at nå over, så det ser jeg frem til. Jeg håber også at en del af justeringen kan være at afskaffe 'grønt-bag-rødt' for fodgængere i den overgang. En marginal sideeffekt vil være en lavere mængde gennemkørende trafik foran mit hus på Højlandsvangen, men det meste gennemkørende trafik her kommer fra Hareskovvejen til Brønshøj torv.          
Læs høringssvar fra Sune Stolborg Vuorela
Indsendt af:
Brønshøj-Husum Lokaludvalg
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
53
Vedhæftede filer: 6
Virksomhed / Organisation :
Brønshøj-Husum Lokaludvalg
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Se Brønshøj-Husum Lokaludvalgshøringssvar samt henvendelser, som lokaludvalget har modtaget, i bilag
Læs høringssvar fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg
Indsendt af:
Allan Carstensen
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
52
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Den megen biltrafik på Brønshøj kirkevej gør det i nogen grad utrygt at færdes på vejen, især på cykel. Jeg støtter derfor det høringssvar der er givet af Brønshøj kirkevejs vejlaug.  Mvh Allan Carstensen   
Læs høringssvar fra Allan Carstensen
Indsendt af:
Ida-Marie Lindequist
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
51
Vedhæftede filer: 1
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Høringssvar til projektforslag 5 – forslag ved Brønshøj Torv om at ensrette Brønshøj Kirkevej og lukke for indkørende trafik Som beboere på de privat fællesveje Brønshøjholms Allé og Kirketoften finder vi det meget bekymrende, hvis forslaget om at ensrette Brønshøj Kirkevej og lukke for indkørende trafik vedtages. Vores bekymring bunder i flere forhold:  Hvis Brønshøj Kirkevej ensrettes og lukkes for indkørende trafik fra Frederikssundsvej vil det naturligt afføde øget trafik (sivetrafik) på Brønshøjholms Allé, og mindske trafiksikkerheden for de mange børn og familier fra Brønshøjholms Allé, Kirketoften og Haveforeningen Brønshøjholm (105 haver), der til dagligt benytter vejen til og fra skole, daginstitution, arbejde og indkøb. Brønshøjholms Allé er en smal vej med smalt fortov og uden cykelsti. Der er parkerede biler/varevogne i den ene side, og vejen er ikke dimensioneret til meget trafik. Det er ikke muligt at passere to biler forbi hinanden, hvilket betyder, at den ene bil er nødt til at trække ind til siden eller op på fortovet og afvente, at den anden kører forbi. Dette giver i dag nogle farlige situationer både for fodgængere og cykellister, og der opstår ofte kødannelse. Denne udfordring vil forstærkes, såfremt Brønshøj Kirkevej ensrettes.   Brønshøjholms Allé benyttes desuden af mange fodgængere og cykellister, der skal til/fra Brønshøj Kirkevej via kirkegården. De parkerede biler/varevogne på Brønshøjholms Allé gør udsigtsmulighederne fra kirkegården yderst vanskelige, og med øget trafik på kørebanen vil dette resultere i flere farlige situationer for fodgængere og cykellister, når de skal fra kirkegården, krydse Brønshøjholms Allé og bevæge sig i retning mod Utterslev Mose/Haveforeningen Brønshøjholm.   I løbet af foråret/sommeren 2025 flytter udflytterbørnehaven Vindsusets opsamling for 60 børnehavebørn til vuggestuen Rugvej 10. Det betyder, at 60 børn dagligt skal afleveres og hentes på Rugvej, og at Brønshøjholms Allé bliver en af de få veje, som kan benyttes fra Frederikssundsvej, hvis Brønshøj Kirkevej lukkes for indkørende trafik.   Endvidere vil Brønshøjholms Allé blive en af de få adgangsveje for de mange børn og unge, der dagligt skal til træning i Boldklubben Fix, hvilket synes uhensigtsmæssigt taget den manglende trafiksikkerhed på Brønshøjholms Allé i betragtning.   Endelig vil trafikforholdene på Brønshøjholms Allé forværres, og det vil blive vanskeligere at parkere, da det må forventes, at besøgende til Brønshøj Kirke og kirkegården i højere grad vil benytte Brønshøjholms Allé.   Brønshøjholms Allé samt tilstødende veje er private fællesveje, og derfor ligger ansvaret for vejens drift hos os selv som grundejere. Øget trafik betyder væsentligt mere slid, og såfremt trafikken øges betydeligt ved vedtagelse af dette forslag, forventer vi, at Københavns Kommune tilbagetager vejene, for i fremtiden at indgå som en del af den kommunale drift. Med afsæt i ovenstående bekymringer er det tydeligt, at forslaget om at ensrette Brønshøj Kirkevej vil have mange negative konsekvenser for Brønshøjholms Allé og de mange børn og familier, der dagligt benytter vejen. Som beboere undrer vi os over, at kun Holcks Plads, Hvedevej og Havrevej er nævnt i høringsmaterialet, og at konsekvenserne for Brønshøjholms Allé ikke er fremlagt. Vi opfordrer til, at projektforslaget trækkes tilbage. Såfremt det ikke er tilfældet, og Brønshøj Kirkevej lukkes i en afgrænset forsøgsperiode, anmoder vi om, at trafikken på Brønshøjholms Allé også monitoreres i forsøgsperioden og indgår i den samlede konsekvensvurdering.     Med venlig hilsen Beboerne på Brønshøjholms Allé og Kirketoften (Underskrifter fra 46 husstande er vedlagt som bilag).
Læs høringssvar fra Ida-Marie Lindequist
Indsendt af:
Gerda Langhorn
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
50
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Angående trafiksikkerhedsmæssige forbedringer ved Brønshøj Torv: Jeg støtter tiltag for at gøre højresvingende cyklister fra Frederikssundsvej mod Brønshøj Kirkevej opmærksomme på krydsende fodgængere. Til gengæld er det ikke nogen god idé at lukke for tilkørsel fra Krabbesholmvej mod Brønshøj Kirkevej: Man skubber problemerne mod Holcks Plads og dermed gøres de langt farligere. At svinge til højre fra Frederikssundsvej mod Holcks Plads er i forvejen problematisk. Der er ikke lysregulering, cyklerne fra Brønshøj Torv kører méget stærkt fordi det går nedad bakken, og de er svære at få øje på i tide for parkerede biler. Der er café og restaurant og dermed mange bløde trafikanter der færdes lige netop dér. Derudover holder der ofte skraldebiler eller store lastbiler og spærrer vejen. Opbremsningen på Frederikssundsvej er jo heller ikke hensigtmæssigt, især når langt flere biler forventes at køre ad dén vej. Jeg oplever det som et farligt sted allerede i nuværende. Næste punkt på ruten er når den krydser Præstegårds Allé. Også dette sted er behæftet med en del risici: hurtigtkørende cyklister fra højre og dårligt udsyn. Der er altid mange parkerede biler på grund af lægeklinik, børnehave og kirkens gæster. Der er flere børneinstitutioner i området og det medfølger mange børn der krydser vejen. Bliver antallet af biler mangedoblet som forventet, så vil der ganske enkelt sagt: blive farligt at være. Er det ikke bedre at sigte efter nogle tiltag ved tilkørslen til Brønshøj Kirkevej, der tvinger bilister fra Krabbesholmvej til at sænke farten? Kan højresvingende cyklister fra Frederikssundsvej og krydsende fodgængere hjælpes til at se sig bedre for? Kan man guide buspassagerer fra bus-øen til en sikker passage over cykelstien? Jeg håber på at vi der bor i området og kender trafiksituationen bedst, bliver hørt. Med venlig hilsen, Gerda Langhorn.  
Læs høringssvar fra Gerda Langhorn
Indsendt af:
Nis C. J. Schmidt
Dato: 3. november 2024
Svarnummer:
49
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Vedr.: Sagsnummer 20-24-0330872  -  Trafiksikkerhedstiltag langs Frederikssundsvej Hermed fremsendes kommentarer til ovennævnte hørings Punkt 5 Ved Brønshøj Torv og Punkt 6 Ved Holcks Plads og Elmelundevej. Ved gennemlæsning af forslagene mener jeg ikke at Teknik- og Miljøforvaltningen tilstrækkeligt har taget hensyn til de mulige konsekvenser af en lukning af Brønshøj Kirkevej for indgående trafik. En lukning vil uden tvivl føre til en voldsom stigning i biltrafikken ind i kvarteret via Holcks Plads, hvoraf meget vil søge ned gennem kvarteret til mosen (Pilesvinget) og herefter ud til Hareskovvej. Efter indkørsel på Holcks Plads vil trafikkenterne benytte specielt Præstegårds Allé, Havrevej og Hvedevej til gennemkørsel. Den øgede trafik på disse veje vil uden tvivl øge risikoen for trafikuheld. Billister har allerede i dag svært ved at overholde vigepligtsregler og der ses ofte 'nærved-situationer' mellem biler, bil-cyklister og bil-fodgængere i området.  Den øgede biltrafik vil øge risikoen markant ved færdsel til fods og på cykel i området. Det vil især ramme de mange skolebørn og mindre børn med deres forældre, der dagligt bevæger sig i området på vej til eller fra skole og områdets mange instituitioner (F.eks. skolefritidsklubben ved Holcks Plads, skolefritidsinstitutionen på Præstegårds Alle, børnehaverne på Hvedevej og Præstegårds Alle og vuggestuen på Rugvej). Allerede i dag kan jeg notere en heftig trafik morgen og sen eftermiddag af bilister, cyklister og gående der søger ned børnehave og vuggestue i den nordlige ende af Hvedevej eller er på vej til skolerne ved Frederikssundsvej.  En lukning af Brønshøj Kirkevej for indgående trafik ved Brønshøj Torv vil lede den gennemgående trafik ind i et område, hvor oversigtsforholdene er markant dårligere end på Brønshøj Kirkeve. Det kan få alvorlige konsekvenser og øge ulykkesrisikoen. Jeg forslår, at der etableres en bedre hindring,så buspassager der står af på nordsiden af Frederikssundvej/Brønshøj Torv sikkert ledes over cykelstien til det etablerede fodgængerfelt. I øjeblikket vælger mange fodgængere der er stået af bussen, at gå fra bus-øens østlige spids, udenom fodgængerfeltet og direkte over Brønshøj Kirkevej til hjørnet ved Lån og Spar Banken. Det giver mange farlige situationer! Bus-øens østre spids skal lukkes effektivt. Jeg støtter forslaget om at forbedre trafiksikkerheden ved højresving til Holcks Plads fra Frederikssundsvej Oversigtsforholdene i dag er meget kritisable og kan forbedres ved at nedlægge cykelparkering og etablere en højresvingsbane.  Med venlig hilsen  / Nis C J Schmidt
