Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 30. april 2015
Svarnummer:
565

Indsendt af

Kastaniehusets Forældrebestyrelse

Virksomhed / organisation

Kastaniehuset

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Høringssvar fra Kastaniehusets forældrebestyrelse I forældrebestyrelsen og i forældregruppen til fritidshjemsbørnene, er vi nedslåede og meget uforstående over, hvorfor man vil lukke Kastaniehusets fritidshjem. Vi har som forældre til børn i Kastaniehuset oplevet at vores børn har utrolig gode rammer for deres skolestart. Forældre med vuggestue- og børnehavebørn, der har set frem til, at deres børn skulle opleve kontinuitet mellem børnehave og skole, ser nu en unik mulighed forsvinde. Derudover er muligheden for at sikre et fritidshjem, der kan rumme og integrere børn, der stikker ud og er forskellige, blive forbigået. Vi indsender derfor dette høringsvar i håb om, at Kastaniehusets fritidshjem ikke nedlægges, da både de fysiske rammer og det pædagogiske arbejde er exceptionelt godt. Vi er nervøse for at vores børn unødigt vil ende som kastebolde i både skolereform og en uigennemtænkt omstrukturering på fritidsområdet. Derudover virker det umiddelbart meget kortsigtet og hovedløst at anvende ressourcer på etableringen af et godt fritidshjem for derefter at nedlægge det inden året er omme. I forældrebestyrelsen i Kastaniehuset, er vi særdeles bekymrede for hvad der vil ske med vores børn, hvis Kastaniehuset nedlægges. Bliver man pga. pladsmangel nødt til at splitte klasserne op, så sammenhængen mellem fritidshjem og skole forsvinder? Og kan man sikre den pædagogiske kvalitet i arbejdet med vores børn fremover, på samme niveau som vores børn i dag oplever? Kastaniehusets unikke børnekultur Den 1. okt. 2014 åbnede Kastaniehusets fritidshjem i nye velindrettede og lækre lokaler. Vores børn har også mulighed for at anvende den store gode velindrettede legeplads som de deler med vuggestue og børnehave. I fritidshjemmet er der værksted, drama, musik, konstruktionsrum, stille/læserum, café og altid god stemning. Det store fokus på voksen-organiserede kreative og kropslige aktiviteter er helt særligt for Kastaniehuset og er noget vi som forældre sætter utrolig stor pris på. Dette er ikke noget, der tilbydes i samme omfang i Klyngens andre fritidshjem. Kastaniehusets placering i De Gamles By skaber derudover gode muligheder for at udfolde et spændende udeliv med snobrød og bål. Selvom Kastaniehusets fritidshjem er nyoprettet, så bærer fritidshjemmet præg af Kastaniehusets unikke kultur. Kastaniehuset har altid haft høje pædagogiske ambitioner. Blandt forældregruppen i fritidshjemmet, er der mange, der har valgt Kastaniehuset til deres børn pga. denne kultur, der er præget af kreativitet, glæde, respekt og nærvær. Vi er begejstrede for, at det daglige arbejde er bygget op om at vores børn er i centrum, og at de mødes af voksne, der engagerer sig i deres liv og skaber rammer, så de både oplever en høj grad af fri bevægelighed, samtidig med at de oplever forpligtende fællesskaber og faste aktiviteter. Det er også en kultur, der evner at rumme forskellige børn og har indtænkt de behov som børn med særlige behov har. De børn der har brug for at blive skærmet og ville drukne og gå i stykker i store fritidshjem, har mulighed for at få ro og koncentration i husets mange små rum og kroge. Disse rolige stunder er noget de voksne i Kastaniehuset er meget opmærksomme på at tilbyde. Det enkelte barn bliver altid set. Vi vil understrege at det udelukkende er pga. Kastaniehusets stærke kultur og fællesskab, at institutionen har overlevet efter Kastaniehuset brændte i 2013. Både Kastaniehusets ledelse, ansatte, børn og deres forældre blev og kæmpede og overlevede et ophold i nødinstitution, minimalistisk