Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Vi undres. Vores samfund har de seneste år slået et slag for inklusion af alle i daginstitutioner, skoler og fritidstilbud. Der skal være plads til alle – på lige fod. Hele inklusions tanken er ikke en dårlig ting, men urealistisk i praksis. Man kan forsøge så godt som muligt at få alle med, men ligesom i alle andre aspekter af livet, så vil alle have forskellig mening og tilgang, og man kan forsøge at nå så mange som muligt. De mindre fritidstilbud, daginstitutioner mv, har haft en styrke i at kunne tilbyde noget intimt og nærværende til de børn, som har behov for ro omkring sig. Børn som er sensitive, børn med diagnoser mv. Disse børn har søgt tilflugt i de små institutioner. De har fået ro og udviklingsmuligheder. De er blevet inkluderet. Vi er selv forældre til en sensitiv dreng, der er startet på et lille fritidshjem, der har haft plads til ham. Vi føler os overbeviste om, at havde han startet i et tilbud med 400 børn, så ville han være druknet, overset, ladt alene og frustreret. Vi vil slet ikke tænke på, hvilke konsekvenser det ville have sendt ham ud i (og andre lignende ham), Vi har fået en dreng, som tør mere, kan sige fra, føler han hører til, og som kan være sig selv. Der er plads til ham. Det handler ikke om, at vi mener at pædagoger og andet personale på så store fritidstilbud ikke er i stand til at rumme så mange børn. Men at det er en fysisk og psykisk umulighed, at rumme så mange børn, give dem tryghed og nærvær som muligheden er nu i de små institutioner. Ingen kan navnene på 400 børn. Og slet ingen mennesker kan yde omsorg og nærvær for 400 børn.. Det er umuligt. Og urimeligt både overfor børn og personale. Vi er ikke klar til at vores børn (den ældste på Fritidshjem og den yngste i børnehave) – skal være prøveklude, for noget man ikke har en jordisk chance, eller belæg for kan fungere. Vi ved at de små institutioner giver vore børn nærhed og tryghed. Derfor har vi valgt dem. Er fritidstilbud for børnenes skyld? Er de til for at udvikle og styrke dem? Eller er de en parkeringsplads mellem skole og hjem. Hvad gør vi om 2-3 år, hvis skolereformen fejler, hvordan får vi så alt op og stå igen. Giv fritidstilbudene en chance for at løse eftermiddagene selv, og forvalte deres økonomi inden der foretages så store indgreb, der kan have så store konsekvenser for børnene. Hør os – så mange bekymrede kan ikke tage fejl…..