Høringssvar vedrørende Etablering af ny skole på Artillerivej

Oprettet: 16. april 2015
Svarnummer:
17

Indsendt af

Iben May Dyresen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Jeg skriver dette høringssvar som mor til to kommende elever på Skolen på Islands Brygge OG som folkeskolelærer på en skole delt på to matrikler. Både fra det personlige og det faglige perspektiv vil jeg mene, at scenarie 3 vil være at foretrække; at skolen forbliver én samlet skole fordelt på to matrikler. 0.-6. klasse på den nuværende skole og 7.-9. klasse i de nybyggede lokaler OG at de nuværende fritidshjem + KKFO bevares. Jeg ser det som en fordel og en stor ressource, at bevare et samlet skoledistrikt på Islands Brygge. Vi vil undgå et usynligt skel mellem "det nye" og "det gamle" Bryggen - desuden kan den mangfoldighed som Bryggen rummer bevares - og dette kan kun ses som et positivt input i vores børns liv. Når skolen bliver så stor, som den gør, er det også vigtigt, at vi som forældre har mulighed for at vælge det fritidstilbud, som vi mener passer vores barn bedst - derfor finder jeg det yderst vigtigt, at BÅDE skolens SFO og de små fritidshjem bevares. Hvad angår min faglige vurdering ift. skolen, vil jeg mene, at det er klart bedst at dele skolen mellem 6. og 7. klasse. Det hænger bedst sammen fagfagligt at have en indskolings- og mellemtrinsdel samt en udskolingsdel. Selvom der vil være syv klasser på hvert trin, vil det stadig være muligt, at arbejde med tætte relationer via. f.eks. "venskabsklasser" o.l. De sidste tre år af folkeskolen hænger uløseligt sammen og med nye lokaler på en ny matrikel, vil der være gode muligheder for elever og lærere, at skabe en god og sund ungdomskultur. Det vil nu være muligt, at skabe en udskolingsdel med fokus på netop dette. Med venlig hilsen Iben May Dyresen