Høringssvar vedrørende Fremtidens Nordre Frihavnsgade

Oprettet: 31. maj 2015
Svarnummer:
31

Indsendt af

Henning Schwarz

Virksomhed / organisation

Henning Schwarz

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

”... personligt har jeg det sådan, at det charmerende kaos, der hersker i gaden, fungerer. Og så er der jo ikke nogen grund til at gøre noget ved det.” Sådan sagde Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell, for lidt over et år siden, da kommunens forvaltning følte trang til at ”rydde op” på Værnedamsvej. Præcis det samme gælder for Nordre Frihavnsgade. Kaosset fungerer, fordi det er skabt af borgerne selv uden for meget indblanding fra myndighedernes side. Nordre Frihavnsgades mest markante eksempel på teknik- og miljøforvaltningens trang til at rydde op er de ca. 100 meter fra Victor Borges Plads til A.L. Drewsens Vej, hvor kommunen af en eller anden grund mente, at vejen skulle brolægges, parkering forbydes og busserne holde midt ude på gaden. Resultatet er, at man hverken kan se dem, der kommer kørende, eller de fodgængere, der skal over gaden. Og da der er god plads – fordi parkering er forbudt – sætter bilister typisk farten op på dette sted. Erfaringer fra mange steder viser, at man ved at blande trafikken ”kaotisk” netop kan få alle til at tage mere hensyn til hinanden. Ingen føler, at de har fri bane, og derfor passer alle på. Når man adskiller de forskellige typer trafikanter, får man præcis det modsatte resultat. Østerbrogade er et godt eksempel: Bilerne kører typisk 60-70 kilometer eller mere i timen. Og på de brede supercykelstier ville mange cyklister gøre det samme, hvis de ellers kunne. PS. Jeg har i øvrigt aldrig forstået, hvorfor cyklister bruger Nordre Frihavnsgade som gennemkørselsvej. På hver side af Nordre Frihavnsgade findes der fredelige veje, hvor man kan køre hele vejen fra Østbanegade til Østerbrogade, enten ad Gammel Kalkbrænderi Vej og Rothesgade på nordsiden eller Jens Munks Gade, Rosenvængets Hovedvej og Odensegade på sydsiden.