Kvæsthusbroen tillæg 1 - lokalplan nr. 374-1

Lokalplanen skal muliggøre opsætning af scener, telte mv. ifm arrangementer samt afholdelse af et begrænset antal lukkede arrangementer.

Høringsfrist:

12. oktober 2018
Indsendt af:
Lis Schertiger-Nielsen
Dato: 12. oktober 2018
Svarnummer:
43
By:
København K
Postnr.:
1422
Det kan være svært at se, at forslaget til lokalplantillæg på nogen måde skulle være i offentlighedens interesse. Hvordan skulle det være til gavn for os, som bor i byen, at en stor del af et område, der ifølge den nu gældende lokalplan udgøres af "offentligt tilgængelige opholdsarealer og promenader" med "frie udsigtsmuligheder over det åbne havnerum" iflg. lokalplantillægget unddrages offentlig adgang og desuden plastres til med scenetårne, telte, madboder og hegn. Kald det lige et "begrænset antal lukkede arrangementer", når der reelt åbnes op for arrangementer hver eneste weekend i sommerhalvåret (30 arrangementer à 3 dage). - Forøvrigt fremgår det ikke klart af formuleringen af § 4, stk. 1d, om begrænsningen til 3 døgn for hvert af de store arrangementers vedkommende (2000 m2) skal forstås på samme måde som ved de mindre arrangementer, nemlig som 3 døgn inkl. opsætning og nedtagning af nødvendigt sceneudstyr mv. - Når man som beboer i det centrale København hører ord som "scener, nødvendigt sceneudstyr" mv., frygter man umiddelbart det værste: støjgener - mere larm! Vi har rigeligt i forvejen! (også på tværs af havneløbet, f.eks. fra ironman på Ofelia Plads). - Men hvis kommunen i samarbejde med politiet vil sikre, at lydniveauet på de resterende 5 meter langs kajkanten omkring arrrangementsområdet begrænses i overensstemmelse med bestemmelserne i § 9 om at "Det udendørs støjniveau må på primære opholds- og friarealer i boligbebyggelser, på offentlige rekreative arealer og lignende ikke overstige 55 dB(A)", vil gener for såvel umiddelbart omkringboende som for beboerne på den anden side af havneløbet kunne undgås (selv om den rekreative værdi af Ofelia Plads til en stille aftentur med udsigt over vandet reelt ikke vil være til stede med dette lydniveau).
Læs høringssvar fra Lis Schertiger-Nielsen
Indsendt af:
Indre By Lokaludvalg
Dato: 12. oktober 2018
Svarnummer:
42
Vedhæftede filer: 4
Virksomhed / Organisation :
Indre By Lokaludvalg
By:
København K
Postnr.:
1466
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt et forslag til tillæg til lokalplan "Kvæsthusbroen" i offentlig høring på bliv hørt-portalen. Lokaludvalgets holdning Indre By Lokaludvalg drøftede lokalplanforslaget i sit møde den 11. oktober 2018. Lokaludvalget mener ikke, at lukkede arrangementer vil bidrage positivt til bylivet. Det vil indebære midlertidig opsætning op til 30 gange om året af uskønne telte, markedsføringsmaterialer, scene, hegn, containere mv. på eller ved arealet, der ønskes tilladt til sådanne lukkede arrangementer. Endvidere vil det indebære transport til og fra Ofelia Plads af udstyr i lastbiler, som parkeres i området, mens opsætning og nedtagning af udstyret pågår. Derudover vil sådanne arrangementer erfaringsmæssigt medføre støj fra scenen under arrangementerne til gene for de omkringboende, samt støj og affald fra deltagerne på vej til og ikke mindst fra arrangementerne til gene for hele kvarteret. Indre By Lokaludvalg opfordrer kommunen til med denne sag at markere, at byen ikke skal være en kulisse for arrangementer. Ofelia Plads fungerer fint i dag, så der er ingen grund til at ændre på planforholdene. En af de væsentligste kvaliteter ved København er det gode hverdagsliv i rammer, der understøtter dette. Det er også det, mange af byens gæster gerne vil opleve fremfor pladser med et midlertidigt, grimt udtryk. Lokaludvalget har forståelse for ønsket om arrangementer på Ofelia Plads og for, at der skal tjenes penge til at drive pladsen. Vi foreslår derfor, at kommunen og ejeren anvender pladsen til stilfærdige arrangementer, der harmonerer med omgivelserne, som fx streetfood-marked, aktiviteter for børnefamilier, kunstneriske aktiviteter osv. Hvis sådanne arrangementer kræver dispensation for den gældende lokalplan, så må det være sådan. Vi har noteret os, at Kultur- og Fritidsforvaltningen for tiden undersøger muligheden for at lave Københavns Havn til en badezone i et bælte på minimum fem meter fra kysten. I undersøgelsen indgår muligheden for badning fra den yderste del af Ofelia Plads. Borgerdialog Lokaludvalget havde den 3. oktober 2018 et debatvognsarrangement på Ofelia Plads om lokalplanforslaget. Her kunne borgerne udfylde et spørgeskema. Spørgeskemaet kunne også udfyldes på lokaludvalgets hjemmeside til og med den 7. oktober 2018. I bilaget ses en opsamling på besvarelserne. I bilaget er også to mails, som lokaludvalget har modtaget fra en borger om denne sag. Lokaludvalget beder forvaltningen tage besvarelserne og borgernes mails i betragtning i den videre proces. Med venlig hilsen Bent Lohmann, formand
Læs høringssvar fra Indre By Lokaludvalg
Indsendt af:
Søren Anker-Ladefoged
Dato: 12. oktober 2018
Svarnummer:
41
Vedhæftede filer: 1
Virksomhed / Organisation :
Copenhagen Admiral Hotel A/S
By:
København
Postnr.:
1253
Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen Center for Byplanlægning Njalsgade 13 Postboks 348 2300 København S Under henvisning til forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 374 Kvæsthusbroen skal vi hermed fremkomme med følgende bemærkninger og indsigelse: Overordnet er det vores vurdering, at en gennemførelse i sin helhed af det fremsatte tillæg til lokalplan nr. 374 for Kvæsthusbroen vil udgøre en markant forringelse af lokalplanområdets kvaliteter og være til betydelig gene for områdets beboere og flere hundredetusinde hotel- og restaurantgæster, hvilket begrundes nedenfor: 1. Lokalplanforslaget går stik imod Kvæsthusbroens formål Formålet med Kvæsthusbroen i dag er som bekendt, jf. eksisterende lokalplan, at Kvæsthusbroen "er offentligt tilgængeligt" og at området anvendes til "offentlige, kulturelle formål, såsom teater-, musik- og kulturhus". Lokalplanforslaget lægger op til, at der fremadrettet på årsbasis må afvikles op til 30 lukkede arrangementer af tre dages varighed, således i alt 90 dage om året, eller hvad der svarer til samtlige weekender i