Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 29. april 2015
Svarnummer:
422

Indsendt af

Keld Hansen

Virksomhed / organisation

Præstevænge Fritidscenter

Postnr.

2300

By

kbh s

Høringssvar

Jeg vil gerne gøre opmærksom på følgende særlige forhold, der gør sig gældende for de tilbud, som PFC i sin nuværende organisationsform tilbyder de tilknyttede børn i fritidsordningen. PFC er bygget op omkring nogle grundprincipper, der handler om tryghed, fællesskab, tolerance og udfordring. PFC har et særligt friluftsfokus, hvor friluftsaktiviteter udgør det primære pædagogiske middel. Friluftsaktiviteterne er struktureret som man kender det fra foreningslivet, hvilket vil sige, at børnene er tilknyttet faste hold og programsatte aktiviteter. PFC har tre busser som er nerven i friluftsaktiviteterne. Det kan i øvrigt bemærkes, at PFC er en økonomisk sund forening. Typiske aktiviteter på programmet er følgende: • kanosejlads • vandsikkerhed og svømning • båltænding og madlavning over bål • kort og kompas • førstehjælp • håndtering af kniv og økse • læring om knob Gennem disse aktiviteter danner børnene relationer indbyrdes og med de voksne, og træner derved sociale kompetencer, venskaber og evnen til at samarbejde. Ved at lære nye færdigheder styrkes børnenes selvtillid og deres samlede kompetencer øges. Det aktive foreningsliv styrkes derudover ved at inddrage forældre, søskende og bedsteforældre udenfor institutionens åbningstid i tilbud som kolonier, fester og weekendudflugter, som ligeledes er baseret på udendørs aktiviteter. De faste voksenstyrede aktiviteter har bl.a. den funktion at skabe trivsel og nærvær, da personalet har mulighed for at følge børnenes udvikling og trivsel tæt i mindre grupper. For at kunne levere disse forskellige tilbud arbejder PFC sammen med en række andre foreninger som Børneringen, Kano og Kajakklubben i Bagsværd Kommune, KFUM og Naturstyrelsen. Med henblik på den igangsatte reform, er vi stærkt bekymrede for: • at børnenes udvikling indenfor ovennævnte rammer vil blive udvandet eller bortfalde helt. • at det aktive foreningsliv med højt forældreengagement i børnenes trivsel og udvikling vil forsvinde. • Særligt at de tilbudte friluftsprogrammer ikke vil kunne opretholdes. Jeg vil derfor opfordre til, at de kommende overvejelser omkring den fremtidige struktur i Københavns Kommune tilgodeser de former for tilbud og den pædagogik, som PFC og den aktive forældregruppe hidtil har kunnet give børnene. Bestyrelsen for PFC vil meget gerne indgå i en åben dialog om mulighederne for at opnå dette. For yderligere information om PFC henvises til www.pfc2300.dk, hvor produktet er tydeligt beskrevet i program, årshjul og aktiviteter.