Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 1. maj 2015
Svarnummer:
849

Indsendt af

Skolebestyrelsen Tove Ditlevsens Skole

Postnr.

1670

By

København V

Høringssvar

Skolebestyrelsens høringssvar Vi støtter, at fritidsinstitutionen ved Tove Ditlevsens Skole bliver organiseret som KKFO. Vi anbefaler samtidigt, at der bliver et særligt fokus på en ledelsesmæssig støtte ved en overgang fra en KKFO med 100 børn til en KKFO med 448 børn og en tilsvarende forøgelse af pædagogantallet, mængden af administrative opgaver mv. Vi støtter, at der organisatorisk bliver én samlet fritidsinstitution, men anbefaler, at institutionen fysisk bliver opdelt på flere enheder af varierende størrelse, som er selvstændige enheder og f.eks. ikke bare separate aktivitetsområder i en samlet institution. Disse enheder skal have det samme værdigrundlag og overordnet pædagogisk linje, men kan have forskellige aktiviteter og pædagogiske metoder herunder. De kan benytte fælles udearealer og faciliteter, men bør også have egne, mindre inde- og udearealer. Placering af børnene i de forskellige enheder skal dels være ud fra forældrenes ønsker, dels pædagogiske anbefalinger ud fra kendskab til børnene. Opdelingen på enhederne bør som udgangspunkt følge klasseopdelingen, men der kan være tilfælde, hvor der er grunde til ikke at gøre det. Vi foretrækker, at enhederne er tæt på Tove Ditlevsens Skole (Enghave Plads-matriklen), men ikke på bekostning af tilstrækkelige faciliteter og udeområder for børnene og ikke på bekostning af lokalområdets beboere og brugere. Vi mener under ingen omstændigheder, at det er acceptabelt, at skolens undervisningslokaler på nær faglokaler f.eks. gymnastikhal, musik og billedkunst bliver brugt til fritidsinstitutionen, heller ikke i en kort overgangsfase. Der bør være adskillelse mellem de generelle skole- og fritidslokaler. Vi foreslår, at fritidsinstitutionen med de forskellige enheder tænkes ind sammen med omkringliggende faciliteter og aktiviteter, som både kan give en højere udnyttelsesgrad og samtidigt give en tættere integration med området. Faciliteterne kunne som eksempel være Enghave Plads, Enghaveparken, Vesterbro Kulturhus, Kulturanstalten i Lyrskovgade og faciliteter på de nuværende fritidshjem f.eks. klatrevæg og taghave på Vestervang. Vi beder om, at kommunen tager hensyn til, at der skal skabes 448 fritidshjemspladser på et fysisk meget begrænset område, hvor der nu og i de kommende år er metrobyggeri, og som efter åbning af Metroen vil være et trafikknudepunkt for ydre Vesterbro og omgivende områder. Vi anbefaler, at alle relevante parter tages med i form af en høring eller en direkte dialog, når konkrete forslag skal findes, analyseres, besluttes og gennemføres. Det inkluderer blandt andet lokalområdets beboere, skolens ledelse og skolebestyrelsen. Vi anbefaler desuden, at forvaltningen bruger den nødvendige tid for et grundigt forarbejde, som vi mener mindst vil tage 1 år for at have et tilstrækkeligt gennemarbejdet beslutningsgrundlag. Endeligt mener vi, at der bør sikres en god overgangsløsning, så børnene i fritidshjemmene ikke oplever en forringelse af aktiviteterne, pædagogisk linje mv. på trods af risiko for at medarbejdere søger væk, har mindre motivation mv. Vi anbefaler, at der er særligt fokus på Saxogårdens og Bryggergårdens nuværende fritidshjemsbørn gennem tæt dialog med forældrene og personale ifm. kommunens forslag om at nedlægge Saxogården som fritidshjem på kort sigt og afkoble Bryggergården fra Tove Ditlevsens Skole for at undgå midlertidige omflytninger, indtil den endelige løsning er fundet. Skolebestyrelsen på Tove Ditlevsens Skole stiller sig til rådighed for uddybning af dette høringssvar, og vi indgår gerne i videre dialog med Børne- og Ungdomsudvalget og forvaltningen i forbindelse med de næste skridt. Principper til baggrund for høringssvaret • Børne- og Ungdomsudvalget beslutning om Fremtidens Fritidstilbud er en gennemgribende ændring af, hvordan folkeskolebørn i København tilbringer deres fritid efter skolen. Hvis ændringen ikke gennemføres på baggrund af tilstrækkelige analyser og planlægning, mener vi, at der er en reel risiko for, at forholdene for børnene bliver kraftigt forringet. I sidste