sommerhalvåret. Der er ikke tale om åbne arrangementer, hvor den brede offentlighed har adgang og næppe kulturelle arrangementer såsom teater. I stedet er der tale om private, lukkede arrangementer, herunder f.eks. firmafester med scene og band, som udelukkende tjener grundejerens kommercielle interesse. Dette går efter vores mening stik imod den eksisterende plan for området, hvilket dermed er en fejlagtig retning at tage, i hvert fald i det omfang, som der her er lagt op til. Vi har en vis forståelse for, at der i mindre udstrækning kan gives tilladelse til sådanne lukkede arrangementer, men det foreslåede omfang på op til 90 dage pr. år er alt, alt for stort, og bør være maksimum 5-10 arrangementer af op til 3-dages varighed pr. år. Hvis der åbnes op for, at der kan afholdes op til 30 lukkede arrangementer af tre dages varighed årligt, vil det langt overskride, hvad der er tilladt på andre offentligt tilgængelige arealer, jf. Københavns Kommunes forskrift for udendørs musikarrangementer. I denne forskrift er der for flere offentlige arealer og pladser fastsat grænser for, hvor mange dage årligt der må afholdes koncerter på disse arealer, samt i tilknytning fastsat støjkrav og krav om i hvilket tidsrum sådanne arrangementer må afholdes. Kvæsthusmolen er ikke medtaget som et arrangementsområde i denne forskrift. 2. Lokalplanforslaget vil føre til væsentligt mere støj i et i forvejen støjplaget område Gennemføres lokalplanforslaget vil det give grundlag for stor gene, ikke kun for lokalområdet som helhed, men ikke mindst for de mere end 200.000 gæster, som årligt benytter Copenhagen Admiral Hotel. Hertil kommer gæster på vort nabohotel Scandic Front, som vel løber op i ca. 70.000 gæster pr. år. Begge hoteller ligger direkte ud til Kvæsthusbassinet og dermed Kvæsthusbroen, og er dermed yderst følsomme for støj og andre gener herfra. Området er i forvejen plaget af ganske megen støj, herunder byggestøj fra Papirøen, høj musik fra madmarkedet på inderhavnsbroen samt støj fra eksisterende arrangementer på Kvæsthusbroen, eksempelvis. Ironman mv. Gennemføres lokalplanforslaget vil det således føre til endnu flere klager over støj fra vores gæster, som vi i forvejen modtager rigeligt af. Førend der lokalplanmæssigt gives tilladelse til nye støjskabende aktiviteter inden for lokalplanområdet, bør der over en længere periode gennemføres støjmålinger for at fastlægge det nuværende støjniveau, således at der tilvejebringes det fornødne beslutningsgrundlag for at vurdere, om det i forhold til menneskers helbred og velvære er forsvarligt at tillade sådanne nye støjskabende aktiviteter. For at minimere de uundgåelige støjgener bør antallet af arrangementer (og disses varighed) være af et beskedent antal, især når der er tale om lukkede arrangementer. Herudover bør der fastsættes restriktive støjgrænser. Ingen kan have interesse i, at Kvæsthusmolen udvikler sig til et regulært festivals område i hovedparten af sommerhalvåret. 3. Lokalplanforslaget vil medføre en markant forøgelse af tung trafik i et i forvejen presset område En gennemførsel af lokalplanforslaget vil betyde en markant forøgelse af trafikken til og fra området, dels fra deltagende gæster, men også fra diesellastbiler og kranvogne mv., som før og efter et privat arrangement må påregnes at skulle varetage såvel opsætning som nedtagning af diverse sceneudstyr, pavilloner, skurvogne mv. Den øgede tunge trafik vil resultere i øget forurening af området samt presse et i forvejen sparsomt vejnet til og fra Kvæsthusbroen. 4. Kvæsthusbroen skal udvikles og benyttes til flest muliges gavn og glæde Copenhagen Admiral Hotel har gennem tiden været bannerfører for udviklingen af området omkring Kvæsthusbroen og Skt. Annæ Plads, herunder ifm. etablering af den særdeles populære Kyssetrappe, afholdelse af åbne kulturelle arrangementer såsom Sct. Hans, placering af vore 3 smukke skonnerter ved Admiralkajen mv. Vi er i naturlig forlængelse heraf fortalere for, at området skal udvikles og benyttes til flest muliges gavn og glæde. At åbne for afvikling af lukkede, kommercielle, private arrangementer i den forslåede skala vil stride mod dette formål. Vi håber, vores synspunkter vil imødeses med lydhørhed og velvillighed og stiller meget gerne op til en uddybende samtale om vores synspunkter, hvis der er behov for dette. Med venlig hilsen Søren Anker-Ladefoged Adm. Direktør Copenhagen Admiral Hotel A/S
Læs høringssvar fra Søren Anker-Ladefoged
Indsendt af:
Pia
Dato: 12. oktober 2018
Svarnummer:
40
By:
København
Postnr.:
1422
De sidste sommere har jeg været meget generet af støj og larm ,fra mennesker der er på vej eller hjem fra udendørs begivenheder ,oftes er det nærmest alle ugens dage fra eftermiddag til tidlig morgen .Det har resulteret i at jeg har måtte leve med lukkede vinduer og altandør da al lyd forplanter sig fra vandsiden og ind i vores gård ,så al larm er konstant .Der er etableret bådudlejning i Trangraven med mange mennesker det stiller biler /cykler og efterlader skrald og urin i den lille havn .Larm fra hal c hvor udendørs meget høj musik med meget bas og mange mennesker der virkelig bliver opfordret til at give den gas ,da arrangør har den holdning vi der bor her bare skal feste med eller flytte på landet. Den samme holdning er der fra CSR rugby klub der har bygget udendørs åbent anneks hvor der mange weekender i træk er fest. Jeg vil appellere til kommunen at der ikke kommer flere udendørs atragmenter da der ikke er styr på nabo hensynstagen og Kbh kommune ikke har magtet opgaven vedr skral toiletter og larm til trods for flere hendvendelser .Håber ikke for min bydel et nyt Tivoli hvor det er umuligt at få sin søvn og skulle føle en indre uro over hele sommeren samt skulle leve med lukkede vinduer og ikke kunne ha gæster på bestemte dage fordi det er umuligt at føre en samtale med åbne vinduer og altid skal planlægge fri dage og ferie der hvor man ved der er meget larm og uro .
Læs høringssvar fra Pia
Indsendt af:
Per Ø. Madsen
Dato: 12. oktober 2018
Svarnummer:
39
By:
København
Postnr.:
1422
Jeg er helt enig i de velbegrundede indsigelser, som forvaltningen og politikerne må tage alvorligt. Sommeren 2018 har været et inferno af lyd over alle grænser. Stop Tivoliseringen af vores by!
