Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 27. april 2015
Svarnummer:
270

Indsendt af

Rikke Baggesen

Virksomhed / organisation

Forælder/Islands Brygge

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

Som forælder til børn på Skolen på Islands Brygge bekymrer det mig, at ”Fremtidens Fritidstilbud” i vores bydel betyder at mere end 500 børn i indskolingen skal samles på skolens KKFO. For mig at se er der flere problemer i det eksisterende forslag, og mange gode grunde til at bevare de eksisterende fritidshjem på Bryggen: • Vi har en skøn skole, og det er vi glade for. Men vi har også en skole som er presset. I takt med den voldsomme tilvækst på Bryggen er skolen vokset eksplosivt, hvilket – endelig – i fremtiden imødegås af bygningen af en ny skole. Men indtil denne står færdig kæmper skolen med en massiv overbelægning og følgevirkninger af vokseværket. Hvor ville det være rart hvis skolefritidsordningen i det mindste kunne køre videre i den nuværende form indtil strukturerne alligevel ændres når den nye skole står klar, så skole, børn og forældre i stedet kunne koncentrere sig om at falde på plads i den nye skolereform. Hvis skolen også skal være attraktiv i fremtiden er der grænser for hvor meget pres den kan klare. • Det retorisk velklingende princip ”1:1” giver et helt skævt billede af den virkelighed, som børnene kommer til at opleve. Der er væsentlig forskel på at samle 200 børn på en mindre skole, og så at udrulle samme princip på en skole på størrelse med Skolen på Islands Brygge, hvor forholdstallet reelt bliver 1:530+. Når skolen er så stor som den allerede er, er der endnu mere behov for at kunne finde ro i en mindre enhed om eftermiddagen. • Det er problematisk og provokerende at politikerne vælger at overhøre de indsigelser som er kommet fra institutioner og forældre i første høringsrunde. Men det er især bekymrende, at Børne- og Ungdomsudvalget ignorerer den forskning, som påviser dårligere trivsel i store institutioner. Der er jo for pokker en grund til at vi råber op! Mine egne børn har nydt godt af de åbne rammer og nærværende voksne de har mødt på hhv. Naturfritten og Thorshave. De har haft glæde af at skifte fra skolen til fritten i løbet af dagen, at få mulighed for der at lege andre lege og dyrke andre venskaber. På fritten har de fået luftforandring og et kram – de er blevet mødt én til én! Som forældre har vi været meget glade for dette valg, og vi har også nydt godt af at kunne aflevere og hente børn i en frit hvor vi ved at de trives, hvor vi kender de voksne og ved at de kender vore børn. Jeg håber, at min yngste søn, og de andre børn som er glade for deres fritidshjem, får lov til at fortsætte der. Og jeg håber, at de nye børn som skal indskrives i de kommende år får samme mulighed for at vælge et fritidstilbud som passer til dem. Kom nu København. Pas på de gode fritter så de kan passe godt på vores børn. mvh Rikke Baggesen