Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 6. februar 2015
Svarnummer:
552

Indsendt af

Susanne Bruun sørensen

Virksomhed / organisation

Den selvejende institution Østerbrogården

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Østerbro den 5.februar 2015 Høringssvar - udarbejdet af institutionsbestyrelsen på den selvejende institution Østerbrogården Institutionsbestyrelsen i den selvejende institution Østerbrogården, der består af udflytterbørnehaven Luther, fritidshjemmet Færgen og fritids-/juniorklubben “B29”, vil med dette høringssvar på “Fremtidens fritidstilbud” foreslå en 1:1 organisering på 6 til 9 området mellem Sortedamskolen og den selvejende institution Østerbrogården. I forhold til fremtidens fritidscenter vil vi foreslå, at B29 som et selvstændigt fritidscenter bliver en del af et klubfællesskab samt bibeholder sin tilknytning til Østerbrogården. Samlet set ser vi os i fremtiden fortsat som en selvejende institution med børnehave, fritidshjem og fritidscenter. Det nye vil være, at vi på 6 til 9 årsområdet er i et 1:1 samarbejde med Sortedamskolen. Vores høringssvar har følgende overskrifter: • Organisering af 6 til 9 årsområdet i en 1:1 relation mellem Østerbrogården og Sortedamskolen • Hvorfor skal Østerbrogårdens høringssvar på 6 til 9 årsområdet tilgodeses? • Fremtiden fritidstilbud splitter bydelen - et debatindlæg • Fritidscentret “B29” som en del af et klubfællesskab • Hvorfor skal Østerbrogårdens høringssvar på 10 til 18 års området tilgodeses? Ud over, at vi tager stilling til de politisk bestemte høringspunkter, lægger det os meget på sinde, at både fritidshjemmet og vores klub fortsat skal være for vores børn fra både Sortedamskolen og fra Ingrid Jespersens Privatskole. Hvordan ser vi en lokal løsning på 1:1 relationen mellem fritidstilbud og Sortedamskolen for 0-3 klasse? Vi foreslår, at skole/KKFO og et ny organiseret selvejende fritidshjem som en del af Østerbrogården sammen forestår 1:1 ledelse. Skolen og 1:1 ledelse/organisering Skolelederen er i forvejen den overordnede leder for indskolingen og KKFO’en. Vi foreslår, at de tre børnehaveklasser skal være på skolens KKFO med skolelederen som overordnet leder i relation til 1:1 samarbejdet med områdets selvejende fritidshjem. Det bliver hermed muligt for skolen at udskyde den endelige klassedannelse, til børnene skal i første klasse og videre på områdets selvejende fritidstilbud for 1. til 3. klasser på Sortedamskolen. Det selvejende fritidstilbud for 1. til 3. klasserne og 1:1 ledelse/organisering Lederen for den selvejende institution Østerbrogården, Blegdamsvej 31, er den overordnede leder for en selvejende institution med flere matrikler omkring Sortedamskolen. Vi foreslår følgende: • Fritidshjemmet “Færgen”, der er en del af Østerbrogården, skal have 3 klasser, der indgår i det samlede fritidstilbud omkring Sortedamsskolen. • Remisen, Blegdamsvej 132, med plads til tre klasser bliver en del af den selvejende institution Østerbrogården. • Den kommunale institution Børnegården skal ikke længere have fritidshjemspladser og opnormeres med et tilsvarende antal vuggestue-/børnehavepladser således, at de bevarer det samme antal stillinger. • Den selvejende institution Rosalie, der er beliggende Helgensensgade 2 umiddelbart ved siden af Børnegården, bliver opnormeret med samme antal fritidshjemspladser, som Børnegården nednormeres. Rosalie nednormeres med et tilsvarende antal vuggestue- og børnehavepladser, som Børnegården opnormeres med. • Lokalerne på Blegdamsvej 102, der p.t. er tilknyttet fritidshjemsdelen på Børnegården i Ryesgade 80, bliver tilknyttet fritidshjemspladserne på Rosalie. Der er således etableret et sammenhængende fritidstilbud, hvor Remisen, Rosalie og fritidshjemmet “Færgen” hver