Læs høringssvar fra Per Ø. Madsen
Indsendt af:
Ole Bang
Dato: 12. oktober 2018
Svarnummer:
38
By:
København K
Postnr.:
1422
Indsigelse til Tillæg nr. 1 til LP 374 Kvæsthusbroen Overordnet set finder jeg det ikke rimeligt, at offentlige opholdsarealer unddrages offentligheden til brug for lukkede arrangementer. Uanset om arrangementerne er åbne for offentligheden eller ej vil omfanget afgørende kunne ændre områdets karakter, der iflg. den oprindelige lokalplans formål skulle fremstå "med en enkel og klar struktur, tilpasset områdets overordnede byarkitektoniske træk", idet 1. Lokalplantillægget med 30 arrangementer om året i princippet muliggør arrangementer hver weekend i sommerhalvåret, 2. Selv om der af tillæggets § 6, stk. 1 h) fremgår, at "hegn skal fremstå som transparente og må ikke overstige 3 meter i højden", er der ingen tilsvarende bestemmelser for sceneudstyr, telte, toiletter, madboder, hegn, mm. Her kan jeg kun være enig med den oprindelige lokalplans kommentar til § 8: "Det store udsyn over havnearealerne, der i særlig grad præger havnerummene, er en væsentlig byarkitektonisk kvalitet" - en kvalitet, der i væsentlig grad vil kunne forringes ved det påtænkte lokalplantillæg. Herudover er et særligt problem allerede nu støj (= uønsket lyd) fra arrangementer, idet lyden spredes over vandet til boligområderne på den anden side af havnen - noget, der yderligere vil kunne blive et problem for de projekterede boliger på Papirøen (Christiansholm).
Læs høringssvar fra Ole Bang
Indsendt af:
Louise Kanne
Dato: 11. oktober 2018
Svarnummer:
37
Vedhæftede filer: 1
By:
København K
Postnr.:
1253
På vegne af: Louise Kanne Og medunderskrivere: Birte Pedersen Camilla A. Barthel Christian Vesterager Emil Rothstein Helle Juul Ida Johanne Kyhn Riegels Julie Kyhn Riegels Katrine Malinovsky Kirsten Yde Kristoffer Ørum Le Klint Lene Rosehr Salomon Maja Demidowich Mette Møller Andersen Michael René Rikke Kyhn Riegels Thor F. Jensen Fremsendes hermed høringssvar vedr. "Kvæsthusbroen tillæg nr. 1 - lokalplanforslag" Se venligst vedlagte pdf.
Læs høringssvar fra Louise Kanne
Indsendt af:
Helle Jørler
Dato: 11. oktober 2018
Svarnummer:
36
By:
København K
Postnr.:
1401
Denne sommer har endegyldigt overbevist mig om, at det ganske enkelt ikke er muligt at overleve en til af slagsen med sin forstand i behold her på Christianshavn. Nu er det selvfølgelig ikke sikkert at alle kommende somre bliver så hede tre en halv måned i træk, men da man ikke kan udholde at have lukkede vinduer i heden, bliver det ekstreme støjhelvede naturligvis ekstra slemt. Døgnet rundt - men især weekender og de store, utålelige arrangementer med megafoner i ca. 10 timer ved at få os, der bor med vinduer, udelukkende vendende mod kanal/havn, så desperate, at vi er ved at hoppe i kanalen. Politiet har været flinke til at komme, men var vildt travle; desuden kan de jo ikke komme kl. 04.00, men en tømmerflåde med dunkende høj musik, hvinen og råben og plasken vækker een igen - for 20. gang dén nat - for den er sejlet forbi (heldigvis), inden de kan nå at komme. Men vækket bliver man jo lige vidt. Dét, der måske næsten støder mig allermest, ud over larmen i sig selv, er udøvernes helt uanstændige, uartige, uopdragede, uopdragne, hæmningsløse adfærd! Så nejtak til mere larm. Og SLET ikke til private, lukkede arrangementer; meningsløst. HØR NU, hvad vi siger - der er snart kommunalvalg, lille venner!!!! Vh
Læs høringssvar fra Helle Jørler
Indsendt af:
Jens Tommerup
Dato: 11. oktober 2018
Svarnummer:
35
Virksomhed / Organisation :
Nyhavnsgruppen
By:
København K
Postnr.:
1253
tillæg til Nyhavnsgruppens Høringssvar Udrykningstider for redningskøretøjer: Ved afholdelsen af arrangementer, hvor dele af byen afspærres, har det vist sig, at på grund af afspærringer kan redningskøretøjer blive forsinkede. Dette kan medføre livstruende situationer. Der bør derfor, når der gives tilladelse til afholdelse af arrangementer, hvor der sker afspærring lægges planer, så redningskøretøjer altid kan komme frem så brandkatastrofer og unødvendige dødsfald kan undgås. venlig hilsen Nyhavnsgruppen
Læs høringssvar fra Jens Tommerup
Indsendt af:
Jens Tommerup
Dato: 11. oktober 2018
Svarnummer:
34
Virksomhed / Organisation :
Nyhavnsgruppen
By:
København K
Postnr.:
1253
Udtalelse til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 374, der tager udgangspunkt i ansøgningen fra Foreningen Ofelia Plads af 19. juni 2019 (??). 1. Offentlig adgang I den oprindelige lokalplan nr. 374 lægges der op til, at der skal kunne være offentlige kulturelle formål (citat fra ansøgningen fra Ofelia Plads). Nyhavnsgruppen har deltaget i alle møderne om Kvæsthusmolen/Ofelia Plads, og på intet tidspunkt har det været nævnt, at aktiviteterne på pladsen skulle begrænses til en privat forening, som det indirekte fremgår af ansøgningen. Formålet har efter vores opfattelse været at molen skulle være offentligt tilgængelig og ikke begrænset til en 5 meter bred zone langs kajkanterne (tilføjelse til § 6 stk. 1 h. 2. Begrænsning af arrangementsdage I tillægget lægges der endvidere i § 4 stk. 1. op til, at ovennævnte 30 arrangementer kan have en varighed af 30 x 3 dage. Det betyder, at den offentlige adgang til molen og det åbne byrum, der var en af intentionerne med molen, vil være afspærret i op til 90 dage (=1/4.del af året). Dette bør ikke kunne tillades. Bliver der givet tilladelse til afholden af offentlige arrangementer, bør disse begrænses til maksimalt 4 arrangementer af hver af de nævnte typer. Arrangementer der ifølge de oprindelige intentioner bør være fri offentlig adgang til. 3. Krav til arrangementsdage a) Støjniveau begrænsning Af den oprindelige lokalplan fremgår det s.23, at støjniveauet i lokalplanens område: ”Af hensyn til de omkringliggende boligbebyggelser og offentlige rekreative arealer må skuespilhuset udformes sådan, at virksomhedens belastning af området med støj ikke ved drift overskrider de i miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 „Ekstern støj fra virksomheder“ fastsatte grænser på 50 dB(A) på hverdage mellem kl. 07.00 og 18.00 og på lørdage mellem 07.00 og 14.00. Søn- og helligdage samt øvrige dage indtil 22.00 må støjbelastningen ikke overstige 45 dB(A). Fra kl. 22.00 