Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 29. april 2015
Svarnummer:
520

Indsendt af

K. Jensen

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Kære politikere Som far til en glad pige på Fritidshjemmet Smørblomsten glæder det mig, at Københavns kommune efter første høringsrunde om fremtidens fritidstilbud nu vil bevare fritidshjemspladser på Smørblomstens matrikel, samt at der lægges op til en fremtidig organisering som selvejende institution. Jeg er dog utryg ved, at forslaget i dets nuværende form fortsat rummer muligheder for at ændre på nogle af de grundvilkår, som gør Smørblomsten til et fortrinligt fritidshjem. Et af de mest bekymrende smuthuller i det reviderede forslag er, at der ikke gives tydelig garanti for, at Smørblomsten kan bevare børn på alle klassetrin i indskolingen. Det er en hjørnesten i Smørblomstens pædagogik, at de ældste børn lærer fra sig, og at de yngste suger til sig, så de igen senere kan lære fra sig. Det er en givtig og fællesskabdannende proces, hvor børnene opnår respekt for hinandens færdigheder og forskelligheder. Det er afgørende, at man på Smørblomsten uantastet kan bevare de mange gode pædagogiske principper og traditioner, der medvirker til, at man på stedet både kan favne og udnytte den mangfoldighed, som kendetegner børnene. Disse principper og traditioner kan bedst bevares og udvikles med respekt for det eksisterende, hvis der bevares en decentral ledelse og ikke mindst en selvstændig bestyrelse. Jeg vil derfor meget opfordre til, at forslaget ændres eller gøres klarere, så det tydeligt fremgår, at 1) Smørblomsten bevares som en fritidsinstitution med en spredning af børn på alle klassetrin i indskolingen 2) Smørblomsten bevares som en selvejende institution på en selvstændig matrikel 3) Smørblomsten med en udtalt decentral ledelsesstruktur og en egen bestyrelse, eventuelt inden for en rammeaftale i en 1:1 struktur