har et spor fra første til 3. klasse på Sortedamsskolen. Der er ligeledes etableret en 1:1 relation, hvor skolelederen er leder af KKFO samt 0. til 3. klasse og lederen af den selvejende institution Østerbrogården er leder af fritidstilbuddet fra 1. til 3. klasse. Sammenhæng mellem skoleledelse og ledelse af KKFO’en kan være med til at sikre en ny kvalitet i den endelige klassedannelse, der således kan udskydes til børnene skal videre i det selvejende fritidstilbud. I forhold til den nuværende organisering vil vores forslag medføre to ændringer: Remisen, der p.t. er del af en kommunal klynge, skal tilknyttes den selvejende institution Østerbrogården, og de fritidshjemspladser, der er på Børnegården, skal flyttes til den selvejende institution Rosalie dog uden personalemæssige konsekvenser, da der samtidig sker en opnormering med et antal vuggestue-/børnehave pladser, der sikrer den samme personalenormering. Netværk eller Klynge? Vi foreslår, at den selvejende institution Østerbrogården, der består af børnehave, fritidshjem og fritidscenter, fortsat er en del af netværk “Frie 12/13”, men vi vil være parate til at drøfte andre organisationsformer. Hvorfor skal Østerbrogårdens høringssvar på 6 til 9 års området tilgodeses? Østerbrogården - den største fritidsinstitution omkring Sortedamskolen Vi har mange års erfaring omkring samarbejde med Sortedamskolen og ledelse af en stor daginstitution, da der er mere end 500 børn, unge og ansatte på Østerbrogården. Som områdets største institution har vi altid følt os forpligtet til at gå forrest, når projekter og nye initiativer - både de politiske og de lokalt besluttede - skal iværksættes. Dette gælder ikke mindst i forbindelse med skolereformer. Meningsgivende kombinationsstillinger Vi har i samarbejde med Rosalie etableret kombinationsstillinger på tværs af vores selvejende institutioner, som fritidshjemmet Færgens medarbejdere er blevet glade for. Børn og forældre på Rosalie er meget glade for vores fritidshjemsmedarbejdere, da de er med til at give de større børn i børnehaven nogle nye udfordringer. Vi har internt mellem børnehave- og fritidshjemsafdelingen etableret kombinationsstillinger blandt andet ved, at vores fritidshjemsmedarbejdere arbejder med de store børnehavebørn. Vi har ligeledes medarbejdere i vores børnehave, som arbejder med de børn der lige er startet i skolen. Vores kombinationsstillinger får her et væsentligt pædagogisk pift, da der samtidig bliver et ekstra fokus på den gode og sammenhængende overgang mellem børnehave og skole/fritidshjem. Vi kan som bestyrelse bryste os af, at der samlet set har været en vis succes med at gennemføre de vilkårsændringer på fritidshjemsområdet som konsekvens af folkeskolereformen. Ud af en personalegruppe på 20 i fritidshjemsafdelingen har kun en opsagt sin stilling på grund af vilkårsændringerne. Vi vil som bestyrelse også i fremtiden udvikle interessante kombinationsstillinger i Østerbrogården mellem fritidshjemsmedarbejdere, skole og de 0 til 6 års institutioner, vi er/kommer i netværk med. Fleksibilitet i samarbejdet med skole og 0 til 6 årsområdet Fritidshjemmet Færgen har medarbejdere, der er uddannet til at indgå som inklusionsmedarbejdere/- konsulenter i både skole og andre daginstitutioner. Sortedamskolen har konkret frikøbt medarbejdere fra vores fritidshjemsafdeling Færgen for i en periode at skulle foretage en særlig pædagogisk indsats i forbindelse med en skoleklasses problemer med manglende inkluderende adfærd. Vi har som bestyrelse ikke været involveret i de konkrete problematikker, men bifalder en sådan samarbejdskultur. I forbindelse med skolereformen I forlængelse med den politiske beslutning omkring en skolereform stod Østerbrogården bag et pilotprojekt på Sortedamskolen