Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 1. maj 2015
Svarnummer:
928

Indsendt af

Jeppe Køllner

Postnr.

2300

By

Kbh S

Høringssvar

Høringssvar vedr. Fremtidens Fritidstilbud ved Skolen på Islands Brygge (den lokale runde) Indsendt af Jeppe Køllner, far til Freya, som går i 0.Y på Skolen på Islands Brygge - og Krudtuglens fritidshjem. Fasthold nære miljøer og mulighed for skift mellem fritidsinstitutioner. Jeg vil hermed foreslå et alternativ til det forslag, som forvaltningen har fremlagt vedr. fremtidens fritidstilbud ved Skolen for Islands Brygge. Jeg foreslår, at politikerne vedtager en procesplan, der inddrager planerne for den nye skole, og som bygger på følgende principper: - Der skal være flere slags miljøer, og de skal være adskilte ren rumligt og typemæssigt, men skal drives i et samarbejde, så vi opnår følgende: Et offentligt fritidstilbud, der kan imødekomme forskellige slags børn og give mulighed for et reelt skift, hvis et barn mistrives socialt i skolen eller på fritidshjemmet. - Muligheden for at kunne skifte fritidsmiljø skal fastholdes reelt. Og til nogle andre slags rammer, hvis det er nødvendigt for det enkelte barn. Mindre, nære rammer i eftermiddagens vigtige legetimer efter en lang skoledag på en meget stor skole – kan give det miljø-skift, der skal til, for at visse børn trives i hverdagen – også på skolen. - Planerne for den nye skole, der er vedtaget, bør inddrages, i den kommende håndtering af udviklingen af fremtidens fritidstilbud på Bryggen. Jeg har boet på Bryggen i rigtig mange år og kan se, at der er en stor fare for, at den ellers stærke sammenhængskraft på Bryggen ikke kan bære de voldsomme ændringer, der både socialt, kulturelt og rent fysisk kan true med at knække Bryggen over på midten. Og det vil være så ærgerligt, for det er jo en god ting, at der kommer nye mennesker, impulser og liv til ens bydel. Derfor bør fremtidens fritidsstruktur favne hele Bryggen, for som forældre er det jo i meget høj grad omkring børnenes relationer, vi mødes. - Personligt må jeg så også sige, at jeg ville være rigtig, rigtig ked af, at min datter skulle op og gå på Skibet efter sommerferien. Både min datter og jeg er så glad for både det fysiske og sociale miljø på Krudtuglen, og hvor min datters – og mit – spredes ud til ikke kun at knytte sig til skolen. Slutteligt vil jeg blot bede jer i den kommende proces også skele til, at Skolen på Islands Brygge rent fysisk er enormt presset. Vi er rigtig mange forældre, der er rigtig glade for lærerne og kernedriften, men vi oplever et fysisk pres, larm og støj, og vores børn har tit vikarer pga. sygdom og personaleskift. For forældre, der lige har sendt børn i skole, virker det enormt forhastet at samle alle fritidsbørn i skolefritidstilbuddet, når der tydeligvis er lokalemangel og generelt pres på de fysiske rammer på skolens matrikler – også om eftermiddagen. Mvh Jeppe Køllner