til kl. 07.00 må støjbelastningen ikke overstige 40 dB(A).” Disse krav er rimelige, og de må skulle opfattes som maximumsangivelser, hvorfra der ikke kan dispenseres. Af ansøgningen fra Ofelia Plads fremgår det (side 1), at gruppen bag Ofelia Plads ved mindst to lejligheder (formentlig de to gange ironmann?) har fået dispensation til 2 arrangementer med et lydniveau på 98 decibel. Når man tager i betragtning, at arbejdstilsynet tager udgangspunkt i, at en støjbelastning på 85 decibel i et døgn er en alvorlig støjbelastning, så er det chokerende, at der gives tilladelse til 98 db. Hvad der er mere en 4 gange så højt og i løbet af lidt mere en halv times støjudsættelse, næsten svarer til, at man havde arbejdet en hel dag i 85 db. Når dette støjinferno så fortsætter til langt efter midnat som en kombination af høj musik og udråbning af ”dette er en ironman” flere gange hvert minut bliver det uudholdeligt for lokale beboere, der ønsker ro i hverdagen og søvn i øjnene inden de skal på arbejde næste dag. Det er derfor nødvendigt, at disse støjkrav præciseres som et punkt §4 stk. 1 e. I øvrigt vil Nyhavnsgruppen foreslå, at målområdet for større sportsarrangementer som maraton og ironman henlægges til Søren Kirkegårds Plads, da denne plads hverken er omgivet af beboelsesejendomme eller hoteller. Dvs. arrangementer med et lydniveau over det af WHO anbefalede lydniveau på 53 db bør henvises til denne plads. Kan dette ikke lade sig gøre på grund af forhold der er Nyhavnsgruppen ukendte, bør der stilles krav til, at højtalere på Ofelia plads peger væk fra de beboede områder for derved at begrænse støjen fra arrangementer på pladsen. O g at støjniveauet ikke overstiger WHO´s anbefalede 53 db. b) Toiletforhold og bil- og cykelparkering I § 6 stk. 1h. nævnes ”bebyggelsens omfang og placering”. I dette punkt bør de nævnte toiletvogne udgå, da det må være op til Ofelia Plads foreningen og Jeudan at sørge for, at de nødvendige toiletter til arrangementer på pladsen findes under jorden. Så disse toiletter ikke er med til yderligere at blokere for det frie udsyn på pladsen. Endvidere bør det nævnes, at cykel- og bilparkering i forbindelse med arrangementer sker i p-anlægget under jorden, så de omliggende parkområder og gader ikke blokeres/ødelægges af biler og cykler. c) Sportsarrrangementer – optræden m.v. Som nævnt i ansøgningen fra foreningen Ofelia Plads eksisterede der en overgang et aktivitetsområde kaldet Ofelia Beach. Dette områdes sportsaktiviteter med fodbold og beachvolley var et åndehul for indre by, der jo totalt savner sportsmuligheder. Det ville derfor være godt, hvis sportsaktiviteter blev en del af de i lokalplanen nævnte aktiviteter. Det kan i øvrigt undre, at Det Kongelige Teater som en af grundejerne af Ofelia Plads udnytter portscenen så dårligt. Tænk hvis portene til denne scene gik op med skuespil eller ballet for både børn og voksne. 4. Afsluttende kommentarer Af ansøgningen fra foreningen Ofelia Plads fremgår det, at de har holdt flere møder med både Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Teknik- og Miljøforvaltningen. Nyhavnsgruppen vil sætte pris på, at vi som en forening for Nyhavn og Frederiksstaden i fremtiden bliver hørt i forbindelse med dispensationer fra de eksisterende lokalplaner. Ligesom vi mener, det er på tide, at der tilbydes de lokale beboere mulighed for enten gratis eller til nedsat takst at kunne benytte p-kælderen i nattetimerne som kompensation for de trafikale konsekvenser af den øgede trafik til p-anlæg i forbindelse med parkering og afholdelse af arrangementer på Ofelia Plads, en øget trafik som den smalle del af Toldbodgade og de smalle veje på Skt. Annæ Plads slet ikke er gearet til, nu hvor trafikken oven i købet er øget efter at Kronprinsessegade er vendt. Det er på høje tid, at trafikken i Toldbodgade ensrettes, så både fodgængere og cyklister kan færdes sikkert i gaden. Med venlig hilsen Nyhavnsgruppen
Læs høringssvar fra Jens Tommerup
Indsendt af:
Ian N. Mitchell
Dato: 11. oktober 2018
Svarnummer:
33
By:
København K.
Postnr.:
1430
Fuldstændig vanvittigt! Vi skal ikke alene døje med støj og affald fra flere tusinde mennesker og turister, der benytter sig af af de “nye” broer over Christianshavns kanal, men skal blive udsat for støj fra åbendørs arrangementer det meste af året (være om sommer) fra Ophelia Pladsen. Det bliver skønt med forstyrrelser alle døgnets timer, når man får støj og affald fra de forbigående mennesker, sammen med støjet fra 30 udendørs arrangementer fra den anden side af havnen. Christianshavn var en “pearl” her i byen, og nu er det et transitsted for nysgerrige mennesker, som vandre frem og tilbage 24 timer i døgnet.
Læs høringssvar fra Ian N. Mitchell
Indsendt af:
Andreas Rocks
Dato: 10. oktober 2018
Svarnummer:
32
By:
København K
Postnr.:
1430
Det vil som lokalbeboer være DYBT uacceptabelt hvis dette bliver en realitet. Påvirkningen på beboere, unge som gamle, efter inderhavnsbroen åbnede er i forvejen voldsom. Vi er dybt generede af støjen fra udendørs arrangementer både ved Hal C og ligeledes fra arrangementer ved skuespilhuset når der har været løb etc. Det er umuligt at have åbne døre en sommerdag, da det simpelthen er alt overdøvende. Jeg har desværre NUL tiltro til at de formentlig mange enslydende borgersvar KK får, kommer til at have nogen som helst indvirkning på beslutningsprocessen. Kultur idealisterne i kommunen skal nok få deres vilje og endnu engang tromle lokalbeboerne i indre by og på Christianshavn. Tillykke med det.
Læs høringssvar fra Andreas Rocks
Indsendt af:
Liv
Dato: 10. oktober 2018
Svarnummer:
31
By:
København
Postnr.:
1422
De sidste års tiltag af udendørs arrangementer med højt musik, mange menneske og som oftest fra eftermiddag til sen aften, er stærkt chikanerende i det at støjen forplanter sig pga kanalen. Derfor er det oftest svært at få sin søvn, på grund af larm og støj og det er svært at være i sin egen bydel. Idet invation af mange mennesker får området til at simre af uro og specielt i sommer halvåret kan man knapt have åbne vinduer- selv ikke om natten. Hele området flyder også dertil af skrald og bræk og urin idet at de fleste arengeøre ikke tager stilling til oprydning og bort afskaffelse af skrald mm.
