Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 27. april 2015
Svarnummer:
246

Indsendt af

Misha Wolsgaard-Iversen & Mads Stampe Lindeløf

Virksomhed / organisation

Privat

Postnr.

2450

By

KBH SV

Høringssvar

Vedr. Høringssvar til Fremtidens Fritidstilbud Kære Folkevalgte Politikere, Vi er forældre til to piger på 8 og 11, som går på hhv fritidshjem og klub på Vesterbro. Begge vores piger har gået/går på Saxogårdens Fritidshjem - et fritidshjem vi nøje har udvalgt og kæmpet for vores piger kom ind på, da nærvær og begrænset institutionsstørrelse betyder meget for vores børns trivsel og vores tryghed som forældre. Det har været nogle meget gode år for vores børn på Saxogården. Det er hér konflikter fra skoledagen for alvor er blevet håndteret eller taget i opløbet, sociale relationer er blevet bygget op, og verden omkring dem er blevet udforsket. Det er hér vi ved kompetente og kærlige voksne passer på vores børn, hjælper dem og lærer dem om livet, og hér der altid er tid til at snakke med os om deres trivsel. Det er også hér et barn som vores yngste datter, som ikke er særlig boglig men meget kreativ og fysisk, har fået hjælp til tro på hun kan nogle andre ting, at hun bedst lærer på andre måder end en traditionel folkeskole kan tilbyde, og hun har fået hjælp til at løse konflikter. Uden Saxogården ville vi have sværere ved at holde fast i vores beslutning om at vælge folkeskolen som ramme for vores børns skolegang. Indsigelser til forslaget: Den fremtidige løsning: Forvaltningen fremhæver selv, at der skal være mulighed for at vælge blandt flere tilbud i fremtiden. Hvis der etableres ét stort fritidstilbud ved TDS med 448 pladser forsvinder valgmuligheden. Vi mener sammen med mange andre forældre på Vesterbro, at man bør bevare mangfoldigheden og bevare de nuværende fritidshjem, som netop giver mulighed for at vælge lille, mellem eller stort fritidshjem - i erkendelse af, at børn (ligesom voksne) har forskellige behov og at vi ikke alle trives i de samme rammer. Vi støtter op om en fremtidig model, hvor både Saxogården og Garvergården kan fortsætte som i dag - eller alternativt, at de 2 fritidshjem organiseres som et samlet fritidstilbud med 100 børn. Overgangsperioden: Forvaltningen konkluderer selv, at mulighederne for organisering af fremtidens fritidstilbud tilknyttet TDS skal "undersøges nærmere" fordi der ikke er nogen umiddelbar løsning på, hvordan der kan skaffes plads til 448 børn. Vi mener, at man skal lade både Saxogården og Garvergården fortsætte uændret mens disse undersøgelser og evt. fremtidigt nybyggeri pågår. Hvis man - som Forvaltningen foreslår - stopper indskrivningen på Saxogården vil dette fritidshjem blive "udvandet" indtil der til slut kun sidder 1 voksen og 12 børn. Det er ikke en holdbar eller anstændig model for hverken børn, pædagoger og forældre! Vi mener, at de nuværende frit-grupper og normeringer på Saxo og Garver (40 børn + 60 børn) bør fastholdes indtil man er klar med den pt. uafklarede fremtidige løsning og kan flytte alle 100 børn sammen. Således skal ingen børn fra den fælles Saxo-Garver gruppe flyttes førend pladserne er klar til alle 100 børn. Venlig hilsen Misha Wolsgaard-Iversen og Mads Stampe Lindeløf