Høringssvar vedrørende Kultur- og fritidspolitik 2016-2019

Oprettet: 1. maj 2015
Svarnummer:
6

Indsendt af

Anne Sofie Wolff

Postnr.

1361

By

København K

Høringssvar

Jeg opfordrer de behandlende udvalg til at bevare fritidshjemmet Dronen som fritidshjemsinstitution for Sølvgades Skole. Jeres planer om at lukke fritidshjemmet Dronen efterlader et klart indtryk af, at der udelukkende ligger økonomiske overvejelser bag at nedlægge det bedst fungerende af Sølvgades Skoles tre fritidshjem (Dronen), mens I ønsker at bevare/udvide de to andre (Klerkegade og Brandstationen), hvoraf Klerkegade ofte er blevet gjort til genstand for kritik. Enkelte forældre til børn på Klerkegade har ligefrem givet udtryk for, at de ønskede Klerkegade lukket, da dette slet ikke lever op til forventningerne/kravene til et velfungerende fritidshjem, hverken med hensyn til ydre rammer, aktiviteter eller ledelse. I jeres beslutning indgår intetsteds en tilfredshedsundersøgelse blandt børn og forældre, hvilket jeg finder overordentligt problematisk. På langt sigt vil beslutninger som disse – at lukke det bedste og bevare det værste – føre til, at mange forældre overvejer de mange glimrende privatskoletilbud i området fremfor områdets folkeskoler. Hvis det ellers oplagte valg af områdets velfungerende folkeskole er forbundet med så stor usikkerhed omkring fritidshjemstilbud, vil valget for mange sikkert falde på en privatskole.