med titlen: “Leg, bevægelse og Læring”. Alle børn i 1. og 2. klasse på Sortedamskolen havde to formiddagstimer om ugen, hvor der metodisk blev arbejdet med et bevægelsesperspektiv. Af de 10 medarbejdere, der deltog i projektet, var de syv fra vores fritidshjem Færgen. Projektet var også et uddannelsesprojekt under DGI, således at de involverede medarbejdere blev uddannet som bevægelsespædagoger. Formålet med projektet var bl.a. at få noget praksiserfaring ind i det pædagogiske rum omkring sammenhæng mellem leg, bevægelse og læring. Der var stor begejstring hos fritidshjemsansatte og lærerne i indskolingen ved projektets evaluering i juli 2014. Vi vil som bestyrelse arbejde for, at lignende initiativer kan blive en del af et kommende læringssamarbejde mellem skole og fritidshjem. Det er mere reglen end undtagelsen, at børn fra Sortedamskolen om formiddagen har benyttet fritidshjemmets lokaler til at iværksætte differentieret læring, læringsaktiviteter i et lærer/pædagogsamarbejde og bevægelsesaktiviteter i vores sal. Under Sortedamskolens renovering i 2014 husede vi dagligt en 0. klasse. Her fik vi gode erfaringer med skole i et fritidshjemslokaler - erfaringer vi gerne ser omsat til “mere af den slags hos os”. Vi har som bestyrelse bakket op om, at vores institution ser sig som en del af et lokalt samarbejde med mange matrikler, vi kan samarbejde omkring til gavn for implementeringen af skolereformen. Vores børns fritidshjem går skolereformen i møde Der er ikke kun lektiehjælp hver dag, når børnene kommer fra skole. Der er planlagte aktiviteter som “Bag for en sag” og “Barnets digitale bagebog”, der henholdsvis udfordrer matematikken i bagningen og brug af digitale løsninger, der kombinerer IT, dansk og design. På træværkstedet er vores børn i gang med at lave fuglebure med fokus på matematikken fra 2D (tegningen) til 3D (fugleburet). Vores fritidshjem har naturligvis også et læserum, så vores børn kan få den daglige dosis læsetræning. Fritidshjemmets to minibusser drager jævnligt til Eksperimentarium, Naturskolen og Den blå Planet, hvilket giver vores børn nogle af de læringsoplevelser, der ikke altid kan nås i skoletiden. Vi oplever, at vores børns fritidshjem drager omsorg om vores børns nysgerrighed og lyst til både at lege og lære - ofte alle tre ting på én gang. Hvis ikke vi også skal være Sortedamskolens fritidshjem - hvad så? Forvaltningens forslag er, at vi fremover kun skal have børn fra privatskoler, hvilket vi i sagens natur ikke er enig i. Skal vi ikke længere være en del af det gode selskab omkring vores kommunale skole, må den erfaring, vores børns fritidshjem har fået med skolereformen, naturligvis komme vores fremtidige privatskole samarbejde til gode. Vi er fortsat overbeviste om, at et stærkt samarbejde mellem vores børns fritidshjem og skolen er med til at skabe dygtige, alsidige og nysgerrige børn med sociale kompetencer i inspirerende lærings og fritidsmiljøer. Vi er af den overbevisning, at elever fra kommunale og private skoler beriger hinanden. Vi henviser til nedenstående debatindlæg bragt i Politiken torsdag den 5. februar 2015: Fremtidens fritidstilbud splitter bydelen Skal folkeskolebørn og privatskolebørn ikke længere kunne mødes på tværs i et fælles fritidshjem? Ikke fremover, hvis det står til Københavns Kommune. Med 1:1-ledelsesprincippet er der i fremtiden kun ét fritidshjem pr. skole. Og selv om børne- og ungeborgmester Pia Allerslev i Politiken den 29. januar skriver, at fritidshjemmet kan være på flere matrikler, så glemmer hun, at selvejende institutioner med et 1:1-ledelsesprincip er ved at blive en saga blot, når det gælder fritidstilbud til børn mellem 6-10 år. Vi er ellers en selvejende institution, som ligger tæt på både den kommunale skole