Virksomhed / Organisation :
Grundejerforeningen Sundbyvang
På vegne af bestyrelsen i Grundejerforeningen Sundbyvang skal jeg hermed udtrykke støtte til forslaget om at etablere en tryghedszone omkring Sankt Annæ Skole.
Der er især i forbindelse med afleveringen af børn om morgenen (kl. 7.45-8.00) rigtig mange biler, som forsøger at sætte børn af på Otto Ruds Vej, dvs. lige for skolens hovedindgang. Når bilerne så skal køre igen, opstår der hver eneste dag trafikpropper og mere eller mindre farlige situationer for børn og biler, idet bilerne forsøger at komme væk fra området via Ove Billes Vej, Tyge Krabbes Vej eller Peder Lykkes Vej.
Det er derfor grundejerforeningens håb, at man ved at lukke for ind- og udkørsel til Otto Ruds Vej, Tyge Krabbes Vej og Ove Billes Vej kan vænne forældre til enten at bruge kiss and drive banen på Peder Lykkes Vej, aflevere børnene lidt længere væk fra skolen eller måske slet ikke aflevere børnene i bil.
Peder Lykkes Vej er i forvejen en stærkt trafikeret vej, hvor der omkring skolen og indsnævringer ofte sker farlige situationer får gående og cyklister. Vi skal derfor fra Grundejerforeningens side på det skarpeste opfordre til, at etableringen af tryghedszonen også bliver omfattet af et et forbud mod tung trafik på alle grundejerforeningens veje - som minimim i skolens åbningstid men meget gerne alle ugens 7 dage og 24 timer i døgnet. Foreningens veje er private fællesveje, hvor der gennem årene er lavet forskellige tiltag med vejbump og 30 km-zone, men det forhindrer stadig ikke store lastbiler og varebiler i at køre gennem området til stor usikkerhed for de bløde trafikanter.
Hvis der etableres en sikkerhedszone omkring Sankt Annæ Skolen skal vi fra Grundejerforeningens side også opfordre til, at skiltene med anbefalingen om 30 km bliver reetableret. Skiltene forsvandt ved indkørslen fra Englandsvej til Tyge Krabbes Vej og Ove Billes Vej i forbindelse med etableringen af ny vejbelægning på Englandsvej for nogle år siden.
Endeligt skal det også siges. at der fra Grundejerforeningens side vil være opbakning til at indføre en fast 30 km-hastighedszone i hele foreningens område, så det ikke bare er en anbefalet hatighedsgrænse. En alternativ løsning kunne være at indføre elektroniske skilte, som det, der står på Peder Lykkes vej ud for Peder Lykke Skolen, hvor der i skolens åbningstid er en reduceret hastighedsgrænse til 40 km /t . Peder Lykkes vej er dog på den del ud for Peder Lykke Skolen en meget bred vej og ud for Sankt Annæ skolen vil en hastighedsbegrænsning på 30 km/t være at foretrække, fordi vejen er betydeligt smallere og har vejbump og indsnævringer.