Oprettet: 31. maj 2015
Svarnummer:
73

Indsendt af

Jørgen Refshauge

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

Københavns Tivoli er en unik attraktion for tilrejsende fra ind- og udland såvel som et enestående åndehul for byens indbyggere. Historiske solitære træer, en fredet flisegang, der vidner om fortiden som en del af Københavns forsvarsanlæg, vandanlæg og have med en skrøbelighed, som står i kontrast til det omgivende lokalområde, der fremstår indpakket i stadigt mere stål og glas. Kort sagt er haven samlet set et modstykke til alt det kolde og upersonlige, her lige midt i hjertet af byen København. Denne oase er ifølge §8 i salgsbetingelserne for grunden fra 1992 pålagt følgende bestemmelse: "Grunden kan alene anvendes til forlystelsespark". Der er ikke noget element af ovenstående præmis i et udvidet hotelbyggeri samt endnu flere butikker. Tivoli er en glimrende økonomisk forretning, med en dynamisk og fremsynet ledelse, hvilket blev bekræftet på borgermødet, som i øvrigt skal roses for at være tilrettelagt på bedste vis. Tivoli A/S forøger løbende med god succes sit økonomiske årsresultat, og vil også fremover være i stand hertil uden at skulle ty dette voldsomme byggeri. Tvært imod vil en betragtelig del af havens værdi som (turist)attraktion gå tabt gennem denne tiltænkte harmonisering med de voksende omgivelser i glas og stål, omgivelser som Tivoli selv specifikt udtrykte bekymring for, da Industriens Hus skulle udvides i 2009. Undertegnede gør hermed indsigelse mod det fremlagte lokalplanforslag til ombygning af det såkaldte Tivolihjørne. Et anderledes originalt og visionært forslag efterlyses, hvor ånden i begrebet forlystelsespark fastholdes. Med venlig hilsen Jørgen Refshauge