og lokale privatskole, har et godt samarbejde med både skolelederne og de andre fritidshjemsledere, og ikke mindst tilbyder vi en sammenhængende oplevelse for børn i deres institutionsliv fra børnehave over fritidshjem til klub. Vi synes, at vi har et rigtig godt tilbud, hvor kommunale skolebørn og privatskolebørn mødes, beriger hinanden og skaber nye venskaber. Venskaber der opstår mellem københavnske børn på tværs af kommunal- og privatskole - godt understøttet af vores pædagogers metodiske inklusions arbejde. I vores optik bør børn nemlig også have mulighed for at knytte venskaber til børn i eget nabolag uafhængig af, om man som forældre har valgt en privat- eller kommuneskole. Derfor burde vores institution står stærkt og yderst attraktiv som fremtidens fritidstilbud. Vi har glædet os til at være en aktiv medspiller i arbejdet med at implementere skolereformen, men ifølge kommunens udspil skal vores pædagoger fremover udelukkende skal målrette deres pædagogiske arbejde mod privatskolebørn. Vi synes dog, at det er ærgerligt, at bydelens børn skal deles så skarpt op. Vi mener, at det på den lange bane vil være et aktiv for kommunen, at de unge kender hinanden på tværs af skoler, før de når teenagealderen. Men ifølge Københavns Kommunes høringsmateriale om fremtidens fritidstilbud vil dette ikke være muligt fremover, da der lægges op til, at man enten er kommunal eller selvejende. Vi har ingen intentioner om at opgive vores status som selvejende, som giver os mulighed for at differentiere os og tilbyde et stabilt og sammenhængende institutionsliv, hvor børnene er i trygge og velkendte rammer i deres syv årige institutionsliv. Det burde ikke være en barriere, at der både er selvejende og kommunale fritidshjem tilknyttet samme skole – så længe samarbejdet med 1:1 ledelse er muligt – hvilket institutionerne har kunnet finde ud af gennem et stærkt ledelsessamarbejde i mere end 15 år. Vi må jo bøje os for forvaltningens problemer med at skulle samarbejde med mere end en fritidshjemsleder omkring hver skole. Vi er dog langt fra overbeviste om, at jo færre der samarbejder, desto bedre fritidshjems/skolesamarbejde. Vi tror faktisk, at den danske model med et bredt samarbejde fremmer den bedste udvikling til fordel for vores børn. Vi håber, at vores politikere vil være visionære og tro på, at de bedste løsninger er dem, der kan findes i et stærkt lokalt samarbejde, når skolereformen skal implementeres hos lærere og pædagoger. Fritidscentret B29 som en del af både Østerbrogården og det lokale klubfællesskab Vores børn og unges fritids- og Juniorklub B29 dækker området fra “midten af Nordre Frihavnsgade til Nørrebro”. Vi er enige i de politiske intentioner om, at et bredt samarbejde omkring byens unge kan både gavne den enkelte i og uden for en gruppe. Vores børns fritids-/juniorklub har fokus på det almene socialpædagogiske arbejde, hvor leg og nysgerrighed virker som det fælles ”rum” i mødet mellem unge og mellem unge og vores pædagoger. Alle vores børn er ikke nødvendigvis draget af idræts-/foreningsperspektivet på leg, men de af vores børn, der kan være interesseret ,skal motiveres af medarbejdere i de kommende fritidscenter og af de lokale foreninger. Det kalder i vores øjne på et fritidscenter/foreningssamarbejde. Vores børns fritids-/juniorklub møder jævnligt andre klubber i og uden for København i fx fodbold og hockey, hvor der på bedste breddevis dystes og hygges. Vores klub komplementerer således foreningssamarbejdet, der bl.a. giver vores børn mulighed for fordybelse og dåd i netop deres foreningsspeciale. Det kommende Fritidscenter vil i vores optik altid være stedet, hvor kammerater mødes, når de ikke lige er beskæftiget med deres særlige interesse. Vores lokalt forankrede fritids-/juniorklub