Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 1. maj 2015
Svarnummer:
843

Indsendt af

Mark og Rikke Hassett

Virksomhed / organisation

Fritidshjemmet Storegårdsvej

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Det var med glæde, at vi modtog nyheden om, at man nu vil bibeholde matriklen Storegårdsvej. Vi er dog fortsat meget bekymrede over forslaget om at organisere det samlede fritidstilbud som KKFO. Indflydelse og fleksibilitet I en selvejende institution har forældrene igennem forældrebestyrelsen stor indflydelse på, hvordan stedet drives, pædagogisk og økonomisk. Samtidig giver den selvejende struktur gode muligheder for at prioritere og omrokere ressourcerne, så det giver bedst mening for den gruppe af børn, som er på fritidshjemmet på det pågældende tidspunkt. På Storegaardsvej har dette været med til at skabe et unikt tilbud, hvor alle børn ses og varetages på bedste vis. Dette mærker vi dagligt som forældre til et barn på Storegårdsvej. Samtidig er det med til at understøtte engagement blandt forældregruppen på tværs af sociale og etniske forskelligheder. Samme muligheder for indflydelse og fleksibilitet ser vi ikke i en samlet KKFO. Vi kan ydermere forstå, at forslaget om at indrette fritidstilbuddet ved Korsager Skole som en KKFO er baseret på, at flest børn lige nu har deres gang i Frithuset, som er KKFO. Men var der reelt frit valg tyder ventelisterne på Storegaardsvej på, at Storegaardsvej ville være det største tilbud antalsmæssigt. Forslaget om KKFO er dermed ikke det eneste oplagte. Et ligeværdigt samarbejde Folkeskolereformen har medført en ændring af det tidsrum, som børnene tilbringer på fritidshjemmet. Ikke desto mindre er 'fritiden' på fritidshjemmet af ekstrem stor betydning for en krudtugle som vores dreng og for hans trivsel. Vi ønsker at værne om denne tid ved at sikre, at skole og fritidsordning organiseres som to ligeværdige partnere - naturligvis med et stærkt samarbejde. Dette frem for at ansvaret og beslutningsretten for fritidstilbuddet med en KKFO placeres hos skolelederen, som - naturligvis - fokuserer på skoledrift. Mangfoldighed Børn er ikke ens og passer ikke nødvendigvis ind i de samme rammer. Vi synes derfor, at det er en styrke, at der findes forskellige tilbud efter skole. På denne baggrund ønsker vi i stedet fritidstilbuddet ved Korsager Skole organiseret som et selvejende netværk. Med venlig hilsen Mark og Rikke Hassett