Læs høringssvar fra Nis C. J. Schmidt
Indsendt af:
Rikke Bach
Dato: 3. november 2024
Svarnummer:
48
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Vedr. trafiksikkerhedstiltag langs Frederikssundsvej Jeg mener ikke, at Teknik og Miljøforvaltningen har taget tilstrækkeligt hensyn til konsekvenserne af specielt pkt 5 og 6 i forslaget: Forvaltningen forventer at en konsekvens af en lukning af Brønshøj Kirkevej ved Brønshøj Torv, vil være en tydelig forøgelse af trafikken til Holcks plads og de omkringliggende villaveje. Jeg mener at ændringen samtidig vil øge risikoen markant ved færdsel til fods og på cykel i området, en konsekvens der især vil ramme de mange skolebørn og mindre børn med deres forældre, der dagligt bevæger sig i området på vej til eller fra skolefritidsklubben ved Holcks Plads, skolefritidsinstitutionen på Præstegårds Alle, børnehaverne på Hvedevej og Præstegårds Alle og  vuggestuen på Rugvej og børn der på egen hånd går hjem fra skole og skolefritidsinstitutioner og-klub De dårlige oversigtsforhold og de utilstrækkelige pladsforhold ved indkørslen til Holcks Plads, og usikkerheden omkring gældende vigepligtsregler (som jeg jævnligt oplever) betyder allerede i dag, at der er brug for at være meget påpasselig, når man færdes ved Holcks Plads. En yderligere forringelse pga mere trafik, kan få alvorlige konsekvenser og øge ulykkesrisikoen. Til sammenligning er de nuværende trafikforhold på Brønshøj Kirkevej langt mere overskuelige og sikre pga gode plads- og oversigtsforhold. Jeg undrer mig over, at forvaltningen ikke ved etableringen af "bus-øen" på nordsiden af Frederikssundvej/Brønshøj Torv har sikret sig, at buspassagerer, der stiger af på bus-øen, ikke ledes sikkert over til fodgængerfeltet. Med de nuværende forhold vælger fodgængere, der er stået af bussen, i meget høj grad at gå fra bus-øens østlige spids, udenom fodgængerfeltet og direkte over Brønshøj Kirkevej til hjørnet ved Lån og Spar Banken. Det giver mange farlige situationer og kan efter min mening løses meget enkelt ved at lukke bus-øens østre spids effektivt. Jeg vil foreslå, at forvaltningen undersøger i hvor høj grad dette mindre tiltag kan afhjælpe de nuværende problemer i stedet for at omlægge trafikken til Holcks Plads. Jeg støtter imidlertid forslaget om at forbedre trafiksikkerheden ved højresving til Holcks Plads fra Frederikssundsvej, da oversigtsforholdene i dag er meget ringe.   Med venlig hilsen Rikke Bach, Hvedevej 14, Brønshøj
Læs høringssvar fra Rikke Bach
Indsendt af:
Karen Dinesen og Jørgen Andersen
Dato: 3. november 2024
Svarnummer:
47
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Vi imødeser arbejdet med styrket trafiksikkerhed i området, men ser med stor bekymring på forslaget om at lukke for indkørende biltrafik fra Brønshøj Torv til Brønshøj Kirkevej (punkt 5). Forslaget vil medføre, at langt flere bilister skal dreje ind ved Holcks Plads, hvorved problemerne flyttes fra Brønshøj Torv til Holcks Plads. Ved Holcks Plads er der særligt to trafikale problemområder. For det første er området, hvor man svinger ind til Holcks Plads fra Frederikssundvej, ofte præget af mange ulovligt parkeret biler samt vareaflevering til erhvervsvirksomhederne, og ved højresving fra Frederikssundsvej er der meget ringe udsyn i forhold til cyklister fra torvet, der ofte kommer med høj fart ned af bakken. For det andet er krydset, hvor Holck Plads og Præstegårds Allé krydser hinanden præget af dårligt udsyn, fem til/fra-kørsler samt mange børn til/fra skole, SFO eller en af institutionerne på Præstegårds Allé. Vi er derfor stærkt bekymrede for den i projektforslaget beskrevne øgede uheldsrisiko ved Holcks Plads. Vi er opmærksomme på udfordringerne ved busholdepladsen på Brønshøj Torv, hvor fodgængere og cyklister af og til krydser vejen ulovligt. Imidlertid er udsynet i dette kryds langt bedre end ved Holcks Plads, krydset ved torvet er bedre oplyst, det er lysreguleret, og der er bedre orienteringsmuligheder. Vi forestiller os, at problemerne ved busholdepladsen i stedet kan blive søgt løst ved fx bedre afspærring og information, evt. ved at flytte stoppestedet tilbage til den tidligere placering på Frederikssundsvej.  
