Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 27. april 2015
Svarnummer:
279

Indsendt af

Roar R. Søndergaard

Virksomhed / organisation

Fritidshjemmet Storegårdsvej

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Høringssvar Som far til to børn på fritidshjemmet Storegårdsvej er jeg utrolig glad for udsigten til, at institutionen ikke skal nedlægges, men jeg ser samtidig med stor bekymring på forvaltningens udspil om at ville lave fritidshjemmet om til en KKFO. I en selvejende institution har man som forældre stor indflydelse på, hvordan stedet drives både økonomisk og pædagogisk, bl.a. via det faktum at bestyrelsen er den øverste instans, og at denne som regel vælges blandt forældrene. Den samme medindflydelse og frihed finder man ikke i en KKFO, hvor skolelederen er den øverste instans og hvor ’forældrerådet’ formelt set har meget lille (eller ingen) medbestemmelse. På Storegårdsvej har denne medbestemmelse været med til at skabe et sted stort pædagogisk overskud, hvor barnet altid mødes i øjenhøjde, fordi pædagoger og ledelse kender ALLE børn. De ser, hvis der er nogen, som har brug for lidt ekstra opmærksomhed, for de er altid sammen med børnene, når de kommer fra skole. Hvis der er brug for det, omrokeres/omprioriteres ressourcerne (både pædagogisk og økonomisk), så de giver størst muligt udbytte. Denne fleksibilitet ser jeg slet ikke mulig i en samlet KKFO, og jeg foreslår i stedet, at det nuværende Frithuset laves om til et selvejende fritidshjem, og at begge fritidshjem samles i et netværk med andre selvejende institutioner i lokalmiljøet. Som det allerede er ytret under den første høringsrunde, anses Storegårdsvej af mange som værende et unikt samlingssted for børn, og det skyldes i høj grad at stedet er en selvejende institution – noget som KLART vil kunne udnyttes med fordel for Frithuset i et tæt samarbejdende netværk med udveksling af erfaringer. Mvh Roar R. Søndergaard