Høringssvar vedrørende Krimsvej tillæg 1 - supplerende høring

Oprettet: 22. juli 2015
Svarnummer:
3

Indsendt af

Christina Beck Darmer

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

I forhold til den supplerende høring om Krimsvej15, har jeg følgende kommentarer: 1) Ændret anvendelse af stueetagen i Nordtårnet og Sydtårnet For at sikre dynamik og liv i og omkring Amager Strandvej ønsker vi ikke, at lokalplanen ændres til at omfatte alle former for erhverv. For at sikre, at der er noget dynamik og liv på gaderne, nytter det nemlig ikke, hvis alt erhverv bliver indrettet til kontorer eller klinikker. Så ender vi med et dødt og kedeligt område om aftener og i weekender, som vi kender fra Ørestaden. Dette var netop grunden til, at vi i stedet valgte Krimsvej. I stedet bør I måske kigge nærmere på, om grundejerne tager den rette husleje for lokalerne. Her på Krimsvej 11F så vi i starten stor interesse for lokalerne og mange, som gik nysgerrigt rundt og kiggede. Så beliggenheden er ikke problemet - det er nok nærmere huslejen. 2) Ændret projekt for byggefelt på Amager Strandvej 120 (Sydtårnet) Byggefeltet for Nordtårnet er allerede overskredet i forhold til den gældende lokalplan, og vi ser derfor absolut ingen årsag til, at Sydtårnet nu også skal overskride den gældende lokalplan. I virkeligheden er det samme bygherre, der står bag både Nord- og Sydtårnet. Derfor kan Kommunen og bygherre passende kompensere for "svipseren" ved Nordtårnet ved at gøre Sydtårnet passende mindre. På den måde sikrer vi fortsat de samme grønne kvadratmetre omkring boligerne. Den gældende lokalplan tillader allerede tæt bebyggelse på Krimsvej og Amager Strandvej, og jeg ser ingen grund til, at det skal blive endnu tættere. Det er vigtigt at sikre, at vi samtidig har størst mulige grønne arealer i og omkring bygningerne, og større bebyggelse er lig med færre grønne områder. Derudover er der i forvejen stor variation i de byggede tårne og derfor bør dette argument slet ikke indgå. Vi ønsker derudover en redegørelse af: a) Hvornår forventer Forvaltningen at kunne offentliggøre en endelig lokalplan for Krimsvej, som er til at stole på, og hvor der ikke vil ske yderligere ændringer inden for en acceptabel årrække? b) Hvordan vil Forvaltningen i fremtiden sikre, at det ulovlige byggeri af Nordtårnet bliver den eneste ulovlighed, som der efterfølgende gives dispensation for uden nogle konsekvenser? c) Hvornår kan vi forvente et ordentligt fortov eller stisystem på selve Krimsvej, så både børn og voksne ikke behøver at færdes på vejen? d) Hvorledes vil Forvaltningen sikre, at der kommer grønne områder og legepladser i området? Indtil videre har vi primært set masser af asfalt og parkeringspladser.