ende kan en dårlig gennemførelse resultere i, at den forventede besparelse bliver meget reduceret på grund af nødvendige tiltag over for børn, der ikke trives i fritidsinstitutionen. • Hensynet til børnene er altafgørende, da gode fritidstilbud til børnene kan sikre en god skolegang og en optimal udnyttelse af skolereformens muligheder, som vil være med til at gavne kommunen på længere sigt. Det er derfor vigtigt, at undersøgelsen af bygningsmæssige muligheder mv. bliver tilstrækkeligt detaljeret og tager hensyn til alle relevante forhold, før der tages en beslutning. • Hensynet til børnene medfører også, at vi kraftigt henstiller til, at Børne- og Ungdomsudvalget finder en løsning, der tager i betragtning, at børn er forskellige. Nogle trives bedst i store institutioner med mange forskellige tilbud, mens andre børn – måske særligt følsomme børn og inklusionsbørn – skal der tages et særligt hensyn til både ift. fysiske forhold som størrelsen af institutionen og ift. pædagoger og aktiviteterne. • Organiseringen af de nye institutioner bør tage afsæt i den aktuelle forskning, der findes på området. De forandringer, der foretages, skal i videst mulige omfang ske på baggrund af konkret, fagprofessionel viden, erfaring og analyse. Selvom daginstitutionsområdet og fritidstilbuddene ikke er direkte sammenlignelige, så er der alligevel relevant viden at hente i bl.a. denne rapport: ”Pædagogisk kvalitet i små og store daginstitutioner” af Grethe Kragh-Müller og Charlotte Ringsmose (DPU, 2015) www.dr.dk/NR/rdonlyres/522B1DEF-C47E-42F2-A21D-F398CB7DC5A2/6076838/DPU.pdf Heri anbefales det blandt meget andet, at store institutioner (over 100 børn) deles op, så de bliver selvstændigt fungerende institutioner inden for samme byggeri, og at man er ekstra opmærksomme på, at pædagogerne forankres som stabile voksne i egne børnegrupper, og at man prioriterer ledelse og supervision til de enkelte gruppers ansatte og ikke betragter pædagoggruppen en bloc. Dette er blot enkelte af flere relevante konklusioner. Der er ikke grund til at tro, at disse overordnede konklusioner mister gyldighed, når der er tale om børn fra 5 år og op. • Der bør tages hensyn til Tove Ditlevsens Skolens særlige udfordringer sammenlignet med øvrige skoler i kommunen: Skolen er stor, fordi den er firesporet, hvilket medfører, at der skal skabes 448 fritidshjemspladser på et fysisk meget begrænset område. Desuden vil en fritidsinstitution med 448 børn vil kræve noget helt særlig at få til at fungere tilfredsstillende. • Børnene skal have tilstrækkeligt udeareal og faciliteter svarende til mindst de nuværende fritidsinstitutioner. Det vil være en fordel, hvis udeareal og faciliteter samtidigt understøtter skolens værdigrundlag, pædagogiske principper og udnævnelse af skolen til klimaskole. • Fritidsinstitutionerne skal tænkes sammen med lokalområdet og tage hensyn til og være til gavn for især områdets beboere, men også brugere. • Overgangsløsningen og herunder byggeriet skal tage et særligt hensyn til børnene og området i øvrigt, da der har været byggeprojekter på skolen i 20 år (Tove Ditlevsens Skole og den tidligere Enghave Plads Skole) Baggrund for høringen Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsudvalg har sendt deres beslutning af 18. marts 2015 om Fremtidens Fritidstilbud i lokal høring. Det er den anden høring ifm. Fremtidens Fritidstilbud, hvor der nu er mulighed for at kommentere den lokale organisering af Fremtidens Fritidstilbud. Udgangspunktet for vores høringssvar er bilag 48 vedrørende Tove Ditlevsens Skole til Børne- og Ungdomsudvalgets dagordenspunkt 5 Fremtidens Fritidstilbud ved mødet 18. marts 2015. Heri er blandt angivet forvaltningens anbefaling som er, at Børne- og Ungdomsudvalget vedtager: • at implementeringsplanen om en samlet fritidsinstitution med en eller flere matrikler tættere ved eller på Tove Ditlevsens Skole fastholdes, men at der er i en overgangsløsning bevares fritidshjemspladser på Vestervangs, Garvergårdens og KKFO’ens (skolen) matrikler, indtil undersøgelser har afklaret de bygningsmæssige muligheder. • at det sendes i høring, at fritidsinstitutionen ved skolen anbefales organiseret som KKFO. Venlig hilsen Skolebestyrelsen på Tove Ditlevsens Skole