Læs høringssvar fra Liv
Indsendt af:
Ditte Dam
Dato: 10. oktober 2018
Svarnummer:
30
By:
Kbh K
Postnr.:
1422
30 årlige arrangementer på Ofelia plads er for mange. Jeg har svært ved at forstå at hele indre by samt Christianshavn skal forvandles til permanente partyzoner. De støjgrænser man arbejder med i Danmark er alt for høje i forhold til internationale standarder. I vores byggeri har vi oplevet en markant forøgelse af støj fra festende mennesker Siden inderhavnsbroen blev etableret. Det er svært at få sin nattesøvn om sommeren i vores byggeri på grund af højrøstet gående og cyklende trafik forbi vinduerne. Hald C holder fest hver uge bådudlejningen lejer ud til festende mennesker, der er støj hele ugen og især i weekenden. Det er sundhedsskadeligt og det gør det svært for beboerne at passe et ansvarsfuldt dagligt arbejde. Vh Ditte Dam
Læs høringssvar fra Ditte Dam
Indsendt af:
Lone Hedegaard Hansen
Dato: 10. oktober 2018
Svarnummer:
29
By:
København K
Postnr.:
1430
København er en skøn by - især om sommeren. Det ved vi, som bor her, og det har de også fundet ud af rundt om i verden. Turister strømmer til. Kære kommune: Pas på. Pas på, at vores skønne hovedstad ikke bliver ren tivoli - en kulisseby med forlystelser. En god bekendt fra Montreal sagde i sommer: "Det skønne ved København er, at her bor mennesker. Her er et hverdagsliv. Det oplever man som turist. København er ikke som andre overrendte turiststeder." Som beboer på den anden side af vandet kan jeg helt tilslutte mig de mange indsigelser mod støjende udendørsarrangementer, og kan i øvrigt gøre opmærksom på morgenens indslag på radioens P1 om, at støj er sundhedsfarligt, hør https://www.dr.dk/radio/p1/p1-morgen/p1-morgen-2018-10-02#!00:00:00
Læs høringssvar fra Lone Hedegaard Hansen
Indsendt af:
Le Klint
Dato: 10. oktober 2018
Svarnummer:
28
By:
København K
Postnr.:
1253
Ud over det nedenstående gennemarbejdede høringssvar mener jeg at Købehavns Kulturforvaltning skal være meget bevidst om at kulturtilbud og eventsskal findes i alle byens kvarterer Emdrup, Sydhavnen, Armager midtpunkt, Vigerslev og de skal rettes mod forskellige målgrupper. Sidst mener jeg at pauserne, hvor der IKKE sker noget er lige så vigtige for at skabe en levende inspirerende by med umiddelbare initiativer fra brugerne og ikke en styret festivalplads. Høringssvar Vedr. Kvæsthusbroen tillæg nr. 1 - lokalplanforslag På vegne af følgende borgere: Louise Kanne, Toldbodgade 16A 1TH, 1253 København K Katrine Malinowsky, Toldbodgade 11 STTH, 1253 København K Kristoffer Ørum, Toldbodgade 11 STTH, 1253 København K Helle Juul, Krøyers Plads ”Kreativitet, eksperimentet og kulturel udfordring skal være stedets ånd. Der skal skabes innovative miljøer, hvor man udnytter de kreative institutioner, der er i nærheden. Området skal stimulere til samtaler. Der er ikke noget bedre i verden end at tale sammen, mødes i frihed og følelsesmæssig intensitet, og intet giver bedre mulighed for dette end kunstformidling, i kunstneriske inkluderende miljøer og på uformelle mødesteder som caféer og lignende. Mennesket skal udfordres, især tolerancen skal udvides for derigennem at minimalisere frygten for det anderledes. Kvæsthusbroen skal være åben, inviterende og tilpasningsdygtig overfor forandringer.” Uddrag: ”Potentialet Kvæsthusbroen” vinder af parallelopdraget 2006 (1) Hermed fremsendes høringssvar vedr. forslag om at: Lokalplanen skal muliggøre opsætning af scener, telte mv. ifm arrangementer samt afholdelse af et begrænset antal lukkede arrangementer. Vi har følgende fem punkter vi mener bør overvejes i forhold til det fremsatte forslag: 1. Vi mener at forslaget er i strid med ”Kommuneplan 2015”. 2. Vi mener forslaget er i strid med gældende lokalplan for området. 3. Vi mener forslaget er i strid med ”Udviklingsplan for havnen”. 4. Vi mener at omfanget er arrangementer bør revurderes. 5. Vi mener at et sådan tillæg til lokalplanen bør være tidsbegrænset. 1. Vi mener at forslaget er i strid med ”Kommuneplan 2015” ”I København tror vi på, at livskvalitet og vækst går hånd i hånd – at de er hinandens forudsætninger. At en høj livskvalitet trækker investeringer og vækst med sig. Og vi ved, at når der er gang i hjulene, kan vi bygge nyt, vedligeholde og modernisere og give københavnerne gode kommunale tilbud, som løfter livskvaliteten i byen.” Uddrag: Kommuneplan 2015 (2) Vi læser visionen i Kommuneplanen, således at Københavns skal udvikles i to parallelle spor til gavn for både borger og forretningsliv – vi er hinandens forudsætning. Vi er enige! Vi bor i byen fordi vi sætter pris på foranderlighed og forskellighed. Vi elsker at blive udfordret på holdninger, møde fremmede i de tætte offentlige rum og opleve den verden der omgiver os med nye briller – over ugen – måneden – året. Vi lærer om os selv ved at omgive os med det fremmede. Vi oplever at byens udvikling gennem længere tid i højere grad er udviklet for besøgende og i mindre grad for os, der bor her. Turismen er vokset med 40% målt på antal bookede overnatninger de sidste 10 år (3). I samme tiår er gennemgangsturister fra krydstogtskibe steget med 94% (4). Derudover har Inderhavnsbroens åbning også væsentlig betydning for aktiviteten i området, som nu er blevet trafikalt knudepunkt mellem turistdestinationer på tværs af Inderhavnen. Størstedelen af den turisme sætter direkte aftryk i området omkring Kvæsthusbroen - særligt i form af trængsel som fører til mindre tolerance mellem mennesker. Der sker en skævhed i mødet, hvor byens borgere må søge væk for at finde steder til det spontane møde med venner, den lille intime familiestund eller i mødet med stilheden. Vi mener derfor at Kvæsthusbroen skal prioriteres som offentligt frirum og borgerdrevet kulturpunkt i Indre By. 2. Vi mener at forslaget er i strid med den gældende lokalplan for området (5) Vi mener at man ved at åbne op for større