Høringssvar vedrørende Etablering af ny skole på Artillerivej

Oprettet: 17. april 2015
Svarnummer:
28

Indsendt af

Vivi Klink Larsen og Peter Herskind

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Efter at have hørt alle de gode og saglige indlæg, der har været fremført i dialogen vedrørende den nye skole på Artillerivej, er vi kommet frem til, at den bedste løsning for børnene vil være at forvalte den nye skole som en selvstændig skole. Det vil være til børnenes bedste, og det er vel det, der vægter højest. Alt taler for mere nærvær, man kender hinanden (både børn og voksne), børn tabes ikke så let, fordi en mindre skole bedre sikrer mod, at ingen har fokus eller føler ejerskab for børnenes trivsel og indlæring. Vi tror også på bedre trivsel hos lærerne, når der er kortere vej til ledelsen, herunder er det lidt mindre udfordrende for ledelsen at håndtere en lidt mindre skole end en kæmpe skole, som kræver helt særlige kompetencer, som ikke nødvendigvis kan garanteres er til stede. Hvordan vil ledelsen i tilstrækkelig grad kunne have et indgående kendskab til en kæmpe stab af lærere? Det er mere sandsynlig med en mindre stab. Risikoen for, at ledelsen for sent og for unuanceret får kendskab til udfordringer med f.eks. relationer mellem en lærer og børn, er bare større, når vejen til ledelsen er for lang. Hvis ingen går til ledelsen og siger noget, finder ledelsen ikke ud af, at der er problemer. Den risiko er mindre, når vejen er kortere, og alle kender hinanden indgående. Lærerne vil utvivlsomt også få bedre mulighed for at føle medbestemmelse og ansvar og se resultater af deres involvering på en lidt mindre skole. Det skaber arbejdsglæde til glæde for både voksne og børn. De udsagn, der har været fremført, om at det vil være med til at dele Bryggen i et A og B holder ikke vand. Man glemmer samtidig, at Bryggen allerede er delt med flere på Amagerfælledvej skole. Beboersammensætning på Bryggen er desuden meget ensartet, da de fleste beboere i den "nye" sydlige del af Bryggen er gamle Brygge beboere. Hvis man ønsker en meget høj grad af diversitet, så er det ikke noget, der sikres via en kæmpe skole. Diversiteten er ikke til stede i den grad, som man måske forestiller sig. Man kan bare spørge hele Bryggens korps af sundhedsplejesker. Endvidere er mange af beboerne i andellejlighederne i den gamle del af Bryggen ikke væsentlig anderledes end beboerne i "de dyre ejerlejligheder/huse". Flere andelsboliger er heller ikke billige boliger. Og mange lejelejligheder huser ikke børnefamilier. Vi krydser fingre for to selvstændige skoler.