Høringssvar vedrørende Søllerødgade 15-19

Oprettet: 17. juli 2015
Svarnummer:
18

Indsendt af

Jakob Rathlev

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Teknik- og Miljøforvaltningen bedes henlede opmærksomheden på følgende specifikke forhold: 1. Det er beklageligt, at forvaltningen har anlagt en snæver vurdering af, hvem der berøres direkte af det ansøgte projekt og som sådan er parter i sagen (og derfor har modtaget høringsbrevet direk-te). Som minimum bør alle borgere med tilknytning til fællesgården for ”Gårdlauget for Julius Blomsgade 2-8 og Jagtvej 55-65” betragtes som parter i sagen. 2. Det bilagte materiale dokumenterer et mistet lysindfald i den karré, som et eventuelt byggeri vil blive en del af, men der er imidlertid også et mistet lysindfald for andre ejendomme – herunder Ju-lius Bloms Gade 8, der vil miste en markant del af sit himmelkig, samt fællesgården for Julius Blomsgade 2-8 og Jagtvej 55-65, der vil miste sin eftermiddags- og aftensol. 3. Tabet af eftermiddags- og aftensol i fællesgården for Julius Blomsgade 2-8 og Jagtvej 55-65 vil forringe brugeroplevelsen markant, idet det netop er på denne tid af dagen, hvor flest har mulighed for at opholde sig i gården. I den forbindelse bør det tages i betragtning, at gårdlauget har investeret økonomisk i at sammenlægge og indrette fællesgården netop på grund af muligheden for at skabe et attraktivt og solrigt gårdmiljø. 4. Hele området er præget af åbne karréer af hensyn til bl.a. forsvarlige brandveje. Forvaltningen bør redegøre for, hvordan en evt. lukning af den pågældende karré ikke vil udgøre en øget risiko i forbindelse med brand, da der ikke er foretaget brandsikringsforanstaltninger, der taler for, at brandrisikoen i de gamle bygninger er blevet mindre end tidligere. Teknik- og Miljøforvaltningen bedes henlede opmærksomheden på følgende generelle forhold: 5. Nørrebro er i forvejen er det tættest bebyggede område i København. Det er forståeligt, at man ønsker flere boliger opført i København givet det pres, der er på den eksisterende boligmasse. Ny-byggerier bør imidlertid ske dér, hvor der er reelt plads til det, som fx i de nye bydele i Ørestad og Nordhavn. At plastre Nørrebro yderligere til med bygninger vil være uhensigtsmæssigt og ude af trit med kommunens egne visioner om at skabe attraktive bymiljøer. 6. Københavns kommune arbejder aktivt for, at der skabes attraktive gårdmiljøer, og at Køben-havn skal være en grøn by med rum til alle generationer. Både gården i den pågældende karré og fællesgården for Julius Blomsgade 2-8 og Jagtvej 55-65 er et stærkt eksempel på, at borgere går sammen på tværs af andels- og ejerforenin-ger for at realisere kommunens vision. Og det er netop den slags initiativer, der styrker den stabili-tet og sociale kapital, som en ellers kriminalitetsramt bydel har behov for. Det vil være yderst uheldigt, hvis Teknik- og Miljøforvaltningen valgte at modarbejde visionen ved ikke at værne om de velfungerende gårdmiljøer, som der stadig er alt for få af. 7. Området i forvejen i direkte berøring med metrobyggeriet og plaget heraf bl.a. i forhold til larm og trafik. Det vil være en urimelig belastning af området, hvis der gives nye byggetilladelser, så længe metrobyggeriet stadig pågår. 8. Området omkring Kvicklys parkeringsplads og grunden på Jagtvej 69 har længe været drøftet, men fremtiden er fortsat uafklaret, idet der endnu ikke foreligger en helhedsplan for området. Der bør afventes en helhedsplan for området, før det gives byggetilladelser, idet løbende lappeløsnin-ger er en meget suboptimal måde at byplanlægge på. 9. Hvis der gives tilladelse til at opføre en ny bygning bør det ske i arkitektonisk respekt for de omkringliggende bygninger, der er fra forrige århundredeskifte. I den forbindelse bør der ikke gi-ves tilladelse til at beklæde bygningen med altaner ud mod vejen ligesom materialevalget også bør ske under hensynstagen til den harmoni, der præger nabobygningerne.