skovbørnehave og pavilloner indtil vi flyttede ind i den smukke nyrenoverede og velindrettede bygning i De Gamles By. Vi havde nu håbet på en lang stille periode, hvor institutionen kunne finde ro og kontinuitet i de nye rammer. Og med Kastaniehusets samtidige udvidelse med et fritidshjem, så vi muligheden for at vores børn kunne få et fritidsliv med stor sammenhæng og tryghed – et liv hvor søskende på tværs af alder ser hinanden i dagligdagen. Kastaniehuset stærke i stærkt samarbejde Ved etableringen af fritidshjemmet har man rekrutteret pædagoger, der bidrager med bl.a. kreative værkstedskompetencer, musik og drama. Kompetencer, der også kan inddrages i børnenes skoledag igennem stærkt samarbejde mellem skole og fritidshjem. Måske netop fordi Kastaniehuset er nyåbnet er stedet kendetegnet ved meget engagerede pædagoger, der er indstillet på at arbejde med skolereformen og vil vores børn og knokler for at skabe et fantastisk fritidshjem under de nye vilkår. Kastaniehusets gode fysiske rammer I skolereformen har et af de bærende elementer været, at der skulle inkluderes mere bevægelse i løbet af dagen. Derfor ser vi i forældregruppen ikke den gåtur børnene skal på fra skolen til fritidshjemmet som et problem. Vi ser den som en styrke, fordi det sikrer frisk luft og bevægelse gennem De Gamles By. Vi synes også det er en stor fordel, at vores børn kommer væk fra skolens matrikel, så dagen skifter karakter, nye lege og grupperinger opstår. Dette skift til et andet sted ser vi som særlig vigtigt efter skolereformen, hvor de tilbringer rigtig mange timer på skolen. De børn, som finder skoledagen svær, kan se sig selv i en ny sammenhæng resten af dagen. Vi er samtidig dybt bekymrede for hvilke lokalemæssige alternativer, der er til de meget velegnede lokaler i Kastaniehuset, som huser børn og voksne i dag. Vi ved, at der er pladsmangel på Guldberg Skole og de andre tre matrikler hvor fritidstilbuddene forventes placeret. Samtidig ved vi også, at der ikke er mangel på børnehavepladser på indre Nørrebro. Det vil sige, at man ved at nedlægge fritidshjemmet, kan ende med at mangle egnede lokaler til vores børn, samtidig med at man kan risikere ikke at kunne finde anvendelse af de lokaler fritidshjemmet befinder sig på i dag. Ved at fritidshjemmet ligger i sammenhæng med børnehave og vuggestue, skaber det derudover mulighed for etableringen af en god overgang fra børnehave til skole og en god udnyttelse af lokalerne. Derudover kan lokalerne anvendes af både børnehaven og 0 klasserne i formiddagstimerne, hvilket betyder at lokalerne ikke står tomme. Vi er også bekymrede over størrelsen på de overlevende fritidshjem. Mange børn mistrives i store grupper, hvilket megen forskning viser. Med Guldberg Skoles udvidelse til 4-5 spor tilbringer børnene størstedelen af dagen i en meget stor børnekoncentration. Mange har fx svært ved at finde deres legekammerater i gården i frikvartererne. Derfor vil det helt sikkert være i børnenes interesse at kunne samles i et mindre fritidshjem om eftermiddagen. Åben invitation til Københavns Kommune Vi vil med dette høringssvar gerne sende en åben invitation til alle politikere, der kunne have lyst til at besøge Kastaniehuset for at få indblik i det helt unikke og gode fritidshjem der er etableret. Da vi ved ikke alle politikere har tid til at besøge os og få en rundvisning, har vi med dette høringssvar vedlagt en række billeder af det fantastiske sted vores børn til dagligt opholder sig når de ikke er i skole. Vi håber vi med dette brev har illustreret, at det ikke er i børnenes interesse, at I er ved at nedlægge vores børns fritidshjem, og at det kan få jer til at genoverveje muligheden for at beholde Kastaniehusets fritidshjem. Vedhæftet er udgave med fotos fra vores dejlige fritidshjem.