Høringssvar vedrørende Søllerødgade 15-19

Oprettet: 18. juli 2015
Svarnummer:
19

Indsendt af

Lars Henning Andersen

Postnr.

2200

By

Kbhvn. N.

Høringssvar

Sagsnr. 510017-002 Til Teknik- & Miljøforvaltningen Att.: byggesagsbehandler Anni Møller Høringssvar I sept. 2014 blev det fælles gårdanlæg Jul. Bloms Gade-Søllerødgade-Holtegade invaderet. Ved en kupagtig manøvre, i ly af mørket blev eksisterende plankeværker, affaldsskure m.v. uden videre revet ned. Der blev ganske vist opsat nogle nye plankeværker, men af en sjusket, interimistisk karakter, og der er etableret et særskilt "hjørne" for affaldscontainere i forlængelse af Søllerødgade-karreen, som imidlertid fremstår særdeles rodet & uhumsk, i modsætning til de forskellige, funktionsopdelte skralderum, der bestod i forvejen, muligvis sundhedsskadeligt, og hvor en dårligt lavet træport ud til Kvicklys parkeringsplads ikke kan lukkes ordentligt. Men nok så væsentligt: ved denne invasion er gårdanlæggets territoriale integritet blevet groft krænket, og det for beboerne tilgængelige areal stærk indskrænket. Dette gårdanlæg blev, dokumenterbart, etableret allerede i 1980'erne, i tæt samarbejde med kommunens gårdrydningskontor, så vi beboere i Jul. Bloms Gade-Søllerødgade-Holtegade har vundet hævd på dette areal, og 3 andelsboligforeninger har nu sammen udtaget stævning mod aggressoren. Alt dette blot for at give Teknik- & Miljøforvaltningen en fornemmelse af hvad, det er for en modpart, vi alm. beboere i området er oppe imod, hvad det er for kræfter, der nu gerne vil opføre en 5-etages boligbebyggelse i vores nærmiljø. En bygherre, der har rent mel i posen, og som har evnen & viljen til alm. civiliseret, urban omgang med sine omgivelser, bruger selvfølgelig ikke sådan nogle lyssky wild west-metoder som ovenfor beskrevet. Her er tale om nogle boligspekulanter, der dølger om åsyn & navn, skjuler sig bag den upersonlige, intetsigende etikette "Nørrebro 2019". Ingen personnavne el. kontaktoplysninger har man opgivet. Denne kapitalfond, el. hvad det er, har ikke vist mindste vilje til dialog med os, der faktisk bor i området, el. vore valgte repræsentanter. Tværtimod har man fra første færd optrådt tromlende, intimiderende, truende. Man kunne nærmest tale om Ryan Air-opførsel på Nørrebro! Ang. selve det foreliggende projekt for etageboligbebyggelse Søllerødgade 15-19 er der adskilligt at indvende: Først & fremmest virker det komplet urimeligt at ville mase mere byggeri ind i den i forvejen absolut tættest bebyggede bydel i Kbhvn., med færrest grønne & rekreative områder, af hensyn til en kapitalfonds profit. En så stor nybygning vil tage et meget stort frirum i gårdmiljøet, hvor solen vil blive holdt ude; den nærmest liggende del af fællesgården vil komme til at fremstå som en mørk & indelukket baggård, jvnrf. BR 10 pkt. 3 om "tilfredsstillende lysforhold for ejendommen & nabobebyggelse". Overalt hvor man ser ud ad vinduerne fra f.eks. min lejlighed, vil man komme til at se lige over på en boligblok, ethvert frit udsyn vil forsvinde. Med så mange flere mennesker stuvet sammen på så lidt plads vil der uundgåeligt blive flere støjgener, især her i sommerperioden, foruden mere trafik i gaderne, uundgåeligt med mere støj, forurening & nedsat trafiksikkerhed til følge, i et område, hvor der bor masser af børn. Kort sagt: livskvaliteten vil falde for os, der faktisk bor her, i et overbefolket, formodentlig noget forslummet miljø; at vore andelslejligheder formodentlig også vil falde noget i værdi, skal blot nævnes i forbifarten. Er man fra forvaltningens side opmærksom på, at der foreligger en uafsluttet hævdssag mellem "Nørrebro 2019" og de 3 nærmeste andelsboligforeninger om det areal, der påtænkes bebygget? Jvnfr. ovenfor. Sagens dommer skal vel have mulighed for at besigtige det omtvistede område. Har Nørrebro Lokaludvalg fået mulighed for at indgive høringssvar? Er gårdlauget for den invaliderede fællesgård blevet varslet denne høring? Affaldssortering synes slet ikke indtænkt i planerne, med hverken en midlertidig løsning, under byggeriet, el. en varig løsning. - Er Københavns Dagrenovation blevet inddraget? Risikoen virker stor for, at gårdlauget kan blive tvunget til at nedlægge boldhus & legeplads i den ende af fællesgården, der ligger ud mod Holtegade, for at gøre mere plads til skralderum (husholdningsaffald & storskrald). Til skade for de mange børn i Udenbys Klædebo Kvarter. Ligeledes vil et gyngestativ forsvinde for at gøre plads til nybyggeri. En per se lille ting, måske, men vil man fra forvaltningens side prioritere en kapitalfonds profit frem for børns trivsel & legemuligheder? Er det medtænkt, at der kommer gennemgang for alle beboere i gården, med cykler, ladcykler, barnevogne, evt. kørestole, som det hidtil har været tilfældet? Arkitektonisk kommer det projicerede nybyggeri til at skille sig ud fra nabobygningerne, først & fremmest ved at være højere, hvilket er det primære problem her, med tab af lysmængde i gårdmiljøet, som nu bruges som frirum af mange lokale beboere, men også ved udvendige altaner, og en anderledes taghældning. Det forlyder, at jorden er forurenet - er dette blevet kontrolleret, og er der lavet nogen foranstaltninger i forbindelse med nybyggeriet? Ang. BR 10 pkt. 5 om "tilfredsstillende tilkørselsforhold" er man fra forvaltningens side så opmærksom på, at tillkørslen fra JUl. Bloms gade til Kvicklys parkeringsplads iflg. servitut kun må bruges af nogle nærmere definerede nuværende lokale beboere samt af Aldi? Nok værd at tænke med, når man påtænker at bygge en større parkeringskælder. Storkapitalen og dens medløbere tror måske, den bare kan trampe hen over os alm. beboere på Nørrebro og smadre miljøet i vores nabolag i en hensynsløs jagt på profit. De har penge, smarte advokater, men VI ER FOLKET, og vi har retten på vores side! Vi vil vinde hævdssagen! Bagmændene bag "Nørrebro 2019" vil blive nødt til at luske af, ligesom Ryan Air! - No pasaran!