Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 26. april 2015
Svarnummer:
211

Indsendt af

Mette Lønstrup Harving

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Det er med stor bekymring og forundring at jeg læser at Københavns Kommune vil lukke min søns fritidshjem Kastanjehuset. Kastanjehuset fritidshjem, åbnede 1. august 2015, først i lånte lokaler og 1. oktober så i de nyrenoverede bygninger, hvor 2. salen er bygget med henblik på at huse børn i alderen 6-10 år. Min søn er rigtig glad for at gå på Kastanjehusets fritidshjem. Jeg henter altid en glad dreng, der er blevet set, hørt og rummet af nogle engagerede og fantastiske voksne. For vores dreng som er lidt indadvendt er det fantastisk at han har mulighed for at gå på et mindre fritidshjem, at der er plads og tid til at "hænge ud" med de voksne når den alderssvarende leg bliver for vild. Jeg forstår ikke argumentet om at spare. Jeg kan ikke se hvori besparelsen består i at lukke et helt nyåbnet fritidshjem for at lave det om til børnehave, hvilket igen vil kræve en ombygning. Jeg kan ikke se hvor alle børnene skal være på Guldbergs skole matriklen, for at få plads til dem alle vil det kræve renovering af de bestående bygninger og evt tilbygninger. Det er ikke gratis. Guldbergs skole er i forvejen overfyldt. I frikvartererne kæmper børnene som burhøns om pladsen i skolegården. Jeg synes det er synd at den kamp skal fortsætte efter skoletid. Argumentet om at Kastanjehuset ligger langt fra skolen forstår jeg heller ikke. Der er 650 m, det tager 5 minutter at tilbagelægge strækningen på gåben. Børn i alderen 6-10 år har brug for at bevæge sig og den lille gåtur er da oplagt til bevægelse. Vi som forældre har ikke noget problem med at hente et andet sted end vi afleverer. Vi er trygge ved at børnene nu følges med en pædagog fra skolen til fritidshjemmet og når vores dreng kommer i 1. klasse ser vi intet problem i at han selv skal gå, da vejen er meget traffiksikker og med fortorv. Jeg er bekymret for at mit barn skal gå på en mega institution med 500 børn, at udskiftningen i personale bliver så stor at ingen lærer mit barn at kende. At vikarkorpset er så stort at ingen ved hvem min søn er. Jeg er bekymret for at min dreng ikke får mulighed for at søge ro når der er behov for det. Men mest er jeg faktisk bekymret for de børn der heller ikke hjemme bliver set og stimuleret af voksne. Jeg er bekymret for at man taber de børn. Og så er vi tilbage til sparehensynet igen. 5-10 børn på hver årgang der tabes, bliver ualmindelig dyre i udskolingen, når de ikke længere kan rummes i det normale skolesystem. Jeg er bekymret for at de ressourcestærke forældre synes at det kommende pasningstilbud er så ringe at de tager deres børn ud af folkeskolen, jeg må indrømme at tanken allerede nu har strejfet os. Og så er vi igen tilbage til sparehensynet, hvor er det dyrest at drive skole? I et område hvor der er en god blanding af ressourcestærke og knapt så ressourcestærke familier eller i et område hvor de ressourcestærke har valgt folkeskolen fra. Jeg er sikker på i har passende eksempler fra fx Tingbjerg og Blågårds skole. jeg håber at i vil ændre jeres beslutning om at nedlægge Kastanjehusets Fritidshjem ikke bare pga økonomien, men for børnenes skyld. Med venlig hilsen Mette L. Harving mor til dreng på Kastanjehusets Fritidshjem