Læs høringssvar fra Karen Dinesen og Jørgen Andersen
Indsendt af:
Jakob Djursby Andresen
Dato: 3. november 2024
Svarnummer:
46
By:
København
Postnr.:
2700
Jeg vil gerne udtrykke min støtte til punkt fem i 'Trafiksikkerhedstiltag langs Frederikssundsvej', som vil forbedre trafiksikkerheden på og ved Brønshøj Torv. Det er tilfredsstillende, at der nu tages konkrete skridt til at øge sikkerheden i dette område, som længe har været præget af farlige trafikforhold. Vi har i længere tid forsøgt at få kommunen til at adressere den tunge og gennemkørende trafik, der skaber usikre forhold på Brønshøj Kirkevej for både beboere og trafikanter (gående, cyklende, kørende), Det vil således være en kærkommen og nødvendig forbedring, hvis gennemkørende smutvejs-trafik på Brønshøj Kirkevej reduceres som en del af dette initiativ. Gennem årene har vi oplevet farlige situationer på grund af høj hastighed og tung trafik. Sidste uge parkerede vi (mod sædvane) bilen ud til vejen om aftenen. Bilen blev samme aften påkørt uden nogen form for ansvarstagen fra den anden part. Disse oplevelser understreger behovet for at reducere gennemkørende trafik og øge sikkerheden på vores vej. Jeg håber at Københavns kommune gør alvor af at højne sikkerheden samtidig med, at der tænkes i en større helhedsorienteret trafikal løsning, så problemerne ikke skubbes videre til næste vej. 
Læs høringssvar fra Jakob Djursby Andresen
Indsendt af:
Tanja Breth Clausen
Dato: 3. november 2024
Svarnummer:
45
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Som beboer på Præstegårds Allé finder jeg projektforslag 5 om lukning for indkørsel til Brønshøj Kirkevej fra torvet, som meget bekymrende.    Jeg kan læse mig til at kommunens egne trafiktællinger fra juni 2024 (som ikke indgår i høringsmaterialet) viser, at der er en øget og betydelig risiko for, at projektforslag 5 vil medføre en voldsom forøgelse af trafikken over Holcks Plads og de tilstødende villaveje.   At lede trafikken over Holcks Plads og de øvrige villaveje med parkerede biler, dårlige oversigtsforhold, flere sving og konfliktpunkter mellem fodgængere, cyklister og bilister kan ikke være løsningen på eventuelle problematikker omkring Brønshøj Torv/ Brønshøj Kirkevej.   Udover ovennævnte forhold, er vejene omkring Holcks Plads skolevej for mange børn, ligesom området har en høj koncentration af kommunale institutioner, hvilket understreger at vejene slet ikke er egnet til den forventeligt øgede trafik, som projektforslag 5 vil medføre.   Derimod er det foreslåede helleanlæg i projektforslag 6 positivt. Man kan dog undre sig over at den forøgede sikring af skolevej, som anlægget udgør, ikke skal gælde ind i kvarteret bag Frederikssundsvej?   På selve Frederikssundsvej vil projektforslag 5 medføre risiko for, at omkring 719 flere biler end i dag vil skulle højresvinge over supercykelstien C97 ved Holcks Plads, hvor der ikke er lysregulering, og hvor vejen går ned af bakke og buer, hvilket betyder, at cyklisterne kommer hurtigt og ses sent af bilisterne. Det er svært at forstå, hvorfor det skulle være bedre at flytte trafikken til dette højresving end ved indkørslen til Brønshøj Kirkevej ved torvet, som går lige over Frederikssundsvej i et lysreguleret kryds.   Det er samtidigt bekymrende, at forvaltningen forslår en forsøgsordning uden at fastlægge og forpligte sig på kriterier for, hvad der skal til for at afgøre succes eller fiasko.
Læs høringssvar fra Tanja Breth Clausen
Indsendt af:
Rasmus Thomsen
Dato: 3. november 2024
Svarnummer:
44
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Lad os som det første fastslå, at man bør og kan gøre mere for at trafiksikre Frederikssundsvej og Brønshøj Torv. Det nuværende forslag 5. og til dels forslag 6. er imidlertid ikke svaret og bør trækkes tilbage og gentænkes. Derudover bør man også overveje egentlige tiltag til at begrænse gennemkørelsestrafikken i beboelsesområdet mellem Frederikssundsvej og Mosen, og ikke blot omdirigere den så der sammenlagt bliver tilbagelagt flere kilometer på uegnet villaveje. Det kan være bedre forhold på det overordnede vejnet og begrænse adgangen til området til ærinde- og beboerkørsel. Problemer ved forslag "5.Ved Brønshøj Torv" 1. Øger ikke trafiksikkerheden - men bliver forværret  Det er ikke godtgjort, at det nuværende forslag 5. vil øge trafiksikkerheden. Hvilke data bygger man forslaget på? Trafiksikkerheden øges ikke samlet ved, at man sætter en blomsterkasse op i et lysreguleret kryds og dirigerer trafikken hen til højresving (ved Holcks Plads) i et ikke-reguleret kryds. Allerede i dag er det problematisk at man dirigerer hen til højresving fra Frederikssundsvej ved Holcks Plads for at komme til området mellem Frederikssundsvej og mosen fremfor, at sikre det sker i et lysreguleret kryds. I anerkender selv "Dette vil alt andet lige øge uheldsrisikoen ved Holcks Plads, selvom forholdene her samtidig forbedres." mens I ikke har godgjort for sikkerhedsforbedringerne. Det er mere end stærkt kritisabelt. Der er problemer med Brønshøj Torvs indretning i dag, som daglig bruger kan vi bevidne det, men løs det nu ved at gentænke Brønshøj Torv og ikke blot sende problemet videre til et andet sted på Frederikssundsvej med en blomsterkasse, hvor I selv skriver det vil øge uheldsrisikoen uagtet hvilke tiltag man tager. Er bussluser, større alternativ indretning af torvet m.m. undersøgt? 2. Forslag 5. vil føre til store gener trafikalt, sikkerhedsmæssigt og økonomisk for områdets beboere Og problemerne stopper jo ikke her. Forslag 5. og 6. vil uden nogen tiltag til at begrænse gennemkørelsestrafikken jo blot øge trafikken på små uegnede veje i kvarteret mellem Frederikssundsvej og Mosen, der har fuld banko i bløde trafikanter, vuggestuer, børnehaver og fritidshjem. Desuden har det en direkte økonomisk konsekvens for områdets beboere ved at forringe værdien af husene med mere trafik på vejene - har man regnet på dette? Har man kortlagt hvilke ruter bilerne vil tage fra Holcks Plads til Pilesvinget, og hvad betyder ensretning af Brønshøj Kirkevej for trafikken på de omkringliggende veje? Vil det give samlet flere eller færre kilometer kørt at gennemkørende trafik i beboelseskvarteret? Der er for stor gennemkørsel i dag på Brønshøj Kirkevej, men det løses ikke ved at skubbe problemet ud på omkringliggende veje - istedet må man begrænse adgangen i det hele taget til beboerområdet for gennemkørende trafik. 3. Eksperiment er ikke en undskyldning for at lave et gennemarbejdet forslag Forslaget fremstår således ikke gennemarbejdet og vil få konsekvenser man ikke kender omfanget af. Det anerkender Kommunen selv ved at kalde det et eksperiment, men det er ærlig talt ikke hvad vi forventer af vores politikker og forvaltning - at man omgår ansvaret for gennemarbejdet forslag ved at kalde det eksperiment.   
Læs høringssvar fra Rasmus Thomsen
Indsendt af:
Sven
Dato: 3. november 2024
Svarnummer:
43
Vedhæftede filer: 2
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Blot et par billeder fra henholdsvis Holcks Plads set mod Frederikssundevej og Præstegårds Alle mod Holcks Plads, der tydeligt viser den dårlige fremkommelighed pga. parkerede biler. Det er ikke den rette løsning at lukke Brønshøj Kirkevej ved torvet og lede trafikken til områdets mindre veje.
Læs høringssvar fra Sven
Indsendt af:
Poul-Erik Møller
Dato: 3. november 2024
Svarnummer:
42
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Generelt for at lette trafikken meget i Brønshøj og omegn, vil jeg foreslå at Hillerødmotorvejen får til- og afkørsels rampe på nordsiden af broen (Ruten/Høje Gladsaxe Vej).
