Oprettet: 24. juni 2015
Svarnummer:
7

Indsendt af

Henrik Pedersen

Virksomhed / organisation

Bestyrelsen for ejerforeningen i Prinsessegården

Postnr.

1302

By

Købehavn K

Høringssvar

Høringssvar vedrørende parkering på pladsen i Dronningegården, Dronningens Tværgade, 1302 København K. På vegne af bestyrelsen i ejerforeningen i Prinsessegården, Dronningens Tværgade 32 – 44 vil vi gerne svare følgende til høringen: Vi har erfaret, at kommunen har sendt de nuværende parkeringsregler i Dronningegården og Prinsessegården i høring, og evt. indfører ubegrænset parkometerbetaling for alle p-pladser på Squaren, dvs. at der alene stilles krav om køb af P-billet uden tidsbegrænsning. En sådan ændring finder vi meget uheldig, idet den vil lovliggøre parkering hele dagen med det til følge, at den rotation som den nuværende ordning giver, falder væk. Dvs., at beboerne fremover vil have svært ved at finde en ledig p-plads, når pladserne er optaget af pendlere og forretningsdrivende i dagtimerne samt teater / restaurations gæster om aftenen, som nu alle helt lovligt kan optage p-pladserne. Samtidig finder vi, at et sådan nyt tiltag helt klart strider mod kommunens politik om at få så få biler ind i City som mulig. Omvendt er den ene times parkering en stor fordel for indres bys erhvervsliv som tit får besøg som tager ca. 1 time – dvs. tandlæger, små forretninger, specialforretninger, frisører revisorer m.v. De vil miste kundegrundlag og indre by bliver død by – i stedet for den ”livlige landsby” som der faktisk er i dag. Det er vores klare opfattelse, at de mange pålagte afgifter og den høje klageprocent, som det fremgår af høringen, udelukkende skyldes den mangelfulde skiltning på og omkring Squaren. Vi, der til daglig færdes i Dronningegården og Prinsessegården, forklarer ofte parkerende på og omkring Squaren parkeringsreglerne, som følge af den mangelfulde skiltning. De typiske problemer for de parkerende er: - Det fremgår ikke tydeligt af skiltningen, at der både skal sættes en parkeringsskive og købes parkeringsbillet - Flere skilte er placeret under træerne og langt fra vejbelysningen, så de er svære at se - Det fremgår ikke på parkeringsautomaterne, at der gælder et særligt regelsæt på Squaren - Det er ikke åbenlyst af skiltningen, at de yderste pladser ud mod Adelgade ikke er omfattet af det kombinerede regelsæt - På hjørnet af Adelgade og Dronningens Tværgade er der ikke indtegnet tydelige markeringer af 10 meters afstand fra krydset. Det er derfor vores opfattelse, at kommunen i høj grad kunne komme de mange afgifter og især klager til livs med en tydelig skiltning af regelsættet. Alternativt vil vi anbefale at der udelukkende er 1-times parkering uden betaling. Vi har ved utallige lejligheder drøftet skiltningen eller manglen på samme med Kommunens parkeringsvagter, som ligeledes har givet udtryk for den mangelfulde skiltning. Derudover ser vi ofte afgifter pålagt køretøjer, der ikke holder ulovligt parkeret. Dette er som oftest køretøjer, der holder nærmere end 10 meter fra udkørslerne til Squaren. Dette kan vi godt forstå medfører klager. Vi er således meget tilfredse med det gældende regelsæt. Vi vil indstille følgende for at medvirke til såvel en god parkeringskultur som til færre klager: • at 1-timers begrænsningen på pladsen bibeholdes til gavn for de faste brugere / borgere i København, som er beboere i området og som har betalt beboerlicens, • at skiltningen fornys og gøres forståelig, • at de gule markeringer af grænsen for parkeringstilladelse fornys og gøres tydeligere. Med venlig hilsen Pva Bestyrelsen for ejerforeningen i ”Prinsessegården” Henrik Pedersen