Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 30. april 2015
Svarnummer:
703

Indsendt af

Rughave 2. hørring

Virksomhed / organisation

Fritids- og ungdomsklubben Rughave

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Valby Maj 2015 Høringssvar til Fremtidens Fritidstilbud. Klub Rughave har, i forbindelse med 1. høring, indsendt væsentlige kommentarer til forslaget om Fremtidens Fritidstilbud. Vi har efterfølgende erfaret, at vi ikke selvstændigt er nævnt i Fremtidens Fritidstilbud og vi vil derfor endnu en gang gøre Børne- og Ungdomsudvalget opmærksomme på ungdomsklubbens særlige profil, tilbud og berettigelse, som vi mener, er vigtig at fastholde og udvikle i forbindelse med Fremtidens Fritidstilbud. Klub Rughave har siden november 2011 været del af et succesfuldt projekt, med fokus på at skabe et tilbud til unge med ADHD og autisme spektrum forstyrrelser (herefter ASF) i alderen 18 til 25 år. Projektet er et ” ... klubtilbud til nogle af de unge med handicap, som ikke er målgruppe for forvaltningens øvrige klubtilbud for handicappede i aldersgruppen 18-25 år.” Karakteristika for målgruppen er bl.a. ” … en form for forlænget ungdom. … Man kan ikke forvente, at unge med ASF trods højt funktionsniveau er i stand til at gennemføre en uddannelse eller flytte i egen bolig på lige fod med andre unge, … ” For yderligere information om målgruppen og projektet henviser vi til indsendte høringssvar februar 2015. De unge har taget særdeles godt imod projektet, hvilket afspejles af et højt medlemstal og et stabilt fremmøde, samt stærk ejerskabsfølelse og stort engagement hos de unge. Dette understøttes endvidere af vedhæftede dokument, hvori de unge beretter om deres brug af tilbuddet, samt hvilken betydning klubben har for dem og deres liv. Se bilag nedenfor. Vi vil anbefale at tilbuddet bevares, så målgruppens behov for støtte og hjælp imødekommes af kompetente medarbejdere, da det er vores erfaring at tilbuddet udvikler og understøtter de unges sociale liv, samt øger deres chancelighed og livsduelighed. Vi mener, at tilbuddet er en medvirkende faktor i at sikre denne målgruppe de bedste forudsætninger for et godt liv. Med venlig hilsen Klub Rughave Maj 2015 Interview med de unge i Klub Rughaves 18+ projekt I forbindelse med udarbejdelsen af indsendte høringssvar har personalet i 18+ projektet talt med de unge om hvilken betydning projektet har for dem, samt hvordan og hvorfor de benytter tilbuddet. Af hensyn til unge med autismes særlige karakteristika, såsom afvigelser i forestillingsevnen og kommunikationen , er samtalerne semi-struktureret med understøttende spørgsmål. Nedenstående er et sammendrag af disse samtaler og repræsenterer derfor de unges egne tanker omkring 18+ projektet, som efterfølgende er renskrevet af personalet i Klub Rughave. Hvorfor kommer I/du i klub? Frederik 18 år: ” Så sidder jeg ikke derhjemme hele tiden og spiller computer, så kommer jeg ud og laver noget andet.” Osman 22 år: ” Det giver én chancen for at være social. En rigtig god ting er at det ikke er noget man skal, det er bare sådan en ting man kan gå til. … Der er rigtig mange ting jeg skal nå, dead-line og stress, så er det … rart bare at have et sted at være. Mange af dem der arbejder her har vi jo kendt siden vi var teenager, så det er jo nogen man kender godt i forvejen.” Nicolai 23 år: ” Det personale der er der kender man, så på den måde kan man mere udtrykke sig overfor dem. Når man kender personerne er der større tillid, også kan man åbne sig mere. Ved at det er det normale personale og … ikke er ens mentor, så kan man få en mere neutral synsvinkel. Hvis det var en fremmed person ville man føle sig utryg, fordi man ikke kender personerne, så skal man starte det hele op fra bunden. Det er nogen gange dejligt, men det er også nogen gange nederen, fordi det tager den tid det tager.” Hvad betyder det, at I/du kender stedet? Nicolai 23 år: ” Man kender beliggenheden, det er nemt at tage bus og tog. Det er tæt på skolen, så man kender stedet i forvejen.” Frederik 18 år: ” Det ligger ikke så lagt væk fra, hvor jeg bor, så der er overskud til at tage derhen. Det er jo bare lige op på cyklen 5-10 min.” Hvad betyder klubben for jer/dig? Jeppe 20 år: ” For mig betyder klubben, et sted jeg kan komme hen og få en god diskussion eller debat i gang, altså snakke om samfundet, en god samtale. Det er vigtigt at man bibeholder det her. Det er et brandgodt initiativ. Man kan f.eks. komme og lære at lave noget mad, hvis man ikke er særlig god til det. … så kan man også komme med forslag til hvad man kan lave af temaer, få snakket sine ideer igennem og sine drømme. De er jo ikke så langt væk, som man skulle tro. De kan jo godt blive til virkelighed på en måde. Der er mange pædagoger her, der er ret gode til at tage initiativ og også lytte på hvad det er vi siger.” Har I/du prøvet at få hjælp til at løse et problem eller en udfordring med hjælp fra klubben eller personalet der? Nicolai 23 år: ” Man får hjælp hvis der er noget post, man ikke kan forstå. Ved at man kan blive tilbudt at lave mad så bliver man også bedre til at lave maden og får nogle ideer. Noget af det jeg også synes er godt ved klubben er f.eks. i dag, hvor I tilbyder at tage over til en restaurant, så får man en chancen for at komme ud af huset, ud blandt de ”normale” og så på den måde finde ud af hvordan man gebærder sig. Altså hvordan man opfører sig i den normale verden. Den verden udenfor klubben. Det var også noget af det, kommunen tænkte man kunne spare på. Man kunne jo lade være med at tage ud og at autister ikke behøvede at have en støtteperson med. Det kunne de jo godt sammen med deres venner, men hvis man nu ikke ved hvordan man gør, så stopper det. .. Der var en del Aspergers/autister der stoppede med det, fordi de ikke vidste hvordan. De ville gerne, men de ved ikke hvordan. Så bliver vi bare siddende derhjemme. Ved at man er sammen med nogen man kender og er tryg ved, så kan man spørge ”Er det en god ide at gøre sådan her, i sådan en situation?”

Materiale: