Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 28. april 2015
Svarnummer:
349

Indsendt af

Gry Bess Møller

Virksomhed / organisation

Forælder, Storegårdsvej

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

BR foreslår, at det fremtidige fritidshjem for Korsager skole bliver placeret på to matrikler – Korsager skole og Storgårdsvej, og at det bliver organiseret som KKFO. Jeg bakker op om forslaget. Først og fremmest finde jeg, at en organisatorisk samling af fritidshjemmet, hvor der kun er ét fritidshjem knyttet til skolen rummer flere fordele for Korsager: • Det vil skabe de bedste betingelser for et godt samarbejde mellem skole og frit og dermed en sammenhængende dag for børnene • Det vil styrke muligheden for at fordele børnene på afdelinger ud fra samlede pædagogiske principper. Det kan fx være centertanken, hvor klasserne følges ad i fritidstilbuddene • Det vil give bedre rammer for at lade pædagogerne være et aktiv i skoledagen, fx ved at én pædagog følger den samme klasse fra 0.-3. både i skole og frit, i lektiecafé og som kontaktpædagog til forældrene. På den måde vil pædagogen kende klassen både på skolen og i frit, og have bedre grundlag for at arbejde pædagogisk med at styrke fællesskabet og det sociale i klassen • På sigt vil det give bedre muligheder for at tilbyde det pædagogiske personale fuldtidsstillinger, hvormed vi nemmere kan tiltrække og fastholde dygtige og engagerede pædagoger Korsager Skole og fritidshjemmene, der hører til Korsager, har igennem mange år været præget af svag ledelse, svagt samarbejde både på tværs af fritidshjem og mellem skole og fritidshjem og skæv social fordeling af børnene på de tre tilknyttede fritidshjem. Korsager Skole og Frithuset KKFO har nu hver især fået ny kompetent ledelse. Den organisatoriske samling af fritidshjemmene ved Korsager giver mulighed for, at børn og voksne kan få en ny start på et bedre fritidshjem, der samler alle børn og forældre i lokalområdet frem for at sprede dem. Bakker op om KKFO Jeg finder det mest hensigtsmæssigt, at det nye samlede fritidshjem ved Korsager bliver organiseret som KKFO. Jeg tror på, at med en KKFO-leder som en del af det samlede ledelsesteam på skolen, vil man kunne få en mere sammenhængende dag for børnene, hvor det er et fælles ansvar for skoleleder og KKFO-leder at skabe en god dag for børnene både når de er i skole, og når de er på frit. På samme måde vil Skolebestyrelsen også få et ansvar for børnenes samlede dag. Det vil altså være nemmere at sætte ensartede rammer for en dag, hvor børnene trives og får styrkede kammeratskaber og mulighed for at udfolde sig. Samtidig finder jeg, at samarbejdet om fælles lokaleudnyttelse og fornuftigt samarbejde mellem lærere og pædagoger vil være nemmere, når KKFO-leder og skoleleder er en del af det samme ledelsesteam. Endelig vil det være en mindre omlægning af fritidshjemsstrukturen ved Korsager, hvis det omlægges til KKFO frem for selvejende, da de fleste børn og voksne allerede i dag er under KKFO. Godt med flere matrikler Jeg ser også mange muligheder i, at det nye fritidshjem kan bruge to matrikler. Der er dejlige rammer både på skolen og på Storegårdsvej, og jeg ser flere muligheder for, at alle børn får glæde af de rammerne. Storegårdsvejens matrikel kan fx bruges til 3. klasserne eller til projektforløb, hvor klasserne eller årgangene på skift er på matriklen både i skoletiden og frit-tiden. Jeg forestiller mig, at forældre og ledelse fra skolen og de tre nuværende fritidshjem i fællesskab kan finde en god måde hvorpå vi fremadrettet kan udnytte matriklerne bedst muligt. Klub i Voldparken Jeg har tidligere haft et barn på Voldparken fritidshjem, og havde glæde af et meget engageret og nærværende personale, der havde en helt unik kontakt til alle forældre og nogle fantastiske rammer både ude og inde. Jeg håber, at ånden fra Voldparken og erfaringerne med at være i tæt kontakt med alle forældre, vil finde en plads i det nye fælles fritidshjem på Korsager. Samtidig håber jeg, at der bliver fundet en fornuftig måde at bruge de skønne rammer og den del af personalet, der måtte ønske det, i det samlede klubtilbud for Korsagers børn. Det rummer kvaliteter omkring nærhed mellem personale, børn og forældre og dejlige udendørsfaciliteter, som jeg ikke oplever de nuværende klubtilbud har. Samtidig håber jeg, at man vil finde tid til en god proces omkring at integrere de børn og evt. personale, der vil opleve et skift til andre rammer i den kommende fusionsproces. Herunder er det vigtigt, at der findes plads til de børn, der går på fx specialskoler og privatskoler, og som ønsker at benytte det lokale fritidstilbud. Ligesom der er plads til dem på de selvejende fritidshjem, bør der også være plads til dem på KKFO’erne. Dette spørgsmål bør afklares hurtigst muligt.