Oprettet: 22. maj 2015
Svarnummer:
64

Indsendt af

Karsten Hjorth

Postnr.

2920

By

Charlottenlund

Høringssvar

TIL KØBENHAVNS KOMMUNE TEKNIK- OG MILJØFORVALTNINGEN Vedr. høring om forslaget om opførelse af en bygning til hoteldrift m.v. på Tivolis grund. Herved fremsætter jeg i henhold til den udsendte høring herom indsigelse imod ovennævnte forslag. Efter min opfattelse er det i klar strid med den i § 8 i Tivolis skøde fra 1992, hvorefter grunden udelukkende må anvendes til "forlystelsespark beregnet på det store almindelige publikum" , at anvende grunden til f.eks. hoteldrift, eftersom hoteldrift under ingen omstændigheder, selv efter den mest hårtrukne fortolkning af begrebet "forlystelsespark for det store almindelige publikum". Hoteldrift er en almindelig erhvervsvirksomhed ganske som andre erhvervsvirksomheder som f. eks. supermarkeder, boghandlere, slagtere, bagere, skomagere og lignende, der ikke har som deres primære formål at levere ydelser i form af "forlystelser for det store almindelige publikum" , men at levere deres kunder andre ydelser alt efter erhvervsvirksomhedens karakter. Det kan ikke gøre nogen forskel heri, at folk, der indlogerer sig på det påtænkte hotel, har let og direkte adgang til at bevæge sig ud på Tivolis grund og der benytte sig af de på grunden eksisterende forlystelser. De er ikke hotellet som sådant, der er en forlystelse, og dermed falder hoteldrift uden for de i servituttens § 8 omhandlede virksomheder. Der blev ved Kommunens forelæggelse af sagen på Borgermødet den 20. maj INTET oplyst om forslaget lovmedholdelighed i forhold til den i skødet af 1992 i § 8 tinglyste servitut om Tivolihavens anvendelse som ''forlystelsessted'' aktuelt og i fremtiden. Den tilstedeværende jurist Pernille Orth Klemens oplyste i pausen på given foranledning, at spørgsmålet havde været overvejet, og man var nået frem til, at hoteldrift kunne være omfattet. Ingen fra forvaltningen - heller ikke den i kommunen ansatte arkitekt Karen Probst berørte i sin forelæggelse dette for mig at se vitale problem, om der er overhovedet er hjemmel til hoteldrift i medfør af skødets § 8, som udelukkende taler om ''forlystelse'' . Ej heller da de tilstedeværende borgere berørte spørgsmålet, reagerede de fra forvaltningen tilstedeværende overhovedet. Det er lidt sent i processen og derfor hastende for os borgere, som inddrages i beslutningsproceduren at få oplyst, hvorledes Forvaltningen når frem til, at hoteldrift kan henføres til de aktiviteter, der er omfattet af § 8 i skødet af 1992. Denne indsigelse fremsendes derfor også til ovennævnte arkitekt Karen Probst fra Forvaltningen. Med venlig hilsen Karsten Hjorth cand. jur. Ordrupdalvej 20 2920 Charlottenlund