Oprettet: 2. maj 2015
Svarnummer:
20

Indsendt af

Jacob Gadd

Virksomhed / organisation

Billedkunstner

Postnr.

2860

By

Søborg

Høringssvar

Tivoli er en yderst sjælden perle. Ingen med blot rimelig indsigt og intellekt vil betvivle dette. Ikke mange andre landes hovedstæder kan fremvise og tiltrække turister med noget tilsvarende. Tivoli har gennem mange generationer været en kontinuerlig oplevelse for mange danske borgere. Tivoli er en fast del af mange danskeres tradition. Tivoli har med netop sin traditionsbundne charme i ubeskrivelig grad tiltrukket og skæppet ganske betragteligt til nationens, områdets og Københavns kommunes pengekasse. Tivoli er hverken Lalandia eller Las Vegas! Det må Tivoli i øvrigt slet ikke blive i forhold til den gamle haves egne vedtægter, nævnt i al beskedenhed. Alligevel har de seneste år været præget af en række, efter min mening, usmagelige forsøg på kortsigtede kommercielle initiativer. Af disse er det såkaldte ”Tivoli hjørne” seneste forsøg. Det indledende argument for forslaget om ”Tivoli hjørne” er at Tivoli A/S ønsker flere butikker og restauranter. Det kan jeg da godt forstå at man som aktieselskab gerne vil – alt andet lige. Men alt andet er jo sjældent lige. Københavns centrum kan ikke påstås at mangle hverken butikker eller restauranter – uagtet at Tivoli A/S ikke ejer alle disse. Københavns Kommune vælger blandt andet at betjene sig af følgende frase: ”Projektet skal forbinde Tivoli og byen med butiks- og restaurantoplevelser i tråd med Tivolis traditioner samt udvide hotel Nimb.” At beskrive idéen som værende ”i tråd med Tivolis traditioner” er i virkeligheden intet andet et fuldstændig usandt og udokumenteret udsagn som alene er i tråd med tidens sørgelige verbale underminering af vores demokrati. En gang ordflomme fuldstændigt blotet for substans. Den slags bør Københavns Kommune som fuldt offentligt finansieret instans holde sig fri af. Initiativet vil jo helt åbenlyst føre til en forsat reducering af Tivolis specielle og helt unikke charme. Og det ER IKKE i tråd med Tivolis traditioner. Glædeligt er det så at læse at Lokaludvalget da heller IKKE anser forslaget som værende i ”tråd med Tivolis traditioner” Jeg anser at Tivolihjørnet både er i moralsk og juridisk konflikt med vedtægterne. Og vigtigst af alt, ”Tivoli hjørnet” kan kun anses som et helt forkert skridt i en farlig retning væk fra den traditionsbundne charme der for altid vil kunne udgøre grundlaget for Tivolis oplevelsesmæssige, seværdige og kommercielle succes. Hvis man mangler penge i kassen, så investér dog i stedet for i begavet markedsføring af Tivolis oprindelige afprøvede og anerkendte værdier. Lad fornuft og intellekt sejre. Skån Tivoli, Skån København, Skån Danmark for denne besynderlige og misforståede idé, man kalder for Tivoli hjørnet. På forhånd mange tak Jacob Gadd Billedkunstner, MTM Geoinformatics