Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 29. april 2015
Svarnummer:
381

Indsendt af

Nina Zuidema

Virksomhed / organisation

forældre

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

Vedr. fritidstilbud på Bryggen Jeg er alenemor. Jeg har en times transport til arbejde og en times transport fra arbejde. Jeg afleverer min søn tidligt og henter ham sent. Mange dage om ugen. I sommers lukkede I morgenåbningen i de små fritidshjem. Forældre der skal tidligt afsted skal nu aflevere deres børn skolens SFO, skibet. Inden dén ændring blev Markus afleveret på det lille fritidshjem Thorhave. I Thorsave mødtes Markus med de 10-15 andre børn der blev afleveret tidligt. Han fik morgenmad, te og hygge. Han fik tid til at vågne og havde mulighed for morgenkrammere eller trøstekrammer hvis det var en øv morgen. Nu skal han afleveres på skibet om morgenen. Han kender ingen af de voksne - og de kender ikke ham. De 10-15 børn, der før blev afleveret tidligt i Thorshave kommer ikke tidligt mere. Dejligt for de børn, at deres forældre der har mulighed for at tage det valg. Min søn står nu tidligere op. Han vil spise morgenmad hjemme. ”Det er ikke rart at spise der når de ikke engang ved hvad jeg hedder”, siger han. Når jeg afleverer ham på skibet løber han ofte op til døren ved klassen. Der venter han til hans lærer kommer. Han fortæller at de voksne på skibet kun sjælden opdager at han er væk. For min søn er det bedste ved at gå i skole, Thorshave. ”Det er verdens bedste voksne” siger han – ” de lytter til os og snakker med os” De kender mit barn. Det er dem jeg snakker med, hvis jeg er bekymret. Det var dem jeg talte med da min søn ikke kunne li at gå i bad med de andre til gymnastik. Det er dem jeg snakker med om hans sociale liv og hans trivsel. Det kan jeg, fordi de kender ham. Min søn er ked af planerne. Han er bekymret. Jeg kunne forklare ham at det er en god plan i er I gang med. Jeg kunne sige at der bliver masser af muligheder for aktiviteter, at der er et stor LEGO rum, og at man med jeres plan måske ville kunne købe mere Lego og nye tusser. Jeg kunne sige at der bliver masser at lave, at der bliver rigtig rigtig mange, voksne at lege med og snakke med. Jeg kunne sige at de voksne trives på sådanne arbejdspladser, at de derfor ville være glade og sjældent melde sig syge. Jeg kunne sige at København slet ikke har råd til at holde hans frit åben. Men jeg lyver ikke - og han vil alligevel være ligeglad. Thorshave er hans have. Det er der han kan passe høns med sine venner. Det er der han kan få ro efter en lang dag med +1000 børn på skolen. Det er der han kender de voksne, og det er dér han føler sig tryg nok til at brokke sig, hvis han er sur eller synge højt, hvis han er glad. At mit barn er et sted som han elsker, og at er sammen med voksne han kender er en forudsætning for at jeg kan have det arbejde jeg har – og en forudsætning for at bo i København. Hvis I gennemfører jeres plan, hvis I vælger at ignorere eksperterne, forældrene og børnene, har jeg heldigvis andre valgmuligheder. Men jeg har ondt forældre med færre ressourcer end mig, Ondt af børnene og ondt af de medarbejdere, der vil skulle arbejde sådan et sted. Nina Zuidema Islands Brygge