har altid været opsøgende og vidende omkring de unge grupperinger, der er på Blegdamsvej-siden af Trianglen – og ind mod Nørrebro inklusiv Fælledparken. Det har gavnet vores børn og Østerbro - og det vil forhåbentlig også fortsætte, når vores klub skal være et fritidscenter. På den anden side er vi klar over, at vores kommende fritidscenters ansvar er større end de lokale problematikker. I vores optik vil et klubsamarbejde i lighed med det klubsamarbejde, der allerede fungerer her på Østerbro, fortsat være vigtigt, når fritidscentrene samme skal løse de bydelsdækkende opgaver, der bl.a. kalder på målrettet opsøgende og udgående arbejde. Derfor peger vi på, at vores fritidscenter både skal være lokal forankret og på samme tid en del af et større klubfællesskab. Hvorfor skal Østerbrogårdens høringssvar på 10 til 18 års området tilgodeses? Et bæredygtigt fritidscenter Vores forhåbentligt kommende fritidscenter er qua sin størrelse på 250 medlemmer i sig selv bæredygtigt. Da vores kommende fritidscenter samtidig er en del af en stor selvejende institution er der tale om en både økonomisk og fagligt bæredygtighed. I lighed med fritidshjemmet er der flere forskellige former for kombinationsstillinger mellem 0-6 årsområdet, skole og fritidshjem. Der er p.t. medarbejdere der er ansat i klub/Rosalie, klub/udflytterbørnehave, klub/skole og i klub/fritidshjem. Vores samarbejdende fritidscenter Skolen Fritidsklubben har tre medarbejdere, der er ansat i kombinationsstillinger på Sortedamskolen og Østerbrogården. Medarbejderne har hovedsageligt understøttende undervisning på mellemtrin og i udskolingen. Der er således personalesammenhæng mellem skole og klub, der kommer vores børn og skole/klub/hjem samarbejdet til gode. Klubbens medarbejdere deltager således i det løbende tværgående samarbejde omkring de af vores børn, der har det vanskeligt. Selvom et fritidscenter skal dække et større geografisk område, er det vores opfattelse, at der fortsat skal være et lokalt forankret samarbejde, der ikke kun er rettet mod foreninger. Foreninger Det kommende Fritidscenter afholder både alene og i samarbejde med andre fritidscentre i bydelen foreningsdage, hvor lokale foreninger kan fortælle og vise, hvorledes de motiverer til idræt og fordybelse. Fritidsklubben har tre års erfaring med samarbejde med to rideklubber og har i forvejen aktiviteter sammen med en lokal fodboldklub. Fritidscentret skal være åben for foreningsspektret, så længe en forening har unge som deres målgruppe og deres formål har et samfundsperspektiv, der rummer alle køn, religioner og samfundsgrupper. Fritidscentret skal være opsøgende i sin kontakt til foreningslivet, således at foreninger kan se en værdi i at benytte fritidscentret som et muligt rekrutteringsforum. Det kan ske ved fremmøde i centret, fremsendelse af informationsmateriale omkring den enkelte forening og ved at invitere medarbejdere og unge ned i deres forening. Det vil vi som bestyrelse bakke fuldt op om, så længe der er en balance mellem foreningssamarbejde og klubbens socialpædagogiske indsats. Fritidscentret og det frivillige arbejde Frivillige, der repræsenterer en lokal forening, kan komme i fritidscentret fra 17.30 til 20.00 hvor de kan facilitere aktiviteter i vores sal eller vores aktivitetsrum. Vi har i forvejen haft succes med at have frivillige fra den lokale bordtennisklub på besøg og fra en af de lokale fodboldklubber. Det er et spændende område, som vi gerne vil være med til at understøtte. Har du kommentarer til vores høringssvar Eller vil du have uddybet hele eller del af vores høringssvar? send en mail med spørgsmål/kommentarer til admin@b29-31.dk. Med venlig hilsen og på vegne af Østerbrogårdens institutionsbestyrelse Susanne Bruun Sørensen Formand