Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 29. april 2015
Svarnummer:
501

Indsendt af

Helle Simonsen

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Høringssvar: Organiseringen af Fremtidens Fritidstilbud, 2. høringsrunde Vedrørende planer om lukning af fritidshjemmet Kastaniehuset Jeg har to børn der går i Kastaniehuset, den ene i fritidshjemmet den anden i børnehaven. Da jeg skulle vælge fritidshjem og børnehave til mine børn, valgte jeg Kastaniehuset ud fra den kultur og pædagogik, som Kastaniehuset arbejder med. Særligt organiseringen i primærgrupper, hvor det vægtes, at børnene har deres små trygge grupper med faste voksne, var afgørende for mit valg, da jeg ved at mine børn trives bedst i mindre grupper. Det undrer mig meget, at man nu vil lukke Kastaniehusets fritidshjem. Fritidshjemmet åbnede for mindre end et år siden, netop fordi der manglede fritidshjemspladser til Guldbergskolens elever. Der er stor søgning til Guldbergskolen, elevtallet har de sidste år været stigende, og der er pladsmangel på skolen. Selvom man nu vil bevare matriklerne Stjerneskuddet og Møllegade, hvilket er absolut glædeligt, har jeg stadig svært ved at se, hvordan der skal være plads til resten af fritidshjemsbørnene på fritidshjemmet Universet, der ligger på skolen, uden at det går hen og bliver en kæmpe stor institution med alt for lidt plads til børnene. Jeg oplever et stort engagement hos personalet i Kastaniehusets fritidshjem samt et stærkt samarbejde mellem pædagogerne og lærerne på skolen, hvilket er en vigtig styrke i arbejdet med den nye skolereform. Der er en god overgang fra skole til fritidshjem, hvor faste pædagoger er med i klassen i slutningen af skoledagen, hvilket skaber kontinuitet og tryghed. Pædagogerne samarbejder med skolen om undervisningsforløb og O. klasserne låner fritidshjemmets lækre lokaler i skoletiden til de undervisningsforløb, der i fællesskab er planlagt af lærere og pædagoger. Som planen er nu skal fritidshjemspladserne i Kastaniehuset omlægges til børnehavepladser, men mangler der børnehavepladser i området? Jeg forestiller mig, at Kastaniehusets vuggestue og børnehave også kan komme til at opleve trængsel særligt på legepladsen. Der er allerede mange børn på legepladsen, men vuggestuen og børnehaven har kunne udnytte, at der ikke er børn fra fritidshjemmet i formiddagstimerne på legepladsen, hvilket har kunne give lidt mere luft. En sådan ca. 100 flere børnehavebørn på legepladsen, vil kunne mærkes, og jeg forestiller mig, at der kan blive virkelig trængt på legepladsen. Jeg oplever Kastaniehuset som et fritidshjem, der fungerer godt, og som er kommet godt af start i forhold til den nye skoleorganisering og den nye folkeskolereform. Jeg håber virkelig, at I vil tage planen om lukningen af Kastaniehuset op til genovervejelse i 2. høringsrunde, da vi er mange børn og forældre, der er glade for Kastaniehusets fritidshjem, da der stadig er pladsmangel på Guldbergskolen og da der er brug for denne velfungerende forholdsvis mindre matrikel. Vh Helle Simonsen