Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 6. februar 2015
Svarnummer:
597

Indsendt af

Pia Flintholm

Virksomhed / organisation

Ålholm skoles fritidshjem og klub/ Hjørnelodden

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Kære politikere Som forældre til to børn på hhv. 6 og 10 år, der begge er tilknyttede Ålholm skoles fritidshjem og klub/ Hjørnelodden, er vi dybt bekymrede over planerne om at lukke de små fritidshjem. Begge vores børn er følsomme børn, der har brug for struktur, overskuelighed og nære relationer. Den 6-årige kan blive udadreagerende ved overstimulering, og den 10-årige oplever anfald af såvel hovedpine som mavesmerter, når der sker for meget omkring hende, eller når kammerater omkring hende har det svært. Vores børn trives særdeles godt på Hjørnelodden, og ud over at der er et fantastisk personale og et væld af gode aktiviteter der, mener vi også, at størrelsen spiller en stor rolle for deres trivsel. Fritidshjemmet har nemlig i sin nuværende form en overskuelig størrelse og tilbyder begge vores børn et åndehul efter skoletid; der er ikke så mange forskellige rum, børnene skal orientere sig i, lige som de kender alle de andre børn ved navn. Personalet ved altid, hvor vores børn er, når vi henter, og vi oplever som forældre, at de har en rigtigt god føling med, hvordan vores børn har det. Netop disse forhold er vi stærkt bekymrede for, vil forsvinde, hvis Hjørnelodden lægges sammen med Akeleje. For når vores børn en sjælden gang har været på besøg på Akeleje og derfor skulle hentes der, har det været svært at finde dem, og det er på ingen måde vores oplevelse, at personalet her har en fornemmelse af, hvem vores børn er, og hvor de er. Denne manglende overskuelighed er vi bekymrede for skal blive en del af vores børns hverdag – med mistrivsel til følge. Vi er derfor ikke i tvivl om, at vi vil udmelde vores 10-årige og finde på andre pasningsløsninger til hende, hvis sammenlægningen bliver en realitet.