Læs høringssvar fra Poul-Erik Møller
Indsendt af:
Jesper Krog
Dato: 1. november 2024
Svarnummer:
41
Virksomhed / Organisation :
No
By:
København
Postnr.:
2700
Vi er store tilhængere af trafikkontrollerende foranstaltninger.   Vi har igennem langt tid haft store problemer på Brønshøj Kirkevej. Problemerne er især tilstede om morgenen og eftermiddagen, da der her er ekstra mange gennemkørende, til/fra Hareskov Motorvejen. Altså trafik, der ikke har noget med området at gøre.   Man kan bare gå op langs kirken om eftermiddagen for at opleve farlige og meget aggressive situationer. Der er ikke plads til biler kan passerer hinanden, og mange kører meget hurtigt. Det er næsten dagligt vi kan opleve nærsammenstød, optræk til slagsmål, cyklende i høj fart på fortovet og lignende pga. den store trafikbelastning.   Derudover bør det bemærkes, at indkørsel forbudt skilt ved Brønshøj Kirkevej/Klintevej i vid udstrækning ignoreres, så man ofte opleve modkørende trafik på en vej, der er ensrettet. Vi har ofte set skraldemændende kører denne vej, ligesom sundshedsplejersker vogne også kører igennem her, ligesom en del lokale ikke ser dette vedkommer dem.   Vi støttet kraftigt op omkring lukning af Brønshøj Kirkevej ved kirken, og vil også foreslå de næste sideveje også lukkes, for derved at undgå at flytte trafikken fra et dårligt sted til et værre sted. Problemet skal håndteres ved at flytte gennemkørende trafik væk fra området og ikke bare videre til næste sidevej. Her vil det være super godt, hvis Københavns Kommune opfører sig som den voksne, og ikke bare spiller problemet videre til den næste vej, hvilket de har haft en tendens til de sidste mange år. Så få nu lavet en god helhedsløsning, som både håndtere de farlige situationer på torvet, og ned af Brønshøj Kirkevej, uden at flytte problemerne til næste sidevej.  
Læs høringssvar fra Jesper Krog
Indsendt af:
Troels Bertel
Dato: 1. november 2024
Svarnummer:
40
Vedhæftede filer: 1
Virksomhed / Organisation :
Grundejerforeningen Holcks Plads, Brønshøj Præstegaards Grundejerforening og Vejforeningen af 11/6 – 1957
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Hermed fælles høringssvar for Grundejerforeningen Holcks Plads, Brønshøj Præstegaards Grundejerforening og Vejforeningen af 11/6 – 1957 (vedhæftet).
Læs høringssvar fra Troels Bertel
Indsendt af:
Emil
Dato: 31. oktober 2024
Svarnummer:
39
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Jeg skriver som beboer på Brønshøj Kirkevej for at udtrykke min støtte til forslag #5 (Ved Brønshøj Torv) om at øge trafiksikkerheden ved Brønshøj Torv ved at lukke for indkørslen til Brønshøj Kirkevej. Min oplevelse er at forslaget vil kunne løse mange af de farlige situationer omkring torvet, særligt for de krydsende cyklister, fodgængere og særdeles adgangen til busholdestedet, som i dag er usædvanligt kringlet og skaber mange farlige situationer, herunder mindst et dødsfald i 2021. En afledt positiv effekt være at reducere den nuværende trafikbelastning på Brønshøj Kirkevej, der både strider mod kommunens egne retningslinjer for private fællesveje, og er farlig, særligt for de mange cyklister og fodgængere, herunder børn, som dagligt færdes her på vej til bl.a. daginstitutioner, skole og fritidsaktiviteter. Jeg ser derfor forslaget som et godt skridt mod bedre trafiksikkerhed i området, da den gennemkørende trafik i stedet vil nudges til at bruge det kommunale vejnet, som Frederikssundsvej, hvilket vil aflaste de små private fællesveje i området og reducere risikoen for uheld. Som beboer er jeg overbevist om, at denne løsning vil skabe tryggere forhold og mindske de mange farlige situationer, vi oplever i dag på både torvet og vejen. Selvom lukningen vil være et godt skridt på vejen, opfordrer jeg i samme ombæring kommunen til efterfølgende at tage en helhedsorienteret tilgang og undersøge trafikken i hele området, herunder særligt Mellemvangen der ligeledes plages af gennemkørende trafik. Jeg håber derfor, at kommunen hurtigt handler og gennemfører dette tiltag samt en bredere undersøgelse af trafikforholdene i området, så vi kan skabe et trygt og sikkert miljø for alle bydelens beboere.
