Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 17. februar 2015
Svarnummer:
4

Indsendt af

Ejerforeningen matr 817 / Østbanegade 3

Virksomhed / organisation

Ejerforening

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Høringssvar Østerport II På vegne af bestyrelsen Ejerforeningen matr. Nr. 817 Østerbro / EF Østbanegade 3 Høringssvar lokalplanforslag Østerport II besluttet på bestyrelsesmøde den 16. Februar 2015 Vi har med interesse gennemlæst det nye lokalplanforslag, deltaget på borgermødet samt besvaret skemaundersøgelse mv. Som nærmeste nabo ønsker vi på det kraftigste, at gøre indsigelse mod vedtagelse af det nu fremsatte Lokalplanforslag. Det er vores opfattelse, at det fremsatte lokalplanforlag ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til de borgere, der bor på Østerbro og som dagligt vil skulle se på det nye byggeri. Billedmaterialet i Lokalplanforslaget er utilstrækkeligt, hvorfor det visuelle indtryk henstår udokumenteret. Allerede i vores høringssvar på den forrige lokalplan, påpegede vi den manglende billedmæssige dokumentation over projektet set fra Østbanegade-siden, og havde en forventning om, at det i dette forslag ville være fuldt belyst. Der florerer pt. billeder der er fremkommet efter borgermødet, som skulle vise projektet set fra Østbanegadesiden, men disse anser vi ikke for at opfylde kravene, da de ikke er en del af det fremsatte forslag, og i øvrigt på ingen måder virker målfaste. De billede-animationer der indgår i lokalplanforslaget, stiller vi os skeptisk og uforstående overfor, for så vidt angår de illustrerede højdegengivelser, idet vi f.eks. ikke kan få det til at stemme, at en ny-opført 6 etagers bygning højdemæssigt skulle svare til 2,5 etage på de nuværende bygninger i Østbanegade. En bygning af den størrelse og med den højde vil således blive for mastodontagtig, og vil være ødelæggende og beskæmmende for den i dag smukke overgang mellem indre by og Østerport. Det positive i forslaget er så absolut, at der bliver ryddet op på pladsen foran den nuværende bygning, om end det syntes som om, at der generelt vil komme til at være mangel på pladser til cykelparkering, dvs. forslaget løser ikke det aktuelle problem med cykler, hvilket burde være en naturlig forudsætning for overhovedet at foretage en ændring. Vi mener heller ikke, at det planlagte byggeri er i harmoni med resten af området, og med den nuværende højde vil byggeriet indtage en alt for dominerende rolle i forhold til både den fredede stationsbygning, den Svenske Kirke samt Den Frie. Netop Østerport Station må betegnes som et flot varetegn for bydelen, og vi håber den smukke fredede stationsbygning, efter endnu en revurdering af projektet, fortsat vil kunne indgå som det primære vartegn, der kan ses fra alle sider. Vi opfordrer til, at der laves en samlet helhedsløsning for området, og ikke kun dette fejlskud. Alternativt kunne det nuværende projekt sænkes med 2 etager, og indeholde en løsning på de manglende cykelparkeringer, indenfor det i lokalplanen afgrænsede område.