Høringssvar vedrørende Rentemestervej 17

Oprettet: 13. juni 2015
Svarnummer:
3

Indsendt af

Uwe Jacobs

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Som nærmeste nabo til den skitserede vareindleveringsrute til den planlagte Lidl supermarked fremsender jeg mine bemærkninger/indsigelser til Deres informationsskrivelse af 20. maj 2015 i forbindelse med et byggeprojekt omfattende tilbygning til eksisterende bygning og indretning af dagligvare- og udsalgsbutikker og etablering af flere boliger på eksisterende bygning på Rentemestervej 17. Det planlagte byggeri og dispensationerne giver anledning til følgende: Områdets anvendelse Lokalplan nr. 261 med tillæg nr. 1, vedtaget den 26. januar 2012, giver i område 1 mulighed for etablering af boliger og serviceerhverv, som administration, liberale erhverv og undervisning, samt håndværk og andre virksomheder, der naturligt kan indpasses i området og som højst medfører ubetydelig forurening. Lokalplanen giver ikke mulighed for oprettelse af butikker og detailhandel i område 1. Forvaltningen begrunder dispensationen til at anvende området til butiksformål med henvisning til kommuneplan 2011, som blev vedtaget den 15. december 2011 i Borgerrepræsentationen. Lokalplan nr. 261 med tillæg nr. 1 er vedtaget efter vedtagelsen af den gældende kommuneplan. Hvis forvaltningen ønsker at meddele anvendelse til butiksformål i område 1, er det nødvendigt at tilvejebringe en ny lokalplan eller udarbejde et nyt tillæg til lokalplanen med tilhørende VVM screening, idet den gældende lokalplan ikke tillader anvendelse til butiksformål. Et nyt Lidl supermarkedet vil tilføre området betydeligt trafikforurening, og især de planlagte vareleverancer via en privat vej på nabomatriklen vil udsætte beboerne på Thoravej 4 for betydelige støjgener og dieselos forurening. Efter fremkomsten af den planlagte vareleveringsrute er 4 ud af 8 lejligheder på Thoravej 4 sat til salg eller solgt. Såfremt forvaltningen tillader et endeligt projekt med oprettelse af butikker, vil jeg forelægge sagen for Natur- og Miljøklagenævnet. Tilladelig bebyggelsesprocent på 110 Den gældende lokalplan giver mulighed for bebyggelse på 3 til 4,5 etager. Nærværende projekt tillader 5 hele etager, med en stueetage som har en højde, som svarer til 2 boligetager. Dermed får bebyggelsen en højde svarende til 6 boligetager og vil være den højeste bebyggelse i området. Sammenholdt med den betydelige overskridelse af byggeprocenten, akut mangel på friarealer og et ydre fremtræden som en Potemkin facade, bør det ikke tillades at bygge mere end 4 etager. Såfremt forvaltningen tillader 5 fulde etager i det endelige projekt, vil jeg forelægge sagen for Natur- og Miljøklagenævnet. Friarealer Nærværende projekt lider under akut mangel på friarealer. Der nævnes i informationsskrivelsen, at der er indgået en aftale med naboejendommen om indretning af et internt trafikareal på 900 m2 til opholdsareal, mod at der til gengæld nedlægges et eksisterende friareal på ca. 100 m2 til vendeplads mod Thoravej. Dette er ikke korrekt! På en ekstraordinær generalforsamling den 9. april 2015 er der med kvalificeret flertal af de fremmødte medlemmer af ejerforeningen blevet godkendt en deklaration om vendepladsarealet samt forpligtigelser. Advokat Jens Hessel har udarbejdet et juridisk responsum, som fastslår, at denne deklaration ikke kunne vedtages ved kvalificeret flertal men kun ved enighed og tilslutning af de nærmest berørte beboere. Dermed kan deklarationen ikke tinglyses lovligt. Hvis vi antager, at udkast til deklarationen kunne vedtages af den ekstraordinære generalforsamling den 9. april 2015, så indeholder den nogle ugyldige bestemmelser. Udkast til deklarationen giver Rentemestervejen 17 færdselsret til den private vej Thoravej 4 til 10. Dermed bliver den private vej automatisk til en privat fællesvej i byen og dermed kan vendepladsen ikke oprettes uden vejmyndighedens tilladelse. Det samme gælder for lukningen af ud- og indkørslen til Rentemestervejen og omdannelse af vejarealet til opholdsareal. Lukningen