Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 30. april 2015
Svarnummer:
688

Indsendt af

Inge Troest

Virksomhed / organisation

Kastaniehuset/Guldberg skole

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Vores 1. prioritet til fritidshjem var soleklart Kastaniehuset og glæden var derfor meget stor, da jeg fik at vide, at det var her vores barn skal starte 1. maj. Størrelsen (ikke for stort og ikke for mange børn), huset (dejligt nyt med behageligt indeklima), legepladsen (stor og spændende), personalet (imødekommende og med stærke faglige profiler), beliggenheden (i naturskønt område i de gamles by) var lige som det skulle være. Der var ingen tvivl om at dette er det bedste for mit barn. Beskeden om at fritidshjemmet skal nedlægges fra 2016 er derfor rigtig kedelig at modtage og meget svær at fordøje. Jeg forestiller mig, at skiftet fra børnehave til SFO er stort for sådan et lille barn med nye klassekammerater og nye voksne. At starte i skole et nyt sted efter sommerferien er endnu større med endnu flere børn og endnu flere nye voksne. At mit barn så igen allerede i 2016 skal flytte SFO giver mig ikke fornemmelsen af en stabil skolestart for mit barn. Jeg er ked af at høre, at målet er at samle alle børn på samme sted. Jeg synes, at det er alt for mange børn på et sted. Jeg kan ikke forestille mig at de nuværende faciliteter på Guldberg skole kan bære at rumme så mange børn. Hvor skal de børn være? Hvor skal de finde fred og ro efter en lang krævende skoledag? Jeg må indrømme, at jeg slet ikke kan se det positive i projektet. Jeg har svært ved at se, hvordan det skal hænge sammen. Jeg frygter, at det kommer til at gå ud over mit barns trivsel. Og mange andre børns trivsel også. Jeg synes jeres forslag er en forringelse. Jeg synes i den grad, at der mangler udspil fra kommunens side i forhold til hvordan Guldberg skole skal kunne huse alle de mange børn i indskolingens 4-5 spor hele dage året rundt – vel og mærke uden at det går ud over børnenes ve og vel. Har I tænkt jer at bygge nye lokaler for at huse alle børnene? Eller har I tænkt jer at vores børn skal stuves sammen på de nuværende arealer…? Jeg læste, at I ville benytte jer af omkringliggende allerede etablerede faciliteter og lokaler – men hvilke er disse og hvorhenne er de? Jeg kan slet ikke se det for mig. Jeg håber derfor, at I vil genoverveje lukningen af Kastaniehuset. Med venlig hilsen Inge Troest