Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 30. april 2015
Svarnummer:
774

Indsendt af

Johannes Busk Laursen

Virksomhed / organisation

Krudtuglen, forældre/tidl. ansat i BUF

Postnr.

2300

By

København s

Høringssvar

Høringssvar Af Johannes Busk Laursen, forældre til barn i Krudtuglen, tidligere ansat som psykolog ved Område Amager. Kommunen skal tage en vigtig beslutning omkring fritidshjemmene og jeg vil gerne bidrage med, hvad jeg tænker, er vigtigt ift. et beslutningsgrundlag. Jeg vil gerne opfordre til at forvaltningen bruger viden fra det Pædagogiske tilsyn og fra klagesager i beslutningsprocessen. Der er kun en ting der er vigtig for børnene og det er at de oplever en høj kvalitet. Kvaliteten opstår ikke tilfældigt. Den kan mærkes og måles. Kvalitet i institutioner opstår på stedet og vokser op af en høj faglighed og et godt arbejdsfællesskab. Derfor er medarbejdertrivsel og god personaleledelse vigtig. Udspillet savner at dette perspektiv tages alvorligt. De store enheder skaber en type ledelse, der ofte mistrives og ikke magter opgaven. Brug den viden I har til rådighed ift. antal langtidssyge ledere på skoler og institutioner på Amager. Den store KKFO på to matrikler med meget lidt ledelsestid vil ikke kunne skabe det miljø, som er i de mindre enheder. Ledelsestiden bliver slugt af administrative opgaver, som gør at lederens opgaver ift. personaleledelse og udvikling bliver nedprioriterede. Selve omstillingen vil skabe uro og manglende kvalitet i lang tid fremover og med lille ledelsestid vil dette med al sandsynlighed ikke kunne bremses, med dårlig trivsel og udvikling for en stor del af børnene til følge. I er forpligtet til at se på disse konsekvenser også. Er der erfaringer som viser at fx KKFO Skibet kan måle sig med fx Krudtuglen og de andre fritidshjem ift. medarbejderes sygefravær og antal klagesager og tilfredshed blandt børn og voksne eller inklusion? Hvad siger tallene og menneskerne, hvad siger medarbejderne, ledere og pædagoger, vil den nuværende ledelsestid og omgivelser kunne bære endnu flere børn? Behøver vi endnu en erfaring med at det politiske niveau og forvaltningen sætter urealistiske mål, som børn, forældre og medarbejdere må bøde for i lang tid. Der har været mulighed for at vælge mellem forskellige fritidshjem ift. størrelse og pædagogik. På PPR har vi rådgivet forældre i at finde fritidshjem, som deres børn kunne trives i. I forvaltningens kommentarer i bilag 77 står der ift. ”9: Manglende valgfrihed i tilbuddene” at ”Der er fortsat muligt at vælge et andet fritidstilbud fremover”. Men det er jo ikke rigtigt. Der er i udspillet kun en KKFO fordelt på to matrikler. Så muligheden for at kunne vælge et andet fritidshjem og især et mindre falder helt væk. Krudtuglen har haft gode resultater ift. inklusion af børn med særlige behov og selvom ressourcerne er blevet beskåret i de senere år, har der været muligheder takket være vilje og god ledelse. Det kommer ikke ud af ingenting, men opstår fordi faglighed og medarbejder-engagement og god ledelse spiller sammen. Det tager tid at bygge gode institutioner op, der skaber rammer om et godt børneliv. Jeg vil opfordre til at I bevare de gode institutioner, som I nu får rig lejlighed til at læse om i høringssvarene. Lyt til de forslag der kommet, der er andre muligheder. Jeg kan sige med sikkerhed at Krudtuglen har givet begge mine børn noget, som jeg fagligt ikke kan se vil opstå i de store enheder, det kræver en mindre ledelsesmæssig og personalemæssig ramme. Mere ledelsestid pr. medarbejder og tættere kontakt mellem ledelsen og praksis gør at man som forældre får tillid til at ens barns behov kan tilgodeses og at der kan sættes ind med pædagogiske ændringer, når der er behov for det. Det modsatte er desværre tilfældet i de store enheder, hvor børn skal tilpasse sig rammen uden blik for om det tilgodeser deres udvikling. Forældre vil reagere mod dette og søge andre muligheder. Jeg har stort personligt ønske om at Krudtuglen bevares som institution på Islands Brygge. Ønsket er fagligt begrundet, som I vil kunne læse i kommunes egne tilsynsrapporter og ved den store forældretilfredshed (og i manglende klagesager). Krudtuglen har bevaret et højt fagligt niveau gennem god ledelse og medarbejder-engagement, og har arbejdet målrettet med et borger-/børneperspektiv på de pædagogiske opgaver fx gennem trivselsundersøgelser, som forældre udfylder sammen med deres børn. Her svarede 98% af børnene at de føler sig set og hørt af personalet. Jeg håber de mange høringssvar gør indtryk og der kan findes en vej enten ved at udsætte beslutningen eller ved at finde løsninger, der bevarer Krudtuglen. Som borger og forældre forventer jeg at forvaltningen tager ansvar for at samle selvejende og kommunale institutioner og at der bliver et reelt samarbejdet om at finde en god lokal løsning, men det forudsætter at udspillet også reelt indeholder et rum for dette.