Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 6. februar 2015
Svarnummer:
581

Indsendt af

Per Wæhrens

Virksomhed / organisation

Vanløse Børne- og Ungdomscentre

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Høringssvar fra Vanløse Børne- & Ungdomscentre Vanløse Børne og Ungdoms Center og Jyllandshuse fusionerede pr. 1/1 2015 til Vanløse Børne- & Ungdomscentre. Bestyrelsen foreslår at Vanløse Børne- & Ungdomscentre, sammen med Kvanen, udgør et samlet fremtidigt selvejende fritidstilbud til Hyltebjerg Skole. Med en samlet selvejende institution beliggende på flere matrikler, gives der mulighed for at imødekomme børn og forældres ønske om at fastholde mangfoldigheden i tilbuddene – en væsentlig faktor for også at fastholde søgningen til folkeskolen. Og samtidig sikre en 1:1 løsning med én fælles institutionsledelse, der sikrer et stærkt samarbejde med skolen. Dette i et partnerskab hvor fokus er på at få potentialerne i hinanden i spil og sammen blive bedre end man har mulighed for at være hver for sig. Den selvejende institutionsform sikrer endvidere at fritidshjemmet har mulighed for at reagere hurtigt og tidligt absorbere behov eller ønsker i forældregruppen og sammen med skolen lave tiltag der hurtigt har kvalitets-øgende effekt. Med afsæt i den indledende præsentation på dialogmødet d. 14. januar, ser vi det som centralt at ambitionen og visionerne for de fremtidige fritidstilbud ikke kun kommer til at handle om hvorledes man får generet lidt bedre fritidsinstitutionsøkonomi ved at spare på ledelse og administration, men også på hvordan fritidsinstitutioner i et tæt samarbejde med skolerne, får skabt de bedste lærings- og trivselsmiljøer i et tværfagligt samarbejde for hele dagen. Bestyrelsen og ledelsen i VBUC foreslår derfor: - At Kvanen fusionerer med Vanløse Børne- & Ungdomscentre og bliver samlet under én ledelse i en 1:1-ledelse med skolen. - At ledelsen forankres på Vanløse Børne- & Ungdomscentre, som har stor og positiv erfaring med fusionsdannelse - At fritidsklubben & ungdomsklubben forbliver under samme ledelse som fritidshjemmet, for bedre at kunne skabe kontinuitet mellem fritidshjemmet og klubtilværelsen og sikre den store søgning der pt. er til klubben. Mange familier har været tilknyttet Vanløse Børne- & Ungdomscentre og Jyllandshuse igennem mange år, med også ældre søskende der har en fælles historik, et stærkt fællesskab og samhørighed med hinanden. - At der indgås en partnerskabsaftale mellem centret og skolen, som sikrer fokus på de fælles målsætninger og derigennem en vilje til at nå de fælles mål, som man bedre er i stand til at løse i fællesskab end man er alene - At Vanløse Børne- & Ungdomscentre indgår i et netværk med fokus på ledelsessparring og pædagogisk udvikling, samt styrkelse af overgange Forslagene er begrundet i: - At der gives tid og fokus på at flytte mindst – ikke matrikel. - Forældre i kvalitetsmålinger for 2013 og 2014, har givet udtryk for at der er stor tilfredshed, meget engagement og stor tilknytning til Vanløse Børne- & Ungdomscentre og personalet - At de nuværende huslejer for de to matrikler i Vanløse Børne- & Ungdomscentre er meget favorable og ikke kan blive mindre af at samle fritidstilbuddet fysisk (Ålekistevej 159 betaler udelukkende ejendomsskatter og Ålekistevej 95 har en lav husleje) - At det alternative løsningsforslag på Lønstrupgård ikke kommer i spil, fordi: o Med Kvanen og Vanløse Børne- & Ungdomscentre samlet under én fælles ledelse vil det betyde tre beliggenheder med hhv. 50 m, 600 m og 600 m afstand fra skolen (i implementeringsplanen står at VBUC Ålekistevej 159 ligger 750 m fra skolen – den rette afstand er 600 m). Det alternative løsningsforslag på Lønstrupgård består af fire beliggenheder med hhv. 200 m, 200 m, 400 m og 800 m fra skolen. Dertil kommer at tre af de fire matrikler i dag huser fritidsklubber og derfor også er indrettet til den aldersgruppe bl.a. med udendørsarealer der ikke er aflukkede og gearet til leg for de 6 – 9 årige. o At et unødig opbrud hos over ¾ af børnene og deres forældre undgås, blot for at flytte til en anden beliggenhed 100 m – 150 m væk, med store anlægsudgifter til følge. Bliver løsningen i regi af Vanløse Børne- & Ungdomscentre/Kvanen, vil der således være ca. 40 Hyltebjerg Skole-tilknyttede børn på Lønstrupgård, der skal skifte institution, hvorimod der vil være tale om ca. 300 børn der skal flyttes, såfremt en alternativ løsning placeres på Lønstrupgård. o I stedet for at bruge tid og ressourcer på at omstrukturere, vil det være af meget større gavn, at kræfterne blev brugt på at få folkeskolereformen implementeret og i fællesskab med skolen få arbejdet os tættere ind på hvordan vi giver reformen liv og lethed i hverdagen. Et stærkt samarbejde er allerede godt på vej og har bibragt lærere og pædagoger gode relationer og udvekslinger. Der er stor vilje og lydhørhed til samarbejde og en løbende nysgerrighed på hvilke ambitioner og udfordringer skolen står med og hvorledes det bedst muligt søges løst i fællesskab. Skal der ske større omflytninger/omstruktureringer for blot at flytte mellem 100 – 150 m, vil det betyde opbrud i det gode arbejde der er under udvikling. I implementeringsforslaget er endvidere angivet, at muligheden for at etablere nye lokaler på skolens grund skal undersøges. Der er ikke afsat midler i 2015 ej heller i overslagsårene, til at finde en langsigtet løsning på skolens grund. Viser det sig at der på sigt åbnes mulighed for at samle skole og fritidstilbud på skolens matrikel, er det centralt at de fysiske fritidsfaciliteter bibeholder muligheden for diversitet og mangfoldighed. Ved en eventuel fremtidig løsning på skolens grund, er VBUC indstillet på at flytte fritidsaktiviteten og videreføre den selvejende fritidsaktivitet i de nye rammer. Med venlig hilsen Institutionsbestyrelse og ledelse på Vanløse Børne- og Unge Centre, Ålekistevej 95 og 159