Læs høringssvar fra Emil
Indsendt af:
Bente Ryberg
Dato: 31. oktober 2024
Svarnummer:
38
Virksomhed / Organisation :
FDF K25 Brønshøj
By:
Brønhøj
Postnr.:
2700
FDF i Brønshøj gør indsigelse mod planen om at lukke indkørslen til Brønshøj Kirkevej fra Frederikssundsvej.  FDF i Brønshøj har 270 medlemmer, som hver uge mødes i sognehuset på Brønshøj Kirkevej 4D. De yngste er 6 år, og mange børn hentes og bringes af forældre i bil. Som trafik og parkering ved Brønshøj torv er indrettet, er der ikke mulighed for at sætte børnene sikkert af på Frederikssundsvej. Der er derfor ikke realistiske alternativer til at aflevere børnene foran sognehuset. Frederikssundsvej er en farlig cykelvej, og vil fortsat være det, selv med de nye tiltag og mange af FDF's medlemmer bor uden for Brønshøj. FDF's aktiviteter afvikles desuden om aftenen, og lukningen derfor ikke medføre, at flere vælger at køre på cykel til FDF, men kun, at bilerne vil køre ind ved Holcks plads.  På den baggrund håber FDF, at forslaget om at lukke indkørslen til Brønshøj Kirkevej opgives. Venlig hilsen  Bente Ryberg, formand for FDF i Brønshøj
Læs høringssvar fra Bente Ryberg
Indsendt af:
Adam Awad
Dato: 30. oktober 2024
Svarnummer:
37
By:
Frederiksberg
Postnr.:
2000
Jeg synes, det er alt for ringe, at København gang på gang nægter at afprøve anlæg af fremførte cykelstier med forskudte passager (på engelsk kaldet "protected intersections"). Dette er en løsning, som ofte ses i Nederlandene og har fået masser af international anerkendelse for dens sikkerhed, tryghed og fremkommelighed. Tværtimod har de afkortede cykelstier i Danmark fået et dårligt ry rundt omkring verden, på grund af den manglende tryghed der typisk opleves ved dem. Det kan dog være, at afkortede cykelstier har en reducerende virkning på antallet af trafikuheld, men hvad nytter det, hvis det er på bekostning af cyklisternes tryghed? Er der virkelig ikke en anden løsning, hvor man kan øge sikkerheden men sammentidigt bevare trygheden? Hollænderne har svaret på det. Det er ikke tilstrækkeligt at en by som København, der ovenikøbet hævder at være verdens mest cykelvenlige by, bliver ved med at anlægge disse afkortede cykelstier. At Københavns Kommune ikke ser krydset ved Tomsgårdvej som en glimrende mulighed for at eksperimentere med en fremført cykelsti med forskudt passage er yderst skuffende.
Læs høringssvar fra Adam Awad
Indsendt af:
Christine Cordsen
Dato: 30. oktober 2024
Svarnummer:
36
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Jeg er meget bekymret for forslaget om at lukke for indkørsel til Brønshøj Kirkevej fra Frederikssundsvej. Det vil betyde, at langt flere bilister skal dreje ved Holcks Plads, hvor sigtbarheden især om aftenen er meget dårlig, blandt andet fordi der holder mange biler (ulovligt) parkeret for at hente take away fra Jagger på hjørnet, og fordi cyklister kommer med meget høj fart ned af bakken fra Brønshøj Torv. Samtidig vil det formentlig betyde mange flere biler på Præstegårds Allé, hvor der ligger flere børneinstitutioner og derfor naturligt færdes mange børn både gående og på cykel. I forvejen kører mange med alt for høj hastighed på Præstegårds Allé. Jeg håber virkelig, at den del af projektet bliver skrinlagt, og at der kan findes en anden måde at løse de problemer på Brønshøj Torv, som omlægningen af busstoppestedet for nogle år siden åbenbart har medfødt.  
Læs høringssvar fra Christine Cordsen
Indsendt af:
Ronni Eg Sahl
Dato: 29. oktober 2024
Svarnummer:
35
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Kommunen ønsker at øge trafiksikkerheden hvilket er en god ide.  Punkt 5 med ensretning af Brønshøj Kirkevej vil medføre en markant øget trafik af øvrige villaveje (Havrevej, Hvede, Holcks plads og Præstegårds alle) der fører ned til boliger + motorvejen. Disse veje har langt dårligere oversigtsforhold generelt og specielt en del små kryds der vil udgøre en øget risiko, især for cyklister, da der er også er skiftende vige-betingelser. Derudover vil trafikken også blive ledt forbi en del institutioner og fritidshjem, hvor der især vil være mange børn på veje og fortove i timerne hvor der også er mest trafik (morgen og eftermiddag). Dette virker som en meget unødvendig og uønsket risiko. Måden trafikken indenfor fra byen ledes ned af disse veje vil i fremtiden så være via Holcks Plads. Dette højresving er kendt for at være svært da cyklerne kommer ned af bakke med høj fart og samtidig kurver vejen lidt, så oversigtsforholdene er ikke gode, uagtet at dette forsøges forbedret med den plan der er lagt, vil det betyde at alt den trafik der ikke ledes af Brønshøj Kirkevej (må kun gøres via krabbeholmsvej, altså en lige overkørsel) nu vil skulle gøres via et højresving. Igen virker det ikke som noget der kan øge trafiksikkerheden at mange-double et højresving fremfor en lige-over-kørsel.  Samlet set virker disse to løsninger på papiret til at kunne give en markant dårligere trafiksikkerhed både på Frederikssundsvej (Holcks plads højresving), men i den grad også på øvrige villaveje i området hvor mange børn færdes dagligt til og fra institution og fritidshjem.  Hvis projektet reelt ønskes gennemført som et forsøg, bør der klart defineres tidsramme samt kriterier for succes/ikke-succes. Disse kriterier bør vurderes nøje inden opstart da der gerne skulle kunne ses en væsentligt fordel/forbedring ved opstarten af projektet og derudover bør man ikke opstille kriterier for et forsøg post-hoc, da man i det tilfælde jo oftes vil læne sig op af resultaterne og beslutningerne taget på dette grundlag vil være stærkt biased. 
