Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 27. april 2015
Svarnummer:
240

Indsendt af

Andreas Biilmann

Virksomhed / organisation

Kastaniehusets fritidshjem

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Jeg er far til Frida på 6 år, som går på Kastaniehusets fritidshjem. Hun startede i august 2014 og i den periode har vi – trods bygge- og flytterod - oplevet et virkeligt godt fritidshjem med et super engageret personale, en god pædagogik og gode trygge rammer. Især efter flytningen til den helt nyistandsatte bygning, er det blevet ekseptionelt. I skulle tage at komme forbi og se og især opleve det. Det er et sted man har lyst til at være og jeg kan simpelthen ikke forstå, at I har tænkt jer at lukke det igen. Det er synd og skam og vil også være spild af skattekroner, idet der allerede er brugt rigtigt mange penge på istandsættelsen og planlægningen af fritidshjemmet og det giver efter min opfattese ingen mening at nedlægge noget, der både fungerer rigtigt godt og som der allerede er investeret mange penge i at bygge op. Jeg synes det er drønærgerligt, hvis politiske beslutninger resulterer i hovsa-løsninger, som man må sige det her vil være, skulle lukningen af fritidshjemmet blive ført ud i livet. Kastaniehuset er med sit dygtige, kompetente og søde personale, sine utroligt dejlige fysiske rammer og sin pionerånd og engagement, et virkeligt godt eksempel på, hvordan et godt fritidshjem skal køres. At lukke det ville efter min mening være en meget stor fejltagelse. Hvorfor lukke noget, som fungerer virkeligt godt og som I øvrigt allerede har kostet et ikke uanseeligt beløb at få i gang? Jeg håber at dette høringssvar kan medvirke til at give et mere nuanceret billede af Kastaniehuset og en forståelse for, at dette er et sted, som det vil være en stor fejl at lukke ned. Det vil være dårligt for vores unger, der går der og også dårligt for Københavns kommune, som risikerer at flere og flere forældre vælger private tilbud, hvis de offentlige tilbud efterhånden kun bliver kæmpeinstitutioner og alt andet spares væk. Så derfor: Bevar Kastaniehuset og oprethold et virkeligt fedt sted, som gør en forskel for vores børn til dagligt og er et lysende eksempel på et velfungerende fritidshjem, når det er bedst. Med venlig hilsen Andreas Biilmann