Høringssvar vedrørende Fremtidens Nordre Frihavnsgade

Oprettet: 30. maj 2015
Svarnummer:
23

Indsendt af

Tina Vogelius

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Jeg bor på Østerbrogade lige om hjørnet af Ndr. Frihavnsgade, som er min indkøbsgade. Her køber jeg alle mine dagligvarer - og lidt til, og jeg kommer der hver dag. Her ligger min gode fiskebutik, min slagter, 3 bagerbutikker, Peter Beiers chokolade, apotek og delikatesse- og vinforretning og mange flere. Her køber jeg papirvarer og bøger og gardinstoffer, og der er altid en butik med gaveemner til familiens fødselsdage. Jeg elsker den gade, og jeg håber, den aldrig bliver som min barndoms indkøbsgade, Blågårdsgade, som mistede sin livlige handel, da den blev til gågade. I dag er der kun cafeer og lignende i Blågårdsgade. Jeg vil gøre opmærksom på, at Ndr. Frihavnsgade kun er ret trafikeret kl. 8 om morgenen og ved arbejdstids ophør. Imellem kl 8.10 og 16.30, og mellem kl. 18 og 7.30 er det meget sparsomt med trafik, og man kan til enhver tid krydse gaden uden besvær. Faktisk er det kun Ingrid Jespersens Skole, der kan give anledning til større trafik. Det er så også skolen der giver liv til gaden, når eleverne strømmer ud i spisefrikvarteret for at fouragere i de mange små butikker med take-away, som de på den måde er med til at holde liv i. Hvilket kun er godt. Hvad angår cyklister i gaden, er det også kun når skolebørnene skal til og fra skolen, at der er mange cyklister. Jeg mener, det ville være spild af plads og ressourcer, at anlægge cykelstier, for der er ikke mange cyklister på gaden i løbet af dagen. Jeg mener heller ikke, det er nogen god ide at plante træer i gaden. Gaden er ikke særligt bred, og træerne vil tage lyset fra lejlighederne på de nederste etager. Til gengæld kan man glæde sig over træerne på gadens små pladser og sidegader. Ndr. Frihavnsgade er noget helt unikt i forhold til alle omliggende gader. Tag f.eks. Willemoesgade, som har træer hele vejen, så der er rart grønt og skyggefuldt, og hvor der praktisk taget ingen trafik er, men det er bare ikke der, man køber ind, for der er ingen butikker. Så hvad skulle vi gøre i fremtiden uden Ndr. Frihavnsgade med de mange gode og spændende butikker!