Læs høringssvar fra Ronni Eg Sahl
Indsendt af:
Alex Heick
Dato: 29. oktober 2024
Svarnummer:
34
Vedhæftede filer: 1
Virksomhed / Organisation :
Bispebjerg Lokaludvalg
By:
København NV
Postnr.:
2400
se vedhæftede høringssvar
Læs høringssvar fra Alex Heick
Indsendt af:
Kasper Nyholm
Dato: 29. oktober 2024
Svarnummer:
33
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Høringssvar vedr. trafiksikkerhedstiltag på Frederikssundsvej fra bestyrelsen af Brønshøj Kirkevejs vejlaug   Der kører dagligt 1.761 biler på Brønshøj Kirkevej. Af dem er ca. 70% gennemkørende. Det viser en trafiktælling foretaget af Teknik -og Miljøforvaltningen (TMF) i juni 2024. Det er meget trafik at håndtere for en villavej og det skaber mange farlige situationer for cyklisterne.   Sikkerhed Brønshøj Kirkevej er en privat-fællesvej med 49 husstande, Brønshøj Kirke i den ene ende og Boldklubben Fix i den anden. Kirken og boldklubben gør, at der udover de mange gennemkørende biler også er mange parkerede biler og mange cyklister. Når der dagligt passerer over 1.000 biler (i gennemsnit 929 den ene retning og 672 den anden retning jf. trafiktællingen) betyder det, at bilerne skal køre ind til siderne for at kunne passere hinanden, hvilket gør, at de blokerer for cyklisterne, som bliver klemt.   Dertil kommer, at vejen er en stejl bakke fra kirken og ned mod boldklubben, hvilket gør, at cyklister ofte kommer i høj fart nedad bakken. Derfor er det endnu farligere, når de i høj fart blokeres af biler. Mange af cyklisterne er børn på vej til fodbold i boldklubben og det er således ofte dem, der udsættes for fare. Kombinationen af over 1000 biler, trængsel og cyklister i høj fart gør, at de trafikale forhold kan være kaotiske og, at der er stor risiko for ulykker.   Opbakning til at lukke vejen ved Brønshøj Torv Årsagen til de mange biler er blandt andet, at mange bilister bruger Brønshøj Kirkevej som en smutvej til at komme til - og fra Harreskovvej/Hillerødmotorvejen. Som et af flere trafiksikkerhedstiltag på Frederikssundsvej har TMF foreslået at Brønshøj Kirkevej lukkes for indkørende trafik fra Brønshøj Torv. Dette vil med stor sandsynlighed reducere antallet af biler på Brønshøj Kirkevej, idet smutvejen blokeres i den ene ende. Vejlauget bakker derfor op om forslaget, da det derved også vil reducere antallet af farlige trafikale situationer på Brønshøj Kirkevej og ved Brønshøj Torv.    Behov for en helhedsløsning Samtidig er det vigtigt at understrege, at der er behov for en helhedsundersøgelse af de trafikale forhold i hele villakvarteret på - og omkring Brønshøj Kirkevej. De trafikale udfordringer er ikke nødvendigvis løst ved kun at lukke for indkørsel til Brønshøj Kirkevej fra torvet, idet trafikken derved ledes nedad andre uegnede villaveje (f.eks. via Holcks Plads til Præstegårds Allé og igen ud på Brønshøj Kirkevej). Derfor bør TMF finde en helhedsløsning for trafikken i hele området.   Københavns Kommune skal reagere Det fremgår af TMFs hjemmeside, at Københavns Kommune ”skal reagere”, hvis en tælling viser, at over 50 % af den samlede trafik på en privat fællesvej er gennemkørende trafik mellem to offentlige veje. Af den trafikmåling, som vejlauget har modtaget fra TMF, fremgår det, at den gennemkørende trafik langt overstiger 50% og på visse strækninger er 90% Derfor er det vejlaugets forhåbning, at Københavns Kommune nu reagerer ved at lukker Brønshøj Kirkevej for indkørende trafik fra torvet og ved at foretage en helhedsundersøgelse af området omkring vejen, så trafikkaos og ulykker undgås.   Mvh. Kasper Nyholm Medlem af bestyrelsen for Brønshøj Kirkevejs vejlaug
Læs høringssvar fra Kasper Nyholm

Sider