arrangementer fratager borgerne et særligt oplevelsesrum, hvor naturoplevelse og industrikulturarv skaber en helt særlig bymæssig ramme – og dermed fratager pladsen sine formulerede kvaliteter og sit fremsatte mål. §1 Det er lokalplanens formål at sikre, - at udviklingen på Kvæsthusbroen sker på en sådan måde, at områdets særlige byarkitektoniske og rumlige karakter fastholdes og videreudvikles med en understregning af havnerummet og Sankt Annæ Plads-aksen som betydningsfulde strukturskabende elementer, - at de ubebyggede arealer nord for skuespilhuset samt arealer langs kajkanter anlægges som offentligt tilgængelige opholdsarealer og promenader og udformes, så området fremstår med en enkel og klar struktur, tilpasset områdets overordnede byarkitektoniske træk” §8, stk. 1: - Ubebyggede arealer [i område I nord for Skuespilhuset] må ikke hegnes og skal anlægges som offentligt tilgængelige opholdsarealer med adgang for fodgængere og cyklister. - Arealet nord for byggefeltet [Skuespilhuset] i hele molens udstrækning skal fremstå som en åben og i princippet ubebygget plads, jf. dog § 6, stk. 1e), med opholdsarealer. - Det store udsyn over havnearealerne, der i særlig grad præger havnerummene, er en væsentlig byarkitektonisk kvalitet, som styrkes med nedrivningen af den eksisterende bebyggelse på Kvæsthusbroen. For at styrke disse rumlige træk, og for at fastholde det store udsyn rummer lokalplanen bestemmelser om, at arealerne nord for byggefeltet i princippet skal fremstå som pladser uden bebyggelse eller beplantning. 3. Vi mener at forslaget er i strid med ”Udviklingsplan for havnen” (6) Diagram side 13 udpeger området som: ”Områder med særligt potentiale for midlertidige borgerdrevne aktiviteter, som kan give ejerskab og som kickstart for byudvikling” herunder ” Udviklingen af havnen skal forsat ske i tæt dialog med fx foreninger og lokaludvalg.” Vi mener ikke at den i planlægningen tilstræbte brugerdrevne udvikling af området sikres i det foreslåede tillæg til lokalplanen. For at sikre at området i tilstrækkeligt grad udnytter sit potentiale for mindre arrangementer som kan binde kultur, eksperimenter og københavnere sammen, foreslår vi et tillæg til forslaget om at events på stedet skal være ”non profit” og i øvrigt offentligt tilgængelige. Bilag 7: udpeger hele kanten langs Kvæsthusbroen som ”primær promenade” – på side 19 angives promenader til en bredde på mellem 8-12 meter. Ved opmåling på Københavnerkortet (7) er Kvæsthusbroen omtrent 48 meter bred. Når der tages hensyn til offentlig adgang til promenaden, mener vi alene at der er plads til mindre arrangementer på stedet. Side 20: Havnen skal fremover i højere grad være med til at binde byen sammen og være byens store blå fælled. Havnen skal også være med til at afhjælpe det store behov for nye opholdssteder, som en øget tilflytning til byen vil skabe. I den sammenhæng er der rigtig store potentialer ved havnen. 4. Vi mener at der skal formuleres mere præcise rammer for anvendelsen. Vi er indforståede med at det kan være hensigtsmæssigt med prokura til en række begivenheder i løbet af året. Vi mener dog at begivenheder skal placeres indenfor følgende rammer: - Alle arrangementer skal være non profit - Alle arrangementer skal være offentligt tilgængelige - Alle arrangementer skal have almen relevans - Alle arrangementer med lydanlæg skal slutte kl. 00.00 fredag og lørdag og - At arrangementer med en støjpåvirkning på mellem 50-60 db(A), skal begrænses til én weekend pr måned. - At arrangementer med en støjpåvirkning på over 60 db(A) ikke tillades - At arrangementer med deltagerbetaling skal begrænses til én weekend pr måned. - At arrangører forpligter sig til rengøring af offentlige arealer på og omkring eventen umiddelbart efter sidste gæst er gået – herunder også havnebassin, Sankt Annæ Plads mv. 5. Vi mener at lokalplantillægget bør tidsbegrænses. For at sikre den fornødne borgerinddragelse i planlægningen, bør et eventuelt lokalplantillæg tidsbegrænses til eksempelvis tre år, hvorefter interessenter igen bør have mulighed for at påvirke planlægningen. (1) https://www.kk.dk/sites/default/files/edoc_old_format/OEkonomiudvalget/28-11-2006%2015.15.00/Dagsorden/27-11-2006%2013.06.05/Kv%C3%A6sthusbroen%20Bilag%204.PDF (2) https://kp15.kk.dk/artikel/vision (3) http://www.statistikbanken.dk/HOTEL3 (4) https://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2018/2018-08-09-stor-stigning-i-krydstogtskibe-i-havne-udenfor-kbh (5) https://www.kk.dk/sites/default/files/edoc/4af1b901-78ef-4b19-9fa6-b544660aa562/fb27cf56-5ccb-4d5d-851e-130be0b58ceb/Attachments/20175807-26928296-1.PDF (6) https://kk.sites.itera.dk/apps/kk_pub2/index.asp?mode=detalje&id=1497 (7) https://kbhkort.kk.dk/spatialmap?
Læs høringssvar fra Le Klint
Indsendt af:
Gertrud Jørgensen
Dato: 9. oktober 2018
Svarnummer:
27
By:
København K
Postnr.:
1430
Det er dejligt at den nordlige ende af Christianshavn er blevet mere levende. Men der er grænser for hvilket støjniveau, beboerne i området bør kunne 'tåle', ligesom der bør være grænser for hvordan lukkede arrangementer kan påvirke - principielt - offentlige byrum. Lokalplanforslaget angiver 30 årlige lukkede arrangementer med mulighed for sceneopstilling. Det er ikke angivet hvilken karakter arrangementerne kan have eller hvilke støjgrænser der skal være gældende. Ofelia Plads fremgår ikke af bilag 1 til 'Forskrifter for udendørs musik', men typisk er antallet af årlige arrangementer for andre pladser angivet til 10 årligt, og der er angivet støjgrænser omkring 60-70 dB samt max varighed og seneste sluttidspunkter. 30 årlige arrangementer på Ofelia plads er mange - hver weekend i sommerhalvåret. Særligt i betragtning af at der er tale om lukkede arangementer (uden interesse for offentligheden) bør der gælde relativt strenge støjkrav, som fx kunne være som på Havneparken, Islands Brygge.
