Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 30. april 2015
Svarnummer:
822

Indsendt af

Cecilia Beenfeldt

Virksomhed / organisation

Krudtuglen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Vi skriver følgende høringssvar for at udtrykke vores bekymringer som familie til ”Fremtidens fritidstilbud”. Alle vores tre piger har gået og går i Krudtuglen, fordi vi har valgt det. En institution som krudtuglen, passer til vores behov som familie og har de værdier, vi synes er vigtige, derfor har vi valgt den. Det har været vigtigt for os, at vores børn har kunnet være sammen hver dag, på trods af deres aldersforskel, derfor har vi valgt krudtuglen, fordi den som integreret institution har kunne imødekomme dette. Vi er en skilsmissefamilie med delebørn, og krudtuglens organisering har gjort det muligt for vores børn at være sammen hver dag, lige meget om de var hos far eller mor. Derfor har vi VALGT krudtuglen. Vi er ærgerlige over, at det frie valg fratages os forældre. Vi synes, at det er ærgerligt at muligheden for at vælge institution efter de behov og ønsker man har som familie ikke længere er muligt med den nye struktur. Derudover er vi meget bekymrede over, at der skabes et fritidstilbud med så mange børn samlet i en institution. Vi er stærkt bekymrede for de mange kritiske undersøgelser som peger på udfordringerne ved en så stor institution. For eksempel kan vi pege på ”Pædagogisk kvalitet i store og små daginstitutioner” af Grethe Kragh‐Müller og Charlotte Ringsmose, som udkom i februar 2015. Undersøgelsens hovedpointe er, at institutioner med over 100 børn ikke kan anbefales. På trods af forslaget om at fritidsinstitutionen på Islands Brygge udgøres af to matrikler placeret på henholdsvis skolens og Thorsannas matrikler, ser vi ikke at det imødekommer vores bekymring, da denne konstruktion ifølge os, stadigvæk vil skabe én kæmpe institution med ca. 500 børn. Måske i virkeligheden 600 eller 700 børn (for vi kommer vel ikke uden om at Islands brygge er en bydel med kraftig befolkningsvækst) Det ville være så godt, hvis der ikke blev truffet nogle forhastede beslutninger. Vi foreslår meget alvorligt en tænkepause, som det mindste, indtil et endeligt overblik over sammensætning af den nye skole på Artillerivej foreligger. Derudover ønsker vi oprigtigt at Krudtuglen bevares som fritidshjem, så andre familier som os, kan have glæde af denne unikke institution, med de mange gode muligheder, for det allerbedste børneliv. For at det kan gøres på en økonomisk ansvarlig måde, kunne det tænkes, at krudtuglen fusionerer sammen med Bryggehusets og Thorsanna fritidshjem som en selvejende institution/netværk.