af ud- og indkørslen til Rentemestervej betyder at skraldebilerne må bakke tilbage til Thoravej, det samme gælder flyttebiler og andre leverance køretøjer til beboerne af Thoravej 4 til 10. Dette er en trafiksikkerhedsmæssig meget ringe løsning og til fare for beboerne langs vejen. Desuden er vejarealet en brandvej og kan derfor ikke omdannes til et fiktiv opholdsareal. Hvis 900 m2 vejareal skal omdannes til opholdsareal, vil det få betydning for den grundskat jeg skal betale i fremtiden, og ejeren af Rentemestervej 17 har ikke tilbudt at betale erstatning for dette tab. Deklarationen siger følgende i afsnit 3.2.3: ”Det er herudover aftalt, at når nærværende deklaration er tinglyst uden præjudicerende anmærkninger, så yder ejeren af mat.nr. 1550 Utterslev, København efter påkrav et kontant tilskud på DKK 500.000 til Ejerforeningen Rentemestergården til renovering og forskønnelse af arealet beliggende mellem Rentemestervej og Thoravej, idet Ejerforeningen Rentemestergården dog selv bestemmer, hvilke arbejder der skal udføres. ” Beløbet af de 500.000 DKK skal ejerforeningen Rentemestergården betale selskabsskat af, således at der er kun 382.500 DKK tilbage til at indrette det omtalte vejareal på 900 m2, som skal omdannes til opholdsareal. En arbejdsgruppe under Ejerforeningen Rentemestergårdens bestyrelse har diskuteret anvendelsen af de midler som er stillet til rådighed. Indtil videre ser det ud til, at midlerne ønskes anvendt til moderne cykelparkeringsfaciliteter og ikke til oprettelse af et opholdsareal. De facto foreligger det p.t. ingen aftale imellem Ejerforeningen Rentemestergården og ejeren af Rentemestervej 17 om oprettelse af et friareal på eksisterende vejareal. Dermed er der ikke tilstrækkelig friareal til rådighed til at godkende et projekt med en bebyggelsesprocent på 132. Såfremt forvaltningen tillader et endeligt projekt med akut mangel på friarealer, vil jeg forelægge sagen for Natur- og Miljøklagenævnet. Afsluttende bemærkninger Den planlagte rute ad den private vej Thoravej 4-10 for vareleverancer til det planlagte Lidl supermarked er af flere grunde ganske uhensigtsmæssig. Trafikmængden mangedobles i forhold til den tid Bent Bekker benyttede ejendommen. I indkørslen ved Thoravej 4, som Bent Bekker havde, stod der 2 miljøcontainere, som blev tømt 1-3 gange om måneden, i fremtiden skal der køres 3 daglige vareleverancer ad denne vej. Vareleverancetrafikken vil medføre støjgener og forurening med dieselos. Desuden vil af- og pålæsning kun foretages ved at køretøjerne parkeres delvis i vejarealet, som er en brandvej. Jævnfør Københavns Brandvæsenets vejledning om brandredningsarealer og tilkørselsveje af juli 2013, er parkering og lignende ikke tilladt på tilkørselsveje og brandredningsarealer. I tilfælde af brand og parkerede varebiler hos Lidl, vil en automobilsprøjte og en drejstige ikke kunne passere hjørnet ved Thoravej 4! Se figur 2 i brandvæsenets vejledning. Kørsel fra Rentemestervej er ligeledes ikke muligt, idet projektet vil nedlægge ind- og udkørslen til Rentemestervejen. Desuden er det ikke redegjort hvilke støjgener vareleverancen vil medføre, når køretøjerne lodses og læsses. Jeg er sikker på, at de gældende støjgrænser i skellet til vores ejendom ikke kan overholdes. Bygherrens repræsentant har oplyst, at pallerne skal køres af en åben rampe langs facaden til at komme ned på gulvhøjdeniveau. Jeg er gangbesværet og har en handicap parkeringsplads direkte foran vores elevator med udvendig adgang fra vejen, se vedlagte foto. Projektet vil medføre at min handicap parkeringsplads vil blive inddraget. Jeg kan desværre ikke benytte en parkeringsplads i p-huset eller i p-kælderen under supermarkedet, idet jeg ikke kan gå ned af trapper. Såfremt forvaltningen eller bygherren tilvejebringer en vareleveranceløsning, som ikke inddrager den private vej Thoravej 4-10, men at leverancerne sker via indkørsel fra Rentemestervej over ejendommen Rentemestervej 17 eller via Glasvej, vil jeg være indstillet frafalde mine indsigelser. De bedste hilsner Uwe Jacobs