Læs høringssvar fra Gertrud Jørgensen
Indsendt af:
Susanne Vestergaard
Dato: 9. oktober 2018
Svarnummer:
26
By:
kbhvn k
Postnr.:
1430
30 årlige arrangementer er for mange – det svarer til et arrangement hver weekend hele sommerhalvåret Der er solid dokumentation for at støjforurening er sundhedsskadelig Erfaring fra tidligere arrangementer, giver ikke tillid til at kommunen er i stand til at sikre, at reglerne for udendørsstøj bliver overholdt At vi fremadrettet forventer at Københavns Kommune etablerer løbende overvågning af at gældende støjregler overholdes i tilknytning til arrangementerne Ofelia Plads At vores bebyggelse bo-Vita Bodenhoffs plads allerede er belastet af støj flere gange ugentligt i sommerhalvåret - langt over det sundhedsskadelige niveau. Bl.a. fra fester ved Hald C. Kommunen giver i forvejen Tilladelse til meget støjende arrangementet sommeren igennem her i området. bl.a Udspring fra Operaens tag, samt mållinje for Ironmann. mvh Susanne Vestergaard Bo-Vita afd. 18 Bodenhofs plads 1430 kbhvn.k
Læs høringssvar fra Susanne Vestergaard
Indsendt af:
Niels Henrik Mortensen
Dato: 9. oktober 2018
Svarnummer:
25
Virksomhed / Organisation :
Bestyrelsen i den almennyttige bolig afdeling i BoVita på Bodenhoffs Plads
By:
København K
Postnr.:
1422
Støj har i løbet af de sidste tre år, udviklet sig til at blive det problem som bestyrelsen i BoVitas afdeling ved Bodenhoffs Plads modtager flest klager over fra beboerne i afdelingens 245 lejemål. Den primære kilde til støjforureningen er "højtalerstøj" fra udendørs arrangementer. Musik og tale. F.eks. "You are an Ironman" for fuld udblæsning det meste af 12 timer helt frem til kl. 24 om natten. Vi synes ikke vi er sarte, og har levet med støj fra virksomheder, byggerier og trafik i mange år, uden at det har givet anledning til mange klager. Nogen mener, at vi bare kan flytte på landet. Og for beboere der har boet på Christianshavn i hele deres liv, af til i mere end 80 år, kan man måske mene at det er på tide at flytte på landet. Men vi synes ikke at vi skal jages fra hus og hjem, af en om sig gribende støjplage fra andre folks "fester". Hertil kommer at der er solid dokumentation for at støjforurening er sundhedsskadelig bl.a. jf. WHO's kortlægning af sundhedseffekter af støj og anbefalinger om grænseværdier for udendørs støj. Støjforurening fra udendørsarrangementer, der hvor vi bor, ligger langt over det niveau som WHO anbefaler, og som i øvrigt fremgår af Miljøstyrelsens vejledning på området. Bestyrelsen mener på den baggrund at: • 30 årlige arrangementer med "højtalerstøj" på Ofelias Pladser for mange – det svarer til et arrangement hver weekend hele sommerhalvåret. Skal ses i lyset af at beboerne i vores bebyggelse allerede er belastet af støj flere gange ugentligt i sommerhalvåret - langt over det sundhedsskadelige niveau. Bl.a. fra ugentlige fester ved Hald C. • Erfaring fra tidligere arrangementer, peger ikke på at Københavns Kommune er i stand til at sikre, at reglerne for udendørsstøj bliver overholdt • Vi forventer derfor at Københavns Kommune etablerer løbende overvågning af at gældende støjregler overholdes i tilknytning til arrangementerne Ofelia Plads. Finansiering af overvågningen bør kunne tilvejebringes via et gebyr som arrangørerne betaler Bestyrelsen i BoVitas afdeling på Bodenhoffs Plads, Christianshavn
Læs høringssvar fra Niels Henrik Mortensen
Indsendt af:
Renate Borgen
Dato: 9. oktober 2018
Svarnummer:
24
Virksomhed / Organisation :
billedkunstner og borger
By:
København K
Postnr.:
1422
Her i Norde del af Christianshavn har vi haft en sommer i støjhelvede. Støjen kommer alle stede fra, fra øst, vest, nord og syd. Fra offentlige arrangementer og fra private fester til vand og til lands. For at starte eet sted, har Københavns Kommune givet en privat person tilladelse til at spille musik udenfor langs kajen ved Hal C som ligger lige op af en beboelsesejendom hver torsdag fra kl. 16-21. Musikken starter ved at man ikke nødvendigvis hører den, men man mærker den i kroppen som slag bom bom bom, herefter bliver der skruet langsomt op til at kulminere kl. 21. Bor man her, kan man enten flygte eller blive syg (nærmest sindsyg). Disse sommeraftener som skulle være til glæde for så mange gæster - er et rent helvede for beboerne. Så har vi Rygbyklubben der udlejer deres hus til private fester, med levende orkestre, der spiller fra tidligt aften til næste morgen. I Trangraven bliver der lejet både ud med festglade mennesker - der tager deres festmiddage med div. alkohol med. Der kan stå 100 feststemte mennesker i kø for at leje en båd, og som fortsætter festen i båden med sang og bægerklang. Kanalrundfartens gæster er heller lydløse - mange gæsterne synes det er sjovt at råbe højt i kor, når de sejler under Trangravsbroen. Hver time har vi klokkerne fra broåbnerne, der lyder lidt værre end Hjemmeis´ klokker, med en høj tone - det rager ca. 5 min/t at åbne lukke en bro. Har man høreapparat går lyden direkte ind i ørerne og begynder den at hyle. På Grønlands Handels Plads er der blevet street food. Dens mange gæster (ca. 1000 ad gangen) er ikke lyd fri, men det værste er når man sætter fuld lyd på musikken, som rækker langt ud over havnen og Christianshavn. På kanalerne er det blevet trend med motorbåde og tømmerflåder med ghettoblastere på fuld styrke. Herudover har vi fået mange unge mennesker, der har deres egen sprut og ghettoblastere med på besøg indenfor vores område, der fester natten lang. Disse "ubudne" gæster besørger vi vores gård og ved vores opgange. Langs Kanalen på Holmen har både lavet cafeer med høj musik. På Papirøen er man godt i gang med nedrivning og byggeri, det har vi som beboere stor forståelse for, og der er lange udsigter til at byggerilarm på både Papirøen og Kuglegården er færdig. Og det kan selvfølgelig ikke undgå at støje. Dette sammenhold med at man nu vil udvide med spillesteder på Ofelia Plads kan ikke undgå at berøre os i den nordlige ende på Christianshavn. Vand bærer støjen videre hertil. Vi beboere i den Nordlige ende af Christianshavn er blevet mishandlet af støj hele sommeren, vi har ikke kunnet være i vores boliger selv om vi lukkede vinduer og døre i 30gr. varme. Jeg protesterer hermed mod at der bliver lavet flere spillesteder i området her omkring havnen på både Citysiden og Christianshavn/holmen.
Læs høringssvar fra Renate Borgen
Indsendt af:
Peter Petersen
Dato: 9. oktober 2018
Svarnummer:
23
By:
København K
Postnr.:
1416
Jeg forstår ønsket, men der er snart ikke ro et øjeblik i byen mere. Hvis alle de hyggelige og autentiske steder i byen, som turister fra ind- og udland rejser til København for at opleve, skal bevares, så skal der også være mulighed for at leve et dagligliv her. Uden dagligdag er der ingen til at 'drive' bylivet, og så bliver København en tom skal af boder og markedspladser. I sidste ende forsvinder det autentiske, og bystyret har skudt både sig selv og indbyggerne i samtlige tilgængelige fødder. Derfor vil jeg gerne opponere mod mere gøgl på havnefronten.
Læs høringssvar fra Peter Petersen
Indsendt af:
Ann Hansen
Dato: 8. oktober 2018
Svarnummer:
22
By:
København
Postnr.:
1430
Jeg bor her. Jeg betaler skat her. København er min by. Hvorfor skal jeg og alle andre støjterroriseres? Ja, der skal være plads til fest og fantastiske arrangementer i hovedstaden, men det hele skal ikke foregå i mit kvarter. Vi har været så hårdt prøvede de sidste to år. Stop tivoliseringen. Vi er altså ikke Jomfru Ane Gade, Frank Jensen! Vi gider ikke evigheds-distortion i vores by. Hvad mon BR's medlemmer ville sige til happenings i deres gade for tordnende højtalere nat efter nat efter nat efter nat?
Læs høringssvar fra Ann Hansen
Indsendt af:
Karen Margrethe Wilhjelm
Dato: 7. oktober 2018
Svarnummer:
21
By:
København K
Postnr.:
1430
Vi er nabo til Ofelia Plads og ønsker ikke flere arrangementer, lyden går direkte over vandet til Christianshavn. Som andre mennesker vil vi også gerne nyde en varm sommeraften, enten ude eller ved blot at have altandøre/vinduer åbne. Men ønsker IKKE at være tvangsindlagt til at høre diverse arrangementer, der er meget høj lyd og tit også foregår når vi gerne vil sove. Med venlig hilsen K.M.Wilhjelm og T.S.Jensen
Læs høringssvar fra Karen Margrethe Wilhjelm
Indsendt af:
Ditte Hellstrøm
Dato: 7. oktober 2018
Svarnummer:
20
By:
K
Postnr.:
1422
Der er allerede nu meget støj fra Ofelia plads Der har været flere gange hvor arrangørerne ikke har overholdt støjgrænserne, blandt andet Ironman hvor vi måtte have åbne vinduer for at kunne sove i sommervarmen. . Når der afholdes arrangementer bliver lyden ikke bremset da den er ud over vandet , så vi er alle med til “festen” selv om vi ikke ønsker det og helst vil have vores nattesøvn. Så men tak til mere støj fra Ofelia plads.
Læs høringssvar fra Ditte Hellstrøm
Indsendt af:
Christianshavns Lokaludvalg
Dato: 3. oktober 2018
Svarnummer:
19
Vedhæftede filer: 1
Virksomhed / Organisation :
Christianshavns Lokaludvalg
By:
København K
Postnr.:
1466
Christianshavns Lokaludvalg drøftede i sit møde den 26. september 2018 lokalplanforslaget "Kvæsthusbroen tillæg nr. 1". Lokaludvalget mener, at tilladelser til arrangementer på Ofelia Plads skal gives på vilkår, der sikrer, at støjen fra arrangementerne ikke er til gene for de omkringboende, herunder beboere på Christianshavn. Her skal man huske, at støj let bæres over vand. Lokaludvalget sætter spørgsmålstegn ved, om lukkede arrangementer, som hævdet af forvaltningen, generelt vil bidrage positivt til bylivet. Der er en fare for, at byen bliver kulisse for kommercielle arrangementer, hvor plastiktelte og metalhegn æstetisk stikker ud, og hvor manglende renholdelse og støjniveau kan være et problem. En af de væsentligste kvaliteter ved København er det gode hverdagsliv i rammer, der understøtter dette. Det er også det, mange af byens gæster gerne vil opleve fremfor pladser plastret til med stålhegn, plastiktelte og markedsføringsmaterialer. Med venlig hilsen Poul Cohrt, formand
Læs høringssvar fra Christianshavns Lokaludvalg
Indsendt af:
Morten Fink-Jensen
Dato: 2. oktober 2018
Svarnummer:
18
By:
København K
Postnr.:
1300
Jeg gør hermed indsigelse mod lokalplanforslaget. Kvæsthusbroen er et offentligt byrum, og 30 lukkede arrangementer vil kunne medføre at området reelt er afspærret hver eneste weekend i alle sommermånederne. Området er af stor rekreativ værdi for både lokale beboere og besøgende, og det er en uskik i så stort et omfang som lokalplanen lægger op til, at forhindre adgangen til byens rum for at imødekomme kommercielle interesser. Hertil kommer, at det store antal påtænkte arrangementer vil føre til en voldsom forøgelse af støj og høj musik i den i forvejen hårdt plagede indre by og inderhavn.
Læs høringssvar fra Morten Fink-Jensen
Indsendt af:
Sia Cecilia Hartmann
Dato: 30. september 2018
Svarnummer:
17
By:
KBH K
Postnr.:
1430
Jeg har snart ikke mere at stå imod med, men skriver alligevel for at bede jer om at begrænse den støjende aktivitet her i området. Jeg bor i den nordlige ende af Christianshavn. Her lider vi under det enorme støjpres som foregår i sommerhalvåret. Her er partybåde med store anlæg, ugentlige koncerter og festarrangementer fra maj til september, det er blevet svært at have børn her da de ofte bliver holdt vågne af disse arrangementer. Indre by er blevet et godt sted for turister og andre gæster at feste, men det er desværre efterhånden ikke noget rart sted at bo. At mange af de arrangementer som ønskes på Ofelia strand er af privat karakter, finder jeg også yderst kritisabelt. De forskellige løbearrangementer der har været på den grund, har larmet virkelig meget. Der har ikke været så mange i publikum men et stort anlæg har gjort at det har påvirket mange her i min beboerforening. Pleaaasse ikke mere, det er allerede mere end nok.
Læs høringssvar fra Sia Cecilia Hartmann
Indsendt af:
Martin Hjort Andersen
Dato: 27. september 2018
Svarnummer:
16
By:
KØBENHAVN K
Postnr.:
1256
Det er mit fromme håb, at man snart fra kommunen indser, at den indre by ikke kun består af kontoer og forretninger, men at der faktisk bor mennesker hvoraf vi er mange der er stærkt generet af det stigende antal såkaldte events , og at man siger nej til den omkring sig gribende TIVOLISERING der pågår, når man ligeledes læser hvem der står bag ønsket( kulturministeriet og Jeudan), har jeg en dyb frygt for at ønsket om et høringssvar er demokrati på skrømt
Læs høringssvar fra Martin Hjort Andersen
Indsendt af:
Katinka
Dato: 20. september 2018
Svarnummer:
15
By:
København K
Postnr.:
1253
Jeg vil ikke modsætte mig forslaget vedr. flere arrangerementer på Ofelia plads. Jeg er godt klar over at der kommer meget støj dernede fra, men jeg synes at man i sommeren 2018 har været rigtig gode til at begrænse støjen hen på aftenen. (pånær til Ironman) Vi skal alle være her, og jeg synes at koncerter og lign. er fint, så længe støjen ikke bliver ved hen på natten. Som sagt, vi skal alle være her, og folk skal have deres nattesøvn.
Læs høringssvar fra Katinka
Indsendt af:
Martin Gylling
Dato: 16. september 2018
Svarnummer:
14
By:
København K
Postnr.:
1251
På vegne af Beboerforeningen Kvæsthusgade 3. Matr. nr. 39 Sankt Annæ Øster Kvarter. Vi beboer modsætter os forslaget til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 374 “Kvæsthusbroen”. Teknik- og Miljøudvalget beslutningen om udvidelse af op til 15 små og 15 store offentlige eller lukkede arrangementer mere om året på Ofelia Plads kan ikke accepteres. Kvæsthusbroen er i forvejen hårdt ramt af offentlige arrangementer og tung turisme. En udvidelse af jeres forslående aktiviteter kan kun stresse beboelse i kvarteret. Det vil medføre stor gene og mistrivsel for os skatteydere, hvor “byliv” også betyder: hjemme. Vi modsætter os derfor forslaget og kan på ingen måde acceptere yderlig offentlig okkupering af Kvæsthusbroen.
Læs